Faktaboks

John Scott Haldane
Født
3. maj 1860, Edinburgh
Død
15. marts 1936, Oxford

John Scott Haldane var en skotsk fysiolog, som grundlagde faget dykkermedicin med udgangspunkt i egne opdagelser inden for åndedrætsfysiologien. Han ydede også en stor indsats for luftkvaliteten i kulminer.

Under ansættelse bl.a. ved universitetet i Oxford udviklede Haldane metoder til analyse af luftblandinger og blodets indhold af ilt og kuldioxid. I 1905 offentliggjorde han sin banebrydende redegørelse for, hvordan blodets indhold af kuldioxid påvirker et hjernecenters regulering af åndedrættet.

Haldane interesserede sig for videnskabsteori og blev tidligt påvirket af den engelske idealisme, en filosofisk retning inspireret af den tyske filosof Hegels tanker. Han fremlagde sine overvejelser over sammenhængen mellem biologi, fysik og kemi i bogværkerne Materialism (1931) og The Philosophy of a Biologist (1935).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig