En af CBB's medarbejdere iført beskyttelsesdragt er kampdommer under øvelse i Utah i 2002. Der trænes i prøvetagning i forbindelse med biologiske angreb.

.

Center for Biosikring og Bioberedskab, CBB, er en dansk myndighed, der skal modvirke udvikling og anvendelse af biologiske våben.

CBB blev oprettet i 2001 efter et flerårigt analysearbejde i Forsvaret og Sundhedsstyrelsen, der pegede på nødvendigheden af et biologisk beredskab, der byggede på ny og særlig ekspertise. Centeret er placeret på Statens Serum Institut.

Forebyggelse af misbrug

Centeret kontrollerer i dag forebyggelsen mod, at biologiske våben kan fremstilles med bidrag fra danske virksomheder og institutioner. Det sker efter internationale regler, som centeret medvirker til at udbrede til andre lande. Centeret har med bestemte krav til sikringsforhold, udstedt tilladelse til en lang række danske virksomheder og forskningsinstitutioner til at arbejde med materialer og teknologier, der ud over fredelig anvendelse også indeholder et misbrugspotentiale. I forlængelse heraf er det også CBB’s opgave at bidrage til udryddelsen af børnelammelse forårsaget af poliovirus, hvilket sker som led i WHO’s internationale arbejde.

Imødegåelse af angreb

I CBB’s bidrag til det biologiske beredskab i Danmark er der etableret en døgnbemandet kapacitet til feltmæssig undersøgelse af mistænkte biologiske anslag. Centeret kan beskrive de sandsynlige konsekvenser af et biologisk anslag, de mulige modforanstaltninger og det forventede forløb med den optimale imødegåelse. Herefter er det op til de øvrige beredskabsrelevante myndigheder at implementere de fornødne tiltag. Kapaciteten er udviklet i samarbejde med Forsvaret og en række internationale aktører.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig