Citalopram

Citalopram. Citalopram bruges bl.a. til at behandle depression.

Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY 3.0

Psykofarmaka er en fællesbetegnelse for lægemidler, der bruges i behandlingen af psykiske lidelser. Psykofarmaka benyttes primært til behandling og forebyggelse af psykiske lidelser, men visse psykofarmaka har et bredere anvendelsesområde, fx ved krise- og belastningsreaktioner samt lettere søvnforstyrrelser.

Faktaboks

Etymologi
Ordet psykofarmaka kommer af græsk psyko- 'sjæl' og pluralis af pharmakon 'lægemiddel'.

De fleste psykofarmaka er indført efter 1950. Fremkomsten af psykofarmaka har på mange måder revolutioneret psykiatrisk behandling, men behandling med lægemidler kan sjældent stå alene, og må indgå i en helhedsbehandling baseret på integration af psykoterapi, psykofarmaka og social behandling.

Inddeling af psykofarmaka

Afhængigt af hovedvirkning kan psykofarmaka inddeles i forskellige grupper: Antipsykotika, antidepressive lægemidler, lægemidler til forebyggelse af maniodepressiv psykose, angstdæmpende lægemidler og sovemidler.

Antipsykotika

Megaphen
Megaphen. Klorpromazin solgt under navnet Megaphen.

Antipsykotika benyttes i behandling af psykoser og manier, fx hallucinationer, vrangforestillinger og stærk psykomotorisk uro. Antipsykotika blev tidligere benævnt neuroleptika. Det første antipsykotikum var klorpromazin, der revolutionerede psykiatrisk behandling, da det blev indført i begyndelsen af 1950'erne. De antipsykotiske lægemidler var, sammen med fremskridt inden for andre behandlingsformer, af afgørende betydning for, at mange, der led af psykiske lidelser, ikke længere behøvede at have fast ophold på et psykiatrisk hospital.

Antipsykotika er sjældent helbredende, men kan mildne forløbet af psykiske lidelser og dermed muliggøre anden psykiatrisk behandling og rehabilitering. Stofferne er virksomme over for en række forskellige bipolære og psykotiske lidelser, fx skizofreni og mani.

Virkningen af antipsykotika

Dopamin
Dopamin. Strukturformel af dopamin.

Stoffernes virkning og deres bivirkninger tilskrives specifikke påvirkninger af signalstoffer i hjernen. En hæmning af signalstoffet dopamin antages at være baggrund for den antipsykotiske virkning, men også for karakteristiske bevægelsesmæssige bivirkninger, dvs. stivnet mimik, manglende medsving af arme, stivhed i muskulaturen, trippende gang og ufrivillige, smaskende bevægelser. Påvirkning af signalstoffet noradrenalin kan føre til svimmelhed, når en person bevæger sig fra siddende til stående stilling, mens indflydelse på acetylcholin resulterer i generende mundtørhed og vandladningsbesvær.

Bivirkninger

I begyndelsen af behandlingen kan der ses en sløvende virkning, men det er et særkende, at den antipsykotiske effekt kan opnås uden væsentlig påvirkning af bevidsthedsniveauet. Under korrekt dosering er patienten bevidsthedsklar og virker ikke medicinpåvirket.

De fleste bivirkninger svinder ved ophør eller reduktion af dosis. Der kan dog ses varige ufrivillige muskelbevægelser, især omkring munden. Der er udviklet en række såkaldt atypiske antipsykotika, fx olanzapin og risperidon, som trods god antipsykotisk virkning ikke fremkalder væsentlige bevægelsesmæssige bivirkninger. Dette er bl.a. opnået ved at udvikle lægemidler, som ud over dopamin også påvirker signalstoffet serotonin.

Indgivelse

Ved kroniske psykoser kan lægemidler indgives i depotform, dvs. ved indsprøjtning i muskulaturen i en form, hvorved de aktive stoffer langsomt frigøres. Dette benyttes især til personer, der ikke har indsigt i deres sygdom, og som derved ikke er motiveret for at indtage medicin i tabletform.

Udviklingen af antipsykotika

Der er udviklet en lang række antipsykotika, der har tilsvarende eller bedre antipsykotisk virkning end det første lægemiddel klorpromazin og færre eller andre bivirkninger. I 1990'erne fremkom flere nye antipsykotisk virkende lægemidler, fx risperidon, olanzapin, quetiapin og ziprasidon, der har en lidt anden farmakologisk profil end de tidligere anvendte typiske antipsykotika. Disse antipsykotika hæmmer både dopamin- og serotoninreceptorer. Dette antages at forklare, hvorfor stofferne giver færre bevægelsesmæssige og kognitive bivirkninger, og at de har større effekt på invaliderende symptomer ved skizofreni i form af passivitet og initiativløshed. Der skelnes derfor nu mellem typiske og atypiske antipsykotika.

Antidepressive lægemidler

I midten af 1900-tallet fremkom lægemidler med antidepressiv virkning (antidepressiva), der kan normalisere og forebygge perioder med depression. På baggrund af stoffernes virkning på signaloverførslen mellem nerveceller i hjernen og kemiske forhold inddeles antidepressiva i forskellige hovedgrupper.

De tidligst fremkomne tricykliske antidepressiver, fx imipramin og amitriptylin, hæmmer genoptagelsen i nervecellen af signalstofferne noradrenalin, serotonin og i mindre grad dopamin. Dette menes, at være baggrund for den terapeutiske virkning, mens påvirkning af andre signalstoffer, fx acetylcholin og histamin, er forklaring på bivirkninger i form af tørhed af slimhinder, svedtendens og vægtøgning. Virkningen sætter som regel først ind efter to til fire uger, men er utilstrækkelig hos ca. 25-35 %.

Nogenlunde samtidig dukkede de såkaldte monoaminoxidasehæmmere (MAO-hæmmere) op, fx isokarboxazid, der, som navnet angiver, udøver deres virkning via hæmning af enzymet monoaminoxydase, som nedbryder signalstoffer i nerveceller. Ved at hæmme dette enzym øges mængden af signalstof i nervecellerne, således at der kan frigøres mere signalstof.

Lykkepiller og andre antidepressiva

Der er siden udviklet en række forskellige antidepressiva i et forsøg på at få endnu mere effektive og hurtigere indsættende lægemidler, der har færre bivirkninger end de først brugte midler. De virker ved at hæmme genoptagelsen af signalstoffet serotonin ved signaloverførslen i synapserne og betegnes samlet SSRI-stoffer (Serotonin Specific Reuptake Inhibitors). Fremkomsten af disse lægemidler har fået stor medieomtale under den misvisende betegnelse "lykkepiller". De har som andre antidepressiva ringe effekt på stemningslejet hos normale, hvorimod de er effektive i behandlingen af egentlige depressioner. SSRI-stoffer er ikke mere effektive end de klassiske, men de har færre bivirkninger og er mindre giftige ved overdosering, fx ved selvmordsforsøg. SSRI-stoffer er også virkningsfulde over for panikangst, tvangstilstande og spiseforstyrrelsen bulimi.

Forebyggelse af maniodepressiv psykose

Hos personer med tilbagevendende depressive eller maniske faser kan man forebygge stemningssvingningerne ved behandling med lithium eller lægemidler, der benyttes ved epilepsibehandling, især karpamazepin og valproat. Det er især ved lithiumbehandling vigtigt, at doseringen kontrolleres gennem måling af lithiumkoncentrationen i serum, idet for lave koncentrationer ikke er virkningsfulde, mens høje koncentrationer kan føre til livstruende forgiftningstilstand.

Angstdæmpende lægemidler og sovelægemidler

Benzodiazepiner
Benzodiazepiner.
Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY SA 4.0

I 1950'erne fremkom benzodiazepiner med særlig virkning på angsttilstande samt søvnforstyrrelser, fx diazepam med handelsnavnene Stesolid®, Valium® mfl. Denne virkning udøves gennem påvirkning af GABA-receptorer på nerveceller, som aktiveres af det hæmmende signalstof GABA (Gamma Amino Butyric Acid, gammaaminosmørsyre).

Den angstdæmpende og søvninducerende virkning indtræder hurtigt, men efter længere tids forbrug tilvænner hjernens celler sig lægemidlerne, således at der ved pludseligt ophør kan opstå abstinenssymptomer i form af uro, sved, muskelsmerter og søvnproblemer. Dette er ikke udtryk for egentligt misbrug, men ved indtag af højere doser end vanligt foreskrevet, kan der dog opnås en ruseffekt, der minder om alkoholberuselse, og benzodiazepinerne indgår derfor ofte i et blandingsmisbrug.

Der er udviklet sovemidler med en anden farmakologisk profil end benzodiazepiner, fx zolpidem og zopiklon, med mindre risiko for udvikling af misbrug og afhængighed.

Psykofarmaka og rusmidler

Fra oldtiden har kemiske stoffer været brugt til at påvirke højere psykiske funktioner, ofte for at opnå en særlig sindstilstand, fx gennem indtagelse af alkohol og andre rusmidler, men denne indtagelse er ikke sket i behandlingsøjemed. Rusmidler er derfor ikke psykofarmaka, men visse psykofarmaka kan misbruges som rusmidler, fx angstdæmpende medicin.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig