Håndkøbslægemidler, håndkøbsmedicin, lægemidler, der kan fås uden recept, dvs. i håndkøb. Når Lægemiddelstyrelsen udsteder en markedsføringstilladelse for et lægemiddel, tager styrelsen også stilling til, om lægemidlet er af en sådan art, at det kun må udleveres, når der foreligger en recept fra en læge (tandlæge, dyrlæge), eller om det skal kunne fås i håndkøb.

Faktaboks

Også kendt som

håndkøbsmedicin

Lægemiddelstyrelsens bekendtgørelse om recepter, der er udstedt i medfør af Apotekerloven, fastsætter receptpligt for lægemidler, der kan frembyde sundhedsfare, som hyppigt og i stort omfang anvendes ukorrekt, som har virkninger eller bivirkninger, det er nødvendigt at overvåge, eller som skal indgives i form af indsprøjtning. Lægemidler, der ikke skønnes at tilhøre en eller flere af disse kategorier, klassificeres som håndkøbslægemidler. Håndkøbslægemidler er således midler, der kan bruges uden lægelig medvirken eller overvågen, idet de ved almindelig dosering er ufarlige. Taget i overdosis kan de dog være farlige. De enkelte præparater er på pakningen forsynet med oplysninger (godkendt af Lægemiddelstyrelsen) om anvendelse, dosering, forsigtighedsregler m.m. Disse oplysninger kan suppleres med mundtlig rådgivning og vejledning fra apoteket.

Fra oktober 2001 har de fleste håndkøbslægemidler kunnet købes andre steder end på et apotek, fx i supermarkeder, som i så fald skal have tilladelse hertil af Lægemiddelstyrelsen. 2015 var der ca. 3000 forhandlere af håndkøbslægemidler. Baggrunden for denne ændring var et politisk forlig i 1999, hvor man ønskede at gøre håndkøbslægemidler lettere tilgængelige for befolkningen. Det har desuden formentlig spillet en rolle, at detailhandlen gennem længere tid havde presset på for at få adgang til at forhandle lægemidler.

Flertallet af de godkendte lægemidler i Danmark er receptpligtige. Disse præparater står også for den største del af forbruget. Håndkøbslægemidler udgør (2012) 8,2 % af apotekernes omsætning og omfatter en mængde meget forskelligartede præparater. Som eksempler kan nævnes smertestillende midler (med indhold af acetylsalicylsyre, ibuprofen eller paracetamol), visse antihistaminer, midler mod hoste, forstoppelse, diarré, svamp, vorter, for megen mavesyre, cremer og salver med fx hydrokortison samt nikotinholdige midler til brug ved rygeafvænning. En del midler kan kun fås i håndkøb i begrænsede doser eller koncentrationer eller i bestemte former.

Grænsen mellem håndkøb og receptpligt er blevet ændret gennem tiden. Efter 2. Verdenskrig er det adskillige gange sket, at midler er overført til receptpligt, fordi der er iagttaget alvorlige bivirkninger eller fx overforbrug, som man har villet imødegå. Siden 1980'erne er der omvendt overført en del præparater til håndkøb ved en bevidst indsats fra sundhedsmyndighedernes side. Denne indsats har været udtryk for et ønske om at styrke folks egenomsorg og er udsprunget af den generelt stigende viden i befolkningen om lægemidler og deres brug. Tillige har hensynet til de offentlige finanser spillet en rolle, idet der normalt ikke ydes sygesikringstilskud til håndkøbslægemidler.

Efter liberaliseringen af salg af håndkøbslægemidler har opgørelser kun vist et yderst beskedent mersalg, og der er ikke fremkommet meddelelser om flere bivirkninger eller forgiftninger, men ordningens følger overvåges nøje.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig