Antibiotika, lægemidler, der hæmmer eller dræber mikroorganismer. Stofferne dannes naturligt i bakterier, svampe eller planter og udvindes herfra ved renfremstilling og koncentrering, som fx penicillin. I modsætning hertil fremstilles kemoterapeutika, fx stoffet sulfonamid, ved en kemisk synteseproces. I dag syntetiseres mange antibiotika i laboratoriet, og til daglig bruges ordene antibiotika og kemoterapeutika i flæng.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet antibiotika kommer af græsk anti- og biotikos 'hørende til livet' (bios).
Her omtales kun de antibiotika og kemoterapeutika, som bruges til behandling af bakterieinfektioner hos mennesker, men der findes lignende stoffer med virkning mod virus (fx aciclovir mod forkølelsessår), svampe (fx ketoconazol mod gærsvampeinfektioner), parasitter (fx klorokin mod malaria) og mod menneskets egne celler (fx bleomycin til kræft).
Antibiotika er ugiftige for den syge, men giftige for mikroorganismerne. Dette skyldes, at de virker på stofskifteprocesser eller strukturer i mikroorganismerne, som enten ikke findes hos mennesker, eller som adskiller sig fra tilsvarende processer hos mennesker. Når stofferne skal virke på bakteriecellen, skal de passere dens cellevæg og den indenfor liggende celleplasmamembran. Denne er hos en stor gruppe bakterier (grampositive, se gramfarvning) lettere gennemtrængelig end hos andre (gramnegative), og grampositive bakterier er derfor som regel mere følsomme for antibiotika end gramnegative.
Nogle antibiotika er virksomme over for mange forskellige bakterier, grampositive og gramnegative, og kaldes derfor bredspektrede, fx tetracyklin. Andre er kun virksomme over for få bakterier, fx enten grampositive eller gramnegative, og kaldes derfor smalspektrede, fx penicillin.
Indførelse af antibiotika til behandling af infektionssygdomme har forbedret behandlingsresultaterne radikalt. De bruges derfor meget, men derved opstår desværre resistensproblemer over for dem hos mange bakterier.
Nogle antibiotika, fx tetracykliner, virker væksthæmmende (bakteriostatiske); herved forstås, at bakterievæksten hæmmes, men når stoffet fjernes, starter bakterievæksten igen. Andre virker bakteriedræbende (baktericide), fx penicilliner. Ved lette infektioner hos patienter med normale forsvarsmekanismer er bakteriostatiske antibiotika effektive, da de hæmmede bakterier dræbes af patientens hvide blodlegemer. Til patienter med svære infektioner (fx blodforgiftning) og til patienter med svækkede forsvarsmekanismer er baktericide antibiotika nødvendige. Sommetider anvendes kombinationer af antibiotika til behandling af infektioner pga. samtidig infektion med flere bakterier, pga. ønsket om bredspektret virkning ved ukendt bakteriel årsag, pga. ønsket om at undgå resistensudvikling (sjældnere over for to ubeslægtede stoffer samtidigt) eller pga. ønsket om forstærket virkning (synergisme).
Nogle kombinationer af antibiotika svækker effekten af det mest aktive (antagonisme) og undgås derfor. Antagonisme ses typisk mellem baktericide antibiotika som penicillin og bakteriostatiske som tetracyklin, idet kombinationen virker bakteriostatisk. Årsagen hertil er, at penicillins effekt er afhængig af, at bakterierne vokser og deler sig, hvilket ikke kan ske, når de udsættes for tetracyklins bakteriostatiske effekt. Synergisme ses typisk mellem de baktericide antibiotika som penicillin og det ligeledes baktericide gentamicin. Årsagen hertil er, at penicillins effekt på cellevæggen gør den mere gennemtrængelig for streptomycin, og derved forstærkes dette stofs effekt. Sådanne synergistiske kombinationer anvendes meget. Følgende fire grupper af virkningsmekanismer af antibiotika på bakterier findes:
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.