Antibiotika. Visse antibiotika virker ved at binde sig til fedtstofferne i mikroorganismernes cellemembraner. Derved bliver membranerne gennemtrængelige for andre antibiotika eller går simpelthen i stykker. På billedet ses en intakt celle af en stafylokokbakterie, Staphylococcus aureus, og ovenover th. en celle, der pga. et tilsat antibiotikum er ved at gå i opløsning; cellens indhold er på vej ud i den omgivende væske. Billedet er taget med elektronmikroskop, og cellerne er forstørret ca. 40.000 gange.

.

Antibiotika, lægemidler, der hæmmer eller dræber mikroorganismer. Stofferne dannes naturligt i bakterier, svampe eller planter og udvindes herfra ved renfremstilling og koncentrering, som fx penicillin. I modsætning hertil fremstilles kemoterapeutika, fx stoffet sulfonamid, ved en kemisk synteseproces. I dag syntetiseres mange antibiotika i laboratoriet, og til daglig bruges ordene antibiotika og kemoterapeutika i flæng.

Faktaboks

Etymologi
Ordet antibiotika kommer af græsk anti- og biotikos 'hørende til livet' (bios).

Her omtales kun de antibiotika og kemoterapeutika, som bruges til behandling af bakterieinfektioner hos mennesker, men der findes lignende stoffer med virkning mod virus (fx aciclovir mod forkølelsessår), svampe (fx ketoconazol mod gærsvampeinfektioner), parasitter (fx klorokin mod malaria) og mod menneskets egne celler (fx bleomycin til kræft).

Antibiotika er ugiftige for den syge, men giftige for mikroorganismerne. Dette skyldes, at de virker på stofskifteprocesser eller strukturer i mikroorganismerne, som enten ikke findes hos mennesker, eller som adskiller sig fra tilsvarende processer hos mennesker. Når stofferne skal virke på bakteriecellen, skal de passere dens cellevæg og den indenfor liggende celleplasmamembran. Denne er hos en stor gruppe bakterier (grampositive, se gramfarvning) lettere gennemtrængelig end hos andre (gramnegative), og grampositive bakterier er derfor som regel mere følsomme for antibiotika end gramnegative.

Nogle antibiotika er virksomme over for mange forskellige bakterier, grampositive og gramnegative, og kaldes derfor bredspektrede, fx tetracyklin. Andre er kun virksomme over for få bakterier, fx enten grampositive eller gramnegative, og kaldes derfor smalspektrede, fx penicillin.

Indførelse af antibiotika til behandling af infektionssygdomme har forbedret behandlingsresultaterne radikalt. De bruges derfor meget, men derved opstår desværre resistensproblemer over for dem hos mange bakterier.

Nogle antibiotika, fx tetracykliner, virker væksthæmmende (bakteriostatiske); herved forstås, at bakterievæksten hæmmes, men når stoffet fjernes, starter bakterievæksten igen. Andre virker bakteriedræbende (baktericide), fx penicilliner. Ved lette infektioner hos patienter med normale forsvarsmekanismer er bakteriostatiske antibiotika effektive, da de hæmmede bakterier dræbes af patientens hvide blodlegemer. Til patienter med svære infektioner (fx blodforgiftning) og til patienter med svækkede forsvarsmekanismer er baktericide antibiotika nødvendige. Sommetider anvendes kombinationer af antibiotika til behandling af infektioner pga. samtidig infektion med flere bakterier, pga. ønsket om bredspektret virkning ved ukendt bakteriel årsag, pga. ønsket om at undgå resistensudvikling (sjældnere over for to ubeslægtede stoffer samtidigt) eller pga. ønsket om forstærket virkning (synergisme).

Nogle kombinationer af antibiotika svækker effekten af det mest aktive (antagonisme) og undgås derfor. Antagonisme ses typisk mellem baktericide antibiotika som penicillin og bakteriostatiske som tetracyklin, idet kombinationen virker bakteriostatisk. Årsagen hertil er, at penicillins effekt er afhængig af, at bakterierne vokser og deler sig, hvilket ikke kan ske, når de udsættes for tetracyklins bakteriostatiske effekt. Synergisme ses typisk mellem de baktericide antibiotika som penicillin og det ligeledes baktericide gentamicin. Årsagen hertil er, at penicillins effekt på cellevæggen gør den mere gennemtrængelig for streptomycin, og derved forstærkes dette stofs effekt. Sådanne synergistiske kombinationer anvendes meget. Følgende fire grupper af virkningsmekanismer af antibiotika på bakterier findes:

Hæmning af cellevægsdannelsen i bakterierne

Til denne gruppe hører penicillin. Det virker ved at binde sig til et eller flere af de såkaldte penicillinbindende proteiner, som er enzymer, der deltager i dannelsen af cellevæggens skelet under bakteriedeling. Cellevægsdannelsen hæmmes også af andre antibiotika (cefalosporin, vancomycin, fosfomycin og cykloserin).

Ødelæggelse af celleplasmamembranen

Til denne gruppe hører polymyxin. Det virker ligesom sæbe, ved at det bindes til membranens fedtstoffer, hvorved membranstabiliteten ophæves, så gennemtrængeligheden øges.

Hæmning af proteinsyntesen på ribosomerne

Til denne gruppe hører stoffer, som hæmmer den store komponent (50S-delen) af ribosomerne (erytromycin, fusidin, kloramfenikol, clindamycin) eller den lille komponent (30S-delen) af ribosomerne (tetracyklin, spectinomycin, streptomycin, gentamycin mv.).

Hæmning af nukleinsyresyntesen (DNA, RNA)

Her skelnes mellem a) stoffer, som hæmmer bakteriers fremstilling og udnyttelse af B-vitaminet folinsyre (sulfonamider og trimetoprim) b) stoffer, som hæmmer RNA-dannelsen (rifampicin) og c) stoffer, som hæmmer DNA-dannelsen. Til denne gruppe stoffer hører metronidazol, der inde i cellerne under iltfrie forhold omdannes og bindes til DNA, som derefter ikke kan fungere normalt. Metronidazol virker derfor kun på bakterier, der gror, når der ikke er ilt (anaerobe). Til gruppen hører også kinolonerne (ciprofloxacin mv.). De virker ved at hæmme et andet enzym, der er vigtigt for DNA's funktion (gyrase).

Valg af antibiotikum

Ofte vil den behandlende læge have kendskab til, hvilket antibiotikum en bestemt sygdom bedst behandles med. I tvivlstilfælde kan der foretages en resistensundersøgelse; her undersøger man på en vækstplade i laboratoriet bakterieholdigt materiale fra patienten (fx urin) sammen med små tabletter indeholdende forskellige antibiotika. Bakteriernes vækst vil i større eller mindre omfang blive hæmmet omkring disse tabletter. Ses der ingen bakteriefri zone omkring en antibiotikatablet, betegnes bakterien som resistent over for det pågældende antibiotikum. Jo mere følsom bakterien er for midlet, jo større vil den bakteriefri zone omkring antibiotikatabletten være. Behandling med antibiotika kan medføre allergiske reaktioner (se lægemiddelallergi). Dette får betydning for valg af antibiotikum, hvis det er kendt, at patienten fx har penicillinallergi.

Resistensudvikling over for antibiotika kan opstå ved bakterieenzymer, der nedbryder antibiotika, ved mutation i bakterien (ændring i arveanlægget i DNA) og ved overførsel af arvemateriale mellem bakterierne. Spredning af resistens til andre bakterier kan foregå ved direkte overførsel af små stykker frit DNA (plasmid) ved kontakt mellem to bakterieceller (konjugation). Store plasmider kan overføre resistens mod mange antibiotika samtidig. Denne overførsel kan ske mellem forskellige bakteriearter og foregår i den normale bakterieflora på slimhinderne og huden. Overførsel af resistensgener mellem bakterier kan også ske ved bakteriofager (virus, der angriber bakterier) og kaldes så transduktion, eller ved at bakterier optager DNA frigjort fra andre bakterier og kaldes så transformation.

Der kræves blot et stort antibiotikaforbrug, for at resistente bakterier ved selektion bliver et problem. En sådan selektion kan findes på hospitalsafdelinger, hvor antibiotika anvendes meget, og i lande, hvor man kan købe antibiotika som håndkøbsmedicin uden lægeordination, eller i lande, hvor husdyrfoderet tilsættes antibiotika. Denne resistensudvikling kaldes antibiotikas biologiske eller økologiske bivirkninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig