regeneration

Planter har i almindelighed en højtudviklet regenerationsevne, bl.a. i forbindelse med ukønnet (vegetativ) formering. Et nyt individ kan fx udvikles fra en jordstængel eller anden plantedel, fx særlige spredningsstrukturer som bulbiller hos tandrod og visse stenbrækarter. Planters regenerationsevne udnyttes ved formering vha. stiklinger og i meristemkultur (se også botanik). Blandt dyr kendes en tilsvarende høj regenerationsevne kun hos laverestående dyr som fx fimreorme og polypdyr, der kan gendanne hele individer fra små fragmenter.

Nogle dyr kan skille sig af med en beskadiget legemsdel (autotomi), og sådanne dyr har i reglen en veludviklet evne til at regenerere den mistede kropsdel. Mange leddyr, fx blandt krebsdyr og insekter, kan i større eller mindre grad gendanne ben, kløer eller følehorn, og søstjerner kan gendanne arme, hvis ikke der er fjernet bestemte centrale kropsdele. En tilsvarende regeneration ses hos visse hvirveldyr, fx fisk, der kan gendanne finner, og firben, der kan gendanne dele af en tabt hale. På sin vis må fugles evne til at erstatte tabte fjer, fx i forbindelse med fældning, betegnes regeneration.

Pattedyrs evne til regeneration er mindre udviklet, men i de fleste væv sker der en løbende udskiftning af celler, der er beskadigede eller døde som følge af vævets normale funktion, såkaldt fysiologisk regeneration. Det gælder fx blodets celler, epithelceller i huden, hår, negle/kløer/hove, slimhinder og kirtelvæv samt celler i binde- og støttevæv. Gnaveres fortænder vokser livet igennem for at kompensere for slitage.

Mindre blodkar har en betydelig regenerationsevne efter beskadigelser. Egentlig regeneration efter et større vævstab finder ikke sted hos pattedyr, men tilbageværende dele af visse organer kan vokse for at kompensere for et tab, såkaldt kompensatorisk hypertrofi; fx leveren, hvor kirurgisk fjernelse af en del af organet kan udlignes på under to uger ved vækst. Ved fjernelse af en nyre vil den tilbageværende nyre vokse og delvis kompensere for tabet, og efter fjernelse af milten kan en lille, såkaldt bimilt vokse frem.

Visse væv og organer besidder kun ringe eller ingen regenerationsevne. Det gælder således nerve-, skeletmuskel- og hjertemuskelvæv, hvor læsioner heles under dannelse af arvæv, i nervesystemet af gliaceller, andre steder af bindevæv. Ved overskæring af en nervetråd vil den del, der har mistet forbindelsen med cellelegemet, dø, men en ny tråd kan vokse frem fra den overlevende stump.

Stamceller. Regeneration udgår typisk fra lavt differentierede stamceller (se også fosterudvikling). I væv med kontinuerlig regeneration, fx tarmepithel, er der konstant celledelinger (mitoser) i stamcellepuljen. I andre væv kan fåtallige, hvilende stamceller aktiveres ved opstået behov, fx osteogene stamceller, der deler sig og differentieres til knogledannende celler (osteoblaster, se knoglevæv) efter knoglebrud. En række vækstfaktorer, der frigøres ved vævsbeskadigelse, er af central betydning for denne aktivering. Der knytter sig en betydelig medicinsk interesse til udforskningen af disse mekanismer mhp. udvikling af metoder til fremme af regeneration efter vævsskader, bl.a. ved transplantation af stamceller.