blodkar

De største arterier, fx legemspulsåren, aorta, som hos mennesket når en diameter på ca. 2,5 cm og en vægtykkelse på knap 2 mm, kaldes elastiske arterier, fordi de i det midterste lag i karvæggen, tunica media, danner talrige koncentriske lameller af proteinet elastin, som giver karvæggen dens styrke, og som med sine næsten perfekt elastiske egenskaber dæmper trykstigningen under hjerteslaget stort set uden tab af energi. Da trækspændingen i væggen af et rør for et givet tryk ifølge Laplaces lov er ligefrem proportional med rørets diameter, kan et lille dyr med samme blodtryk som mennesket nøjes med en meget tyndere aortavæg (fx hos rotten ca. 200 μm); det er et generelt princip i dimensioneringen af karvægge.

Længere ude i arterieforgreningerne, hvor diameteren er aftaget til under 1 cm, aftager elastinindholdet i tunica media og erstattes af glatte muskelceller, som ligger spiralsnoet og cirkulært omkring arteriens længdeakse. Sådanne arterier betegnes muskuløse arterier eller fordelingsarterier. Deres glatte muskulatur påvirkes af det sympatiske nervesystem, som imidlertid har forskellig virkning i forskellige karområder; i fx huden og mave-tarm-kanalen fremkaldes sammentrækning og dermed formindsket blodtilførsel, mens virkningen på hjertet og skeletmuskulaturen er den modsatte. Ved livstruende blodtryksfald, fx ved store blødninger, vil de muskuløse arterier i de organer og legemsdele, der bedst tåler en periode med stærkt reduceret blodforsyning, fx arme og ben, lukke næsten helt af.

Arteriernes endothel er normalt helt tæt og hviler på et tyndt, løst bindevævslag, tilsammen kaldet tunica intima, som afgrænses mod tunica media af en særlig tæt lamel af elastin, lamina elastica interna. Ved utætheder i arteriernes endothel vil visse kolesterolholdige bestanddele af blodplasma, lipoproteiner, trænge ud og aflejres i tunica intima som det første trin i udviklingen af åreforkalkning.

Arterier med en diameter under 0,1 mm betegnes arterioler. De udgør den største modstand i karbanen og kaldes derfor også modstandskar. Deres åbning er nøje styret såvel af det sympatiske nervesystem som af hormonelle faktorer (bl.a. angiotensin) og af de metaboliske forhold i vævene.

Efter blodets passage af arteriolerne er trykket stærkt reduceret; den glatte muskulatur i karvæggen forsvinder, og karbanen fortsætter i et net af hårkar, kapillærer, hvis indre diameter er lidt større end de røde blodlegemer, hos mennesket således ca. 8 μm. Kapillærnettene er typisk organiserede omkring et mindre antal permanent åbne kapillærer. Herfra udgår andre netværksforbundne kapillærer, omgivet af små lukkemuskler, som styres af metaboliske forhold i vævene, bl.a. pH og CO₂-koncentrationen samt af stoffer produceret af endothelcellerne selv, bl.a. nitrogenmonoxid (NO). Med denne organisation kan blodgennemstrømningen (perfusionen) finreguleres efter behovet.

Det samlede tværsnitsareal af organismens kapillærer er op mod tusinde gange større end tværsnittet af aorta, og blodets strømningshastighed er derfor tilsvarende mindre, hvorved der levnes tid til, at stofudvekslingen kan finde sted, selvom kapillærerne sjældent er over 1 mm lange. Den samlede overflade af kapillærerne anslås hos mennesket at være ca. 100 m².

Kapillærernes væg består af de kun ca. 0,2 μm tykke endothelceller, som udviser en række vævsafhængige specialiseringer. I væv, hvor der foregår livlig transport af væske over kapillærvæggen, fx i visse områder af tarmen og nyrerne, findes talrige porer med en diameter på 25-100 nm tværs igennem endothelcellerne. Tætheden af endothelcellernes indbyrdes sammenføjninger varierer stærkt i forskellige væv. I visse organer er forbindelserne så tætte, at stoftransport kun finder sted tværs over endothelcellerne, som vha. særlige transportsystemer i deres cellemembraner nøje regulerer, hvilke molekyler i blodet der tillades passage ud i vævet; dette gælder bl.a. i hjernen ved den såkaldte blod-hjerne-barriere.

Med til udvekslingskarrene hører de små venoler, der dannes ved sammenløb af to til fire kapillærer. De er specielle ved, at endothelcellernes sammenføjninger her kan åbnes for passage af hvide blodlegemer ud i vævene. En sådan udvandring finder normalt sted i de fleste væv, og øges voldsomt ved betændelse (inflammation). I visse væv, bl.a. i leveren, milten og knoglemarven, er udvekslingskarrene af særlig stor diameter (30-50 μm) og endothelcellerne specielt løst sammenføjede. Sådanne kar betegnes sinusoider.

Ved sammenløb af flere venoler opstår små vener, som ved fortsatte sammenløb danner stadig større vener, der leder blodet tilbage til hjertet. Trykket i venerne er meget mindre end i arterierne, og deres vægge tilsvarende tyndere og svagere. De er opbygget af endothel, en tynd tunica media med glat muskulatur og yderst en tykkere tunica adventitia af kollagenrigt bindevæv, som savner elastinets elastiske egenskaber. Venerne rummer ca. 75 % af organismens samlede blodvolumen og repræsenterer dermed et betydeligt bloddepot, som kan inddrages ved sammentrækning af venernes glatte muskulatur, fx ved større blodtab.

De større vener på arme og ben er med nogle centimeters mellemrum forsynede med veneklapper, udformet som to ganske tynde, modstående lommer, som fanger en blodstrøm i retning bort fra hjertet og lukker karret, hvorved strømmen ensrettes og væskesøjlen opdeles, således at det tryk, der udøves fra omgivelserne, fx ved muskelarbejde, udnyttes til at befordre blodet i retning mod hjertet. Denne mekanisme betegnes venepumpen, og er af særlig betydning for det venøse returløb fra benene, se ben.

Arteriovenøse anastomoser er specialiserede kar, der forbinder små arterier med små vener uden om kapillærnettet. De er omgivet af kraftig glat muskulatur, som er under speciel styring af det sympatiske nervesystem. De findes bl.a. i finger- og tåspidserne samt i ørerne. Ved åbning af anastomoserne ledes (shuntes) store mængder varmt, arterielt blod over i venerne, hvilket kan tjene til at holde disse legemsdele varme i koldt vejr eller til at øge organismens varmeafgivelse i varme omgivelser.