Knogleskørhed. Knoglernes indhold af calciumholdige mineraler falder langsomt efter 30-års-alderen, mest hos kvinder efter klimakteriet. Der opstår herved forøget risiko for knoglebrud.

.

Knogleskørhed, osteoporose, gruppe af skeletsygdomme karakteriseret ved nedsat knoglemængde og ændret knoglestruktur, således at styrken af skelettet nedsættes, og der lettere opstår brud ved dagligdags belastninger. Sygdommen ses hyppigst hos kvinder efter overgangsalderen, men forekommer med tiltagende hyppighed hos ældre mænd.

De almindelige former for knogleskørhed skyldes, at alle mennesker efter 30-års-alderen årlig mister 0,5-1 % af deres skelet. Dette medfører med tiden aldersbetinget knogleskørhed (senil osteoporose). Hos kvinder ses desuden et øget knogletab på op til 6 % pr. år efter klimakteriet (postmenopausal osteoporose). Sygdommen kan også forekomme hos yngre af begge køn, fx efter behandling med store mængder af binyrebarkhormon. Nedsat knoglemængde ses desuden hos kvinder med nervøs spisevægring (anorexia nervosa), kvindelige atleter med manglende menstruationsblødninger, forskellige former for hormonforstyrrelser samt sygdomme med nedsat optagelse af kalk og D-vitamin fra tarmen, se calciumstofskiftet.

Bruddene opstår specielt i ryghvirvlerne, lårbenshalsene, underarmene, overarmene og bækkenet. Følges 1000 kvinder, fra de er 50 til de er 70 år, vil der statistisk set opstå ca. 40 hoftebrud, 110 underarmsbrud, 75 overarmsbrud og 160 brud i rygsøjlens hvirvellegemer. En 60-årig kvinde vil have 14 % risiko for at opleve et hoftebrud, en mand 6 %. Sammenfald af ryghvirvlerne medfører aftagende legemshøjde, rundryggethed og ofte kroniske smerter.

Knoglemineralindholdet kan måles med stor nøjagtighed i lænderyg, hofter og underarme med specielt apparatur. Mængden er delvis arveligt bestemt, men afhænger også af en række forhold vedrørende hormonproduktion, livsstil og levevilkår. Udsættende menstruationsblødninger og tidlig overgangsalder, tobaksrygning, stort alkoholforbrug, nedsat fysisk aktivitet og manglende indtagelse af tilstrækkelig kalk og D-vitamin kan således medføre et lavt knoglemineralindhold.

Forebyggelse

Risikoen for at udvikle knogleskørhed kan nedsættes ved en calcium- og D-vitaminrig kost livet igennem, gennem regelmæssig fysisk aktivitet og ved et nedsat forbrug af tobak og alkohol. Det anbefales, at kvinder over 50 år og mænd over 65 år indtager et ekstra tilskud af kalk (0,5-1 g/dag) og D-vitamin (10 μg eller 400 IE pr. dag), såfremt de ikke får deres behov dækket gennem kosten og udendørsophold, idet solen øger dannelsen af D-vitamin i huden. Det er vigtigt at forebygge faldulykker. Overvægt synes at beskytte mod især hoftebrud. Hos kvinder kan østrogenbehandling efter klimakteriet medvirke til at bevare skelettet.

Nye brud kan forebygges med lægemidler, der hæmmer knoglenedbrydningen (østrogen, bisfosfonater, kalcitonin eller aktivt D-vitamin) eller stimulerer knogleopbygningen (natriumfluorid, se fluor). I dag anvendes mest østrogenbehandling hos kvinder under 65-70 år og bisfosfonatbehandling hos kvinder over denne alder og hos mænd. Behandlingen, der suppleres med et tilskud af kalk og D-vitamin, vil gennemsnitlig halvere risikoen for nye brud.

Knoglemineralindhold

Knoglerne består af organisk grundsubstans (osteoidt væv), celler og mineraler. Knoglemineralerne omfatter især calcium, fosfor og magnesium. Over 99 % af kroppens indhold af kalk findes i knoglerne, og den samlede mængde hos den voksne er ca. 1200 g. Knoglemineralindholdet kan bestemmes ved at måle, hvor meget knoglerne svækker den ioniserende stråling fra en radioaktiv kilde eller et røntgenrør. Målingen kaldes foton-absorptiometri eller osteodensitometri og foretages på udvalgte dele af skelettet såsom ryghvirvler, underarm, lårbenshals eller hælben.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig