Respirator
Respirator på intensivstue på Aalborg Universitetshospital, marts 2020
Respirator
Af /Ritzau Scanpix.

Respiratorbehandling, kunstig vedligeholdelse af vejrtrækningen med apparat til indblæsning af luft i lungerne. Respiratorbehandling anvendes som en midlertidig procedure i forbindelse med genoplivning, anæstesi og intensiv behandling og som en permanent, ofte livslang foranstaltning hos personer med muskelsvind, lammelse o.l.

Faktaboks

Etymologi
Ordet respirator er afledt af latin respirare, se respiration.

Historie

Manuelle metoder til luftindblæsning med maske og ballon har været kendt i flere århundreder og anvendes stadig ved genoplivning, fx med rubenballon. Maskinelle metoder blev indført i behandlingen af åndedrætslammede patienter i 1920'erne med "jernlungen", som omsluttede patientens krop og med et undertryk fyldte lungerne med luft. Herfra stammer udtrykket at ligge i respirator. Respiratorbehandlingens gennembrud fandt sted i begyndelsen af 1950'erne under de store polioepidemier med indførelse af overtryksventilation og trakeostomi, hvorved luftindblæsningen kunne foretages direkte i luftrøret gennem en operativt anlagt kanyle på halsen.

Anvendelse

Respiratorbehandling foregår inden for det lægelige speciale anæstesiologi. Universel anæstesi medfører muskelslaphed og hæmmer vejrtrækningen, hvorfor denne i de fleste tilfælde må understøttes eller overtages i den tid, patienten er under påvirkning af anæstesimidler. Respiratoren er en fast bestanddel af anæstesiapparatet. På intensivafdelinger er respiratorbehandling den hyppigst anvendte organunderstøttende procedure og bruges fx ved adult respiratory distress syndrom, alvorlig lungebetændelse, lungeødem, hjertesvigt, brystkasse- og hovedlæsioner, sygdomme i nervesystemet, forgiftninger, meningitis og akut forværring af kroniske lungesygdomme.

Respiratorbehandling helbreder ikke i sig selv tilstanden, men sikrer luftskiftet, dvs. iltoptagelse og kuldioxidudskillelse, i den tid, det varer, inden effekten af anden behandling sætter ind.

Teknik

Patienten tilsluttes respiratoren gennem slanger, der kobles til et kateter indført i luftrøret gennem mund eller næse (se intubation) eller til en trakeostomikanyle (se trakeotomi) direkte i luftrøret. Den moderne respirator rummer mulighed for at variere alle facetter i luftskiftet og hjælper patienten fra fuld afhængighed (kontrolleret ventilation) til minimal understøttelse af vejrtrækning (afvænning fra respiratorbehandling).

Permanent respiratorbehandling

Permanent respiratorbehandling anvendes ved en række kroniske sygdomme med stærkt nedsat eller helt ophørt vejrtrækningsfunktion, fx muskelsvind, rygmarvsskader, følger efter polio og udtalte brystkassedeformiteter. Afhængigt af graden af åndedrætshandicap kan der være tale om respiratorbehandling hele døgnet gennem trakeostomi eller understøttelse af vejrtrækningen i en del af døgnet, typisk om natten, ved hjælp af luftindblæsning via næsemaske.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig