akupunktur

Metoden stammer fra oldtidens Kina og udføres stadig på stort set samme måde som for 2000-3000 år siden. Grundlaget for akupunkturmetoden er århundreders iagttagelser af naturens og menneskets reaktionsmønstre, hvor naturfænomenerne og universets rytmer samordnes med levende væseners funktioner og fremtoning i en fælles model. Ifølge de gamle kinesiske tænkere opstod verden, ved at en enhed, Dao, blev spaltet til to energikræfter, yin og yang. Disse styrer såvel rytmerne i det store univers som livsprocesserne i den mindste celle. For menneskets vedkommende fremstår modellen som strømme (qi) af yin og yang gennem kroppen. Disse strømme følger ganske bestemte baner (meridianer), som har en nøje angivet beliggenhed. I 14 af disse meridianer er indskudt punktformede afbrydelser, som er de 365 akupunkturpunkter, hvorigennem yin- og yangstrømmene kan påvirkes og reguleres.

Akupunkturpunkterne åbner til hudens overflade og har som meridianerne en nøjagtig fastlagt beliggenhed; dette har man i moderne tid kunnet bekræfte, idet disse små hudområder viser sig at have en anden elektrisk modstand end den omgivende hud. Ifølge akupunkturmodellen bliver mennesker og dyr syge, hvis balancen mellem yin og yang forskubbes pga. ydre eller indre påvirkninger, der er for stærke for organismen. Balancen kan genoprettes og patienten helbredes eller bedres, når man registrerer disse forskydninger i de forskellige meridianer, bl.a. gennem den kinesiske puls- og tungediagnostik, og derpå udvælger og regulerer bestemte akupunkturpunkter gennem indstik og manipulation af nåle.

Kinesisk akupunktur blev første gang beskrevet i Vesten i 1683 af hollænderen Ten Rhyne, og i de følgende århundreder fremkom flere beskrivelser af metoden; bl.a. skrev svenskeren Gustav Landgren i 1879 en doktordisputats om akupunktur. Det var imidlertid først i 1970'erne, da kinesiske læger demonstrerede metodens bedøvende virkning ved kirurgiske indgreb for vestlige læger, at interessen for alvor bredte sig til Vesten. Der blev oprettet lægelige akupunkturselskaber verden over; i Danmark stiftedes Dansk Selskab for Akupunktur i 1974. WHO udarbejdede i 1979 en provisorisk liste over de sygdomme, der efter vestlig diagnostik kan behandles med akupunktur.

Metoden har efter vestlig lægelig vurdering sine behandlingsmæssige begrænsninger. Der foreligger imidlertid moderne naturvidenskabelige undersøgelser over akupunkturens virkninger. Ud fra en vestlig forklaringsmåde forestiller man sig, at den bl.a. virker ved en stimulation af nervebanerne fra akupunkturpunkterne, hvorved der i centralnervesystemet frigives en øget mængde endorfiner, som er kroppens egne morfinlignende, smertestillende stoffer (se smertebehandling og elektroakupunktur). I Danmark og de fleste andre europæiske lande er udførelse af akupunkturbehandlinger ifølge retspraksis forbeholdt læger, tandlæger og dyrlæger samt faguddannede akupunktører med en supervisionsaftale med en læge.

I henhold til Lov nr. 451 af 22. maj 2006 om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed er reglerne om nåleakupunkturbehandling ændret, således at det er tilladt alle, såvel personer med som uden autorisation, at benytte nåleakupunktur i behandlingsmæssigt øjemed med virkning fra 1. januar 2007.

• alternativ medicin