Skelen er forstyrrelser i øjnenes indbyrdes stilling, således at øjenakserne ikke er rettet mod samme punkt.

Faktaboks

Også kendt som

strabismus, heterotropia, skeløjethed

Skelen kan forekomme som indadskelen (strabismus convergens, esotropia), udadskelen (strabismus divergens, exotropia) eller højdeskelen (strabismus verticalis). Skelen måles i grader (skelevinklen) som vinklen imellem det ikke-skelende og det skelende øjes synsakser. En varierende skelevinkel forekommer især ved skelen pga. lammelse af en øjenmuskel (strabismus paralyticus).

En normal øjenstilling indebærer, at de to øjnes synsakser mødes i det iagttagne punkt i rummet. Dette er forudsætningen for et normalt samsyn, som indebærer, at hjernen opfatter de to øjnes billeder som et. Samsynet udvikles i løbet af de første levemåneder, og efter det første leveår kan et normalt samsyn kun undtagelsesvis etableres. Ved skelen før 7-8-årsalderen sker der en ubevidst undertrykkelse af synsopfattelsen på det skelende øje. Ved vedvarende undertrykkelse af synsopfattelsen på det skelende øje udvikles synsnedsættelse (amblyopi, dovent øje).

Skelen er almindelig forekommende, især blandt børn, hos hvem forekomsten er ca. 5 %. Årsagen hertil er bl.a. den hyppige optræden af langsynethed i førskolealderen.

Behandling

Behandlingen af skelen sigter først og fremmest mod at forebygge amblyopi. Dette opnås ved at rette optiske fejl med brillebehandling, ofte understøttet af en tildækning af det ikke-skelende øje efter et aftalt skema. Behandlingen, der skal fortsætte, indtil risikoen for amblyopi er drevet over i 7-8-årsalderen, er krævende for både børn og forældre og kan i visse tilfælde ikke gennemføres fuldt ud. Ved operativ behandling foretages indgreb på en eller flere af de øjenmuskler, som styrer øjnenes stilling og bevægelser. Operation alene er som regel ikke tilstrækkelig til at forebygge amblyopi.

Skelen med dobbeltsyn hos voksne pga. en øjenmuskellammelse aftager, ofte i takt med at lammelsen bedres. Ved permanent skelen og dobbeltsyn kan skeleoperation og behandling med prismeglas afhjælpe generne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig