socialkarakter

Socialkarakter, udviklingen af et bestemt reaktionsmønster blandt større sociale grupper i forhold til vigtige samfundsmæssige betingelser. Karakteren er udtryk for gruppens samlede erfaringer med hensyn til at reagere på de givne materielle og kulturelle livsomstændigheder. Der kan således tales om socialkarakter i forbindelse med bestemte samfundsklasser, regioner og nationer.

Begrebet er bl.a. behandlet af teoretikere som Erich Fromm og Margaret Mead. Stor indflydelse fik den amerikanske sociolog David Riesman (1909-2002) med sin analyse i bogen The Lonely Crowd fra 1950 (da. Det ensomme massemenneske, 1969), der belyser tre samfundsmæssige perioder i Europa gennem de sidste 400-500 år. På grundlag heraf skelnes mellem tre typer af socialkarakter: den traditionsstyrede, den indrestyrede og den gruppestyrede.

Det traditionsstyrede samfund er feudaltiden, præget af stabilitet, vækstpotentiale og tilhørsforhold til bestemte grupperinger i samfundet; der lægges vægt på bestående livsmønstre, som børnene tidlig indpodes gennem strenge adfærdsregler.

Det indrestyrede samfund er tiden efter renæssancen og Reformationen, karakteriseret ved ekspansion, mobilitet og øget kapitalakkumulering; der lægges vægt på individets evne til selv at kunne tage stilling gennem indre faste værdinormer i forhold til ufravigelige mål.

Det gruppestyrede samfund udvikles i midten af 1900-t. og er præget af kapitalisme, industrialisering og urbanisering; der er tale om stigende påvirkning fra massemedier og kammeratgrupper, mens forældreindflydelsen er dalende. Der lægges vægt på social følsomhed, relationer til andre og kommunikation.

David Riesmans analyse har fået stor indflydelse på senere sociologiske og psykologiske teorier om psykologisk og social identitet samt på forståelsen og samspillet mellem personlighed og samfund.