selvstændighed

Selvstændighed, den egenskab at kunne tænke, føle og handle i overensstemmelse med egne ønsker, holdninger og vurderinger forholdsvis uafhængigt af styrende faktorer, personer og rollekrav i omverdenen.

Inden for den moderne vestlige kulturkreds betragtes selvstændighed som et aspekt ved en moden personlighed, mens manglende selvstændighed opfattes som tegn på påvirkelighed og konformitet. Generelt sagt har det også sin rigtighed, men helt så enkelt er det dog ikke, idet selvstændighed kan tage form af stædig og evt. kværulantisk opposition mod al autoritet og på denne måde selv blive en uhensigtsmæssig konformitet. Således kan det i mange situationer være udtryk for moden og ansvarlig adfærd at følge rollekrav og andre menneskers opfattelser.

Selvstændighed udvikles hos individet som en kombination af dels medfødte behov og personlighedstræk, dels den herskende opdragelsespraksis i den givne kultur eller subkultur såvel som i den enkelte konkrete familie.

Hos barnet indtræder den gryende selvstændighed i toårsalderen eller lidt før. Perioden derefter kaldes undertiden den tidlige trodsalder (hvor puberteten udgør den senere), fordi barnet her begynder viljesmæssigt at sætte sig op imod forældrene under afprøven af egne ønsker og nyudviklede færdigheder til mestring af sig selv og de situationer, det indgår i ("vil selv, kan selv").

Egentlig selvstændig adfærd hos børn er dog mere end opsætsighed og kan karakteriseres ved, at adfærden er iværksat og styret af barnet selv, at målet er gennemførelsen af en opgave for opgavegennemførelsens egen skyld snarere end for at få ros fra de voksne, og at gennemførelsen vækker fornøjelse hos barnet over den udviste kompetence. Selvstændig adfærd hos barnet kan fremmes eller hæmmes af forældrene, hvis de enten anerkender og tilskynder barnets selvregulerede virksomhed og ansvaret herfor eller straffer den som ulydighed. Også overbeskyttelse af barnet modvirker udviklingen af selvstændighed.

Se også locus of control.