psykologiske test

De kognitive test eller specifikke evnetest vurderer et aspekt af tænkeevnen, fx opmærksomhed, indlæring, koncentration, hukommelse, begrebsdannelse eller problemløsningsevne. Flere specifikke evnetest indgår i de såkaldte omnibustest, der tilsammen dækker et bredere område af psykologisk funktion.

Den første kognitive omnibusprøve udvikledes i 1904 af psykologen Alfred Binet og psykiateren Théodore Simon (1873-1961). De blev af den franske regering bedt om at udvikle en prøve, der kunne forudsige, hvilke børn der ville klare sig godt i skolen, og hvilke der ville få brug for hjælp. Denne første intelligensprøve blev senere oversat til mange sprog, bl.a. amerikansk og dansk. Binet-Simons definition af intelligens og prøvens form genfindes i mange senere prøver.

De to mest anvendte omnibusprøver i dag er WAIS (Wechsler Adult Intelligence Scale) og WMS (Wechsler Memory Scale). De er begge udviklet og sammensat af den amerikanske psykolog David Wechsler (1896-1981). WAIS-prøven består af flere specifikke evnetest, der tilsammen giver et billede af intelligens, angivet i intelligenskvotient (IQ).

Prøven findes også i en udgave beregnet til vurdering af mindre børn (WPPSI, Wechsler Preschool and Primary Scale of Intelligence) og skolebørn (WISC, Wechsler Intelligence Scale for Children).

WMS-prøven vurderer nogle af de væsentlige aspekter af kort- og langtidshukommelse på de sproglige og ikke-sproglige områder.

Når de kognitive prøver anvendes og udlægges på baggrund af teori om hjernens funktion og struktur, er der tale om neuropsykologisk testning. En sådan kan fx anvendes til vurdering af konsekvenserne af beskadigelser af hjernevævet ved demens eller som følge af tumorer eller blødninger.

Den anden hovedgruppe, personlighedstestene, har til formål at give et billede af personlighedsstruktur eller -træk. Inden for denne kategori findes dels de såkaldte projektive prøver, dels de ikke-projektive prøver.

Ved de projektive prøver forelægges et flertydigt billed- eller tekstmateriale. Testpersonen må nu tillægge det en betydning ved at projicere sin indre mentale verden over i materialet. Ved at tolke svarene på baggrund af psykodynamisk teori kan testeren få et billede af følelsesliv, ønsker, angst, forsvarsmekanismer mv. Den mest kendte projektive test er den schweiziske læge Hermann Rorschachs blækklatprøve fra 1921. Den har i de senere år fået en renæssance, idet den amerikanske psykolog John Exner (1928-2006) har udarbejdet en ny testprocedure, nye scoringsmetoder og normer for testen. Andre kendte projektive prøver er TAT (Thematic Apperception Test), hvor materialet er fotolignende kultegninger af mennesker i forskellige situationer. Desuden findes en række sætningsfuldendelsesprøver.

De ikke-projektive personlighedsprøver anvender spørgeskemaer med en lang række udsagn, som testpersonen relaterer til sig selv og betegner som rigtige eller forkerte. Dette kaldes inventoriemetoden. Disse personlighedsprøver scores ved at samle svarene i på forhånd givne dimensioner eller underskalaer som fx depression, angst, hypokondri og social introversion. MMPI (Minnesota Multiphasic Personality Inventory) er en af de mest kendte prøver inden for denne kategori. I denne prøve findes også en række underskalaer til vurdering af besvarelsesmåden og dermed validiteten. Mens projektive test bygger på en teori, der muliggør en fortolkning, er personlighedsinventorierne empirisk baserede.

Spørgeskemametoden bliver mere og mere udbredt, ikke mindst inden for symptomvurdering, et område, der er nært beslægtet med personlighedsvurdering, men som er mere direkte relateret til diagnosticering end den psykologiske test.

Psykologiske test bør kun anvendes af uddannede psykologer. Der er dog tradition for, at såvel læger som psykologer og i nogle tilfælde andre faggrupper anvender prøver af spørgeskematypen.

I 1990'erne var der forsøg på at udvikle prøver, hvor testpersonen bliver vurderet i mere sammensatte situationer med henblik på bedre at kunne overføre testresultatet til testpersoners funktion i hverdagen. Disse prøver er ofte computerbaserede. Fx kan der være tale om, at skærmbilledet forestiller en landevej, hvor testpersonen kører i bil. Han skal på én gang standse for det røde lys, der vises, og starte bilen igen ved grønt — og lytte til radioavisen. Disse såkaldt psykoøkologiske prøver kan ikke erstatte de traditionelle test, hvor enkeltfunktioner søges isoleret fra den helhed, de indgår i i testpersonens hverdag.

Psykologiske test anvendes i klinisk psykologi og neuropsykologi i forbindelse med vurdering af art og grad af psykologiske problemer. Fx indgår testning i vurderingen af, om en person er psykotisk, om en person er depressiv eller dement, og i den nærmere psykologiske karakteristik af en person. Oftest foretages psykologisk testning med henblik på at finde den optimale behandling lægeligt, psykologisk eller socialt (fx gennem vurdering af arbejdsevne).

I skolen anvendes både kognitive test og personlighedstest af psykologer tilknyttet PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) med henblik på vurdering af børn med udviklingsproblemer og læringsvanskeligheder for at kunne foreslå iværksættelse af behandling eller specialundervisning.

Spørgeskemaprøver anvendes også af erhvervspykologer i forbindelse med ansættelsesprocedurer.

Uanset anvendelsesområde kan de psykologiske test ikke stå alene. De bidrager sammen med andre metoder til vurdering af en person.