meditation

Oprindelig henviste begrebet meditation til en indre fordybelse, hvorunder et problem gennemtænkes metodisk og koncentreret.

Senere hyppigere brugt om en bevidst intenderet ændret bevidsthedstilstand karakteriseret ved dyb afslappelse og en ikke-vurderende opmærksomhed, hvor sindet i en særegen tilstand af forøget ro og skærpet årvågenhed bremses i dets naturlige tilskyndelse til at ville beskrive, forstå og forklare. Slutmålet er en tilstand af ren, begærfri væren.

Der er mange veje til dette mål, men generelt kan man sondre mellem koncentrationsteknikker, hvor individet siddende med lukkede øjne fastholder opmærksomheden på ét objekt (fx et mantra), og opmærksomhedsteknikker, hvor bevidstheden — som et vidne, der ser uden at dømme — blot følger den skiftende strøm af indre billeder uden at noget bestemt fastholdes. Se transcendental meditation.

I kristen tradition er begrebet meditation præget af dets oprindelse: tilegnelse af Den Hellige Skrift ved eftertænksomhed, overvejende gentagelse, ofte i mumlende recitation (heraf meditation som drøvtyggeri, ruminatio) af Skriftens ord.

Målet med denne tilegnelse er dels kristen livsførelse, dels erfaring af gudsnærvær, hvorved meditation kan lede over i mystik. Meditationskoncentration om fx Jesusnavnet kan forbindes med ind- og udånding (jf. Jesusbønnen) og dermed få et vist lighedspunkt med asiatiske religioners meditationsmetoder.