Faktaboks

Jean Piaget
Født
9. august 1896, Neuchâtel, Schweiz
Død
16. september 1980, Geneve, Schweiz
.

Jean Piaget var en schweizisk udviklingspsykolog. Han beskæftigede sig især med kognitiv udvikling, herunder fremkomsten af intelligens og tænkning gennem barndommen, og han har haft stor betydning for forståelsen af læring, pædagogik og uddannelse.

Piaget er en af de mest citerede psykologiske forskere og kan i historisk betydning måle sig med psykoanalytikeren Sigmund Freud og behavioristen Burrhus F. Skinner. Han satte i den første halvdel af 1900-tallet fokus på kognition, dvs. de processer, der i bred forstand omfatter erkendelse og intelligens, hvor andre samtidige psykologiske retninger som psykodynamik og behaviorisme primært beskæftigede sig med henholdsvis følelser og adfærd.

Piaget kan i den sammenhæng ses som en forløber for og inspirationskilde til den senere kognitionspsykologi, som opstod i USA i 1950'erne.

Jean Piagets baggrund og karriere

Piaget i 1930 (centrum, forrest), som leder af UNESCOs internationale bureau for uddannelse.

Piaget var som barn fascineret af emner som mekanik, biologi og palæontologi. Han blev tidligt assistent for lederen af et naturhistorisk museum. Her undersøgte han bløddyr som fx snegle, udgav som teenager flere artikler om disse, og blev hurtigt anset som en ekspert indenfor feltet. Som teenager fordybede han sig også i filosofi og læste teoretikere som Émile Durkheim og Immanuel Kant.

Han opnåede som 21-årig en doktorgrad på baggrund af en afhandling om bløddyr og havde allerede publiceret mere end 20 videnskabelige artikler. I starten af 20-års alderen skiftede han dog fokus og begyndte at læse psykologi og filosofi på Sorbonne universitetet i Paris. I Paris mødte han Théodore Simon, som havde udviklet en af de første intelligenstest, og blev sat til at teste franske skolebørn. I den sammenhæng blev han nysgerrig på, hvordan børn forklarede deres svar på intelligensprøverne, herunder især deres forkerte svar. Det førte til hans første publikationer om børns intelligens. På baggrund af bl.a. disse publikationer blev han i 1921 tilbudt at lede en forskningsenhed i børnepsykologi i Genève i Schweiz.

Med stillingen som forskningsleder tog Piagets karriere for alvor fart. I 1920’erne udgav han adskillige bøger om børns tænkning, herunder bl.a. The language and thought of the child i 1921 og The child’s conception of the world i 1926. Hans bøger blev hurtigt populære, og han blev en meget efterspurgt taler til konferencer. Ligeledes blev han berømt som børnepsykolog, selvom han faktisk ikke havde nogen universitetsgrad i psykologi.

Han var efterfølgende ansat ved universitetet i Genève i en lang årrække, hvor han beskæftigede sig med emner som barnets forståelse af objekter, tal og tid – det sidste emne blev foreslået ham af Albert Einstein. Han opnåede en lang række faglige og administrative positioner, fx som professor ved Sorbonne og som leder af UNESCO's internationale bureau for uddannelse. Piaget grundlagde også det internationale center for såkaldt genetisk epistemologi i Genève i 1955, og han var aktiv som leder indtil sin død.

Samlet set var han en særdeles produktiv forsker, som bl.a. skrev mere end 50 bøger, hvoraf mange af dem er oversat til dansk, og hvis arbejde videreføres i den internationale Piaget forening.

Piagets teori om genetisk epistemologi

Piagets teori er kompleks og vidtrækkende, og han arbejdede på den hele sit voksne liv. Teorien betegnes som genetisk epistemologi, hvilket betyder, at den søger at forstå hvordan erkendelse og tænkning opstår og udvikler sig. Med andre ord undersøger teorien, hvordan et barn lærer at kategorisere og klassificere dagligdags objekter, udvikler dets tænkning om sig selv og andre mennesker, udvikler logisk og abstrakt tænkning osv.

Ifølge Piaget opbygger et barn viden om verden via aktiv interaktion med denne. Han ser ikke barnet ses som født med en forståelse for verdens beskaffenhed. Det forstår fx ikke fra start kausalitet, men opnår en forståelse ved at eksperimentere og interagere med verden. Fx lærer det, at en rangle kan sige lyde, hvis man ryster den, dvs. barnet opbygger en forståelse for sammenhængen mellem en årsag (at ryste) og en virkning (at sige lyde). Barnet opbygger ifølge Piaget ikke kun en forståelse for kausalitet, men også for rum, tid etc.

Skemabegrebet

Piagets teori beskæftiger sig med, hvordan et barn opbygger indre mentale vidensstrukturer (fx erfaringer med individuelle dyr såsom bestemte katte) og med hvordan disse organiseres i helheder (fx som en forståelse for en bestemt type dyr). Eftersom der er et fokus på, hvordan mentale strukturer (erfaringer, forståelser, tanker mv.) kategoriseres og ordnes, betegnes teorien typisk som strukturalistisk.

Piaget anvendte begrebet skema for at beskrive, hvordan et barn organiserer viden om et bestemt objekt (fx en bold), en bestemt type objekter (fx bolde generelt) og en særlig type situationer (fx fodbold). Et skema er en mental makrostruktur, der organiserer viden om særlige erfaringer, oplevelser, situationer osv. Ifølge teorien konstruerer et barn en verdensforståelse ved aktivt at koble dets allerede eksisterende viden (om fx katte) med dets nye erfaringer (med fx en specifik kat). Piaget ses derfor ofte som en ophavsmand til, hvad man betegner som konstruktivisme, altså idéen om at et barn (eller en voksen) skaber forståelse ved at koble det velkendte sammen med det nye, der erfares.

Adaptation via assimilation og akkommodation

Illustration af adaptationsprocessen.
Illustration af adaptationsprocessen.

Piaget arbejdede tidligt i sit liv med at forstå bløddyr og var inspireret af biologisk forskning. Han havde især fokus på, hvordan et individ søger at tilpasse sig dets omgivelser, hvilket også kaldes adaptation. Ifølge hans teori vil et barn hele tiden søge at få sin tænkning til at være i overensstemmelse med, hvad det erfarer via interaktionen med omverdenen. Teorien antager, at et barn altid vil søge at adaptere og opnå mental ligevægt.

Ifølge teorien omfatter tilpasningen to delprocesser, nemlig assimilation og akkommodation. Assimilation betyder, at et barn vil søge at indlemme en ny erfaring i et allerede eksisterende skema. Et barn har fx kun erfaring med sort-hvide katte og ser for første gang en rød kat. Derved går det op for barnet, at katte også kan være røde. Det tilføjer denne erfaring til sit ”katte-skema”, som nu bliver udvidet og differentieret. Akkommodation betyder, at en ny erfaring får et barn til at ændre et skema mere grundlæggende, eller at det er nødt til at danne et nyt skema, fordi der er mental uligevægt. Et barn ser fx for første gang en ræv og erkender, at det ikke er en kat, hvorfor det opbygger et nyt skema for denne type dyr.

Piagets teori om barnets udvikling

Ifølge Piagets teori er et barn født med nogle få reflekser (fx gribe-refleksen). Dets forståelse af og viden om verden er derimod i meget stort omfang konstrueret via en aktiv interaktion med denne. Generelt fokuserer teorien på, hvordan et barn gennem dets sanse- og handlingsmæssige interaktion med verden opbygger en praktisk intelligens og får en forståelse for den fysiske (og sociale) verdens beskaffenhed, herunder bl.a. en forståelse for kategorier, kausalitet, rumlighed og tid.

Spædbarnet har ikke noget sprog. Men det opbygger ifølge Piaget en nonverbal forståelse, som danner grundlag for fremkomsten af mere komplekse mentale evner, som mulighederne for at bruge sprog og logik. Teorien ser grundlæggende barnets udvikling som en bevægelse fra at være bundet til konkrete praktiske situationer, til at tænkningen så at sige løsriver sig og begynder at omfatte evnen til abstrakt og generel tænkning (om fx emner som matematik og moral) i begyndelsen af teenageårene.

Teorien antager samtidig, at den samlede udvikling omfatter en række kvalitative forandringer, som knytter sig til fire stadier.

Barnets udviklingsstadier

Piaget opererer med fire stadier: det sansemotoriske, det præoperationelle, det konkret-operationelle og det formelt-operationelle.

Det sensomotoriske stadie

På det sensomotoriske stadie, mellem ca. nul til to år, erfarer barnet primært omverdenen via sansning, fx ved at se på og smage på genstande, og via motorik, fx ved at røre ved og bevæge genstande. Barnet opnår en grundlæggende forståelse for især den fysiske verden, og det opbygger sensomotoriske skemata.

Et sådant skema repræsenterer et barns viden om et objekt (fx en rangle), en situation (fx frokost) osv. Barnet lever dog ifølge Piaget i en her-og-nu tilstand og kan ikke erindre fortiden eller forestille sig fremtiden. Det betyder, at hvis fx en forælder ikke er til stede, så eksisterer forælderen ikke for barnet. Ifølge teorien mangler barnet objektpermanens, dvs. evnen til at holde fast på et objekt i tanken via en passende mental struktur.

Det præoperationelle stadie

På det præoperationelle stadie, mellem ca. to til seks år, opbygger barnet en evne til at holde fast på viden i længere tid. Det kan fx se en person hoppe og et par timer senere selv begynde at hoppe. Ifølge teorien har det hentet en gemt mental repræsentation frem, som grundlag for forsinket efterligning.

Sproget fremkommer også, og ord begynder at blive brugt som betegnelser for genstande, situationer mv. Barnet lærer, at noget (at hoppe, et ord osv.) kan symbolisere noget andet. Stadiet kendetegnes ydermere ved, at barnet er egocentrisk, dvs. forstår verden med udgangspunkt i sig selv, og har svært ved at tage andres perspektiv. Tænkningen kan være rigid og koncentreret omkring et enkelt aspekt ved et sagsforhold, uden blik for helheden.

Det konkret-operationelle stadie

Omkring syvårsalderen indtræder barnet på det konkret-operationelle stadie. På dette stadie bliver barnet mindre selvcentreret og i stand til at se forhold fra andre menneskers synsvinkler, ligesom dets tænkning bliver mere fleksibel og helhedsorienteret.

Det er også på dette stadie, at barnet begynder at opbygge en praktisk logik, der fx vedrører konkrete fysiske objekter. Her begynder det desuden at tænke mere systematisk, fx når det kategoriserer og ordner nogle objekter efter farve eller forstår, at nogle kategorier er overordnede andre (at fx kategorien ”pattedyr” omfatter en række underkategorier som ”harer”, ”dådyr” mv.). Barnet har dog på dette stadie stadig udfordringer med at tænke abstrakt om verden.

Det formelt-operationelle stadie

Det formelt-operationelle stadie er det sidste stadie, som starter ved ca. tolvårsalderen. På dette stadie bliver et barn i stand til at tænke abstrakt og bruge logik. Det udvikler en evne til at forestille sig potentielle muligheder og konsekvenser af disse (fx hvad et potentielt job vil omfatte, og hvad det ville betyde, hvis barnet selv fik jobbet).

Barnet bliver også i stand til at tænke meget abstrakt og på en måde, der kan være løsrevet fra dets egen situation. Det kan fx overveje, hvad det ville betyde, hvis der blev oprettet kolonier på månen. Derudover bliver barnet i stand til at tænke over sin egen tænkning og udvikler det, Piaget kalder højere-ordens tænkning. Det kan dermed vurdere sine egne forsøg på problemløsning, læring mv.

Piagets indflydelse på læringssynet i dag

Piaget var nok især populær i Danmark i 1970’erne og 1980’erne, men hans indflydelse ses stadig i dag. Hans idé om at kognitive strukturer (i form af fx skemata) udbygges og gøres mere avancerede (ved fx at komme til at indeholde over- og underkategorier) er bredt accepteret i moderne kognitionsforskning. Det samme er idéen om, at barnet kan forstå verden praktisk, før det kan bruge sprog og tale.

Piaget har i høj grad inspireret til en forståelse af, at god læring forudsætter praktisk erfaring med det, man skal lære (frem for blot at omfatte klassisk tavleundervisning). Piaget så barnet som en lille videnskabsperson, der aktivt skulle eksperimentere og gøre sig erfaringer for at lære. Dette kan give anledning til at designe spændende læringsmiljøer, som børnene kan udforske.

Han har samtidig inspireret en individ-centreret læringstilgang. Her opfatter man det som væsentligt at tage udgangspunkt i et barns aktuelle kognitive forudsætninger, når læringsmiljøer designes, og undervisning tilrettelægges.

Kritikken af Piagets teori

Der har dog også været kritik af Piagets teori. Idéen om, at alle børn gennemgår fire udviklingsstadier i en bestemt rækkefølge, har været kritiseret som universalistisk og rigid. Og idéen om, at endemålet for et barns udvikling er logisk og abstrakt tænkning, er blevet kritiseret som etnocentrisk. Piaget er også blevet kritiseret for at underbetone betydning af social interaktion (fx betydningen af undervisning) og af den emotionelle udvikling (fx betydningen af tilknytning).

Nogle af Piagets arvtagere, de såkaldte neo-Piagetianere, fx Robbie Case, har søgt at tage højde for kritikken i deres videreudvikling af hans teorier. Sådanne nyere teoretikere ser typisk ikke udvikling lige så fastlåst som Piaget, men antager, at bestemte evner kan udvikles via mange udviklingsveje, og at forskellige sociokulturelle kontekster bidrager betydningsfuldt til udviklingen af mentale evner.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig