Systemisk terapi, psykoterapeutisk retning, der beskæftiger sig med behandling af dysfungerende grupper, fx familier eller skoleklasser.

Grundantagelsen er, at gruppen normalt udgør et system i balance, samt at alle medlemmerne har en funktion i opretholdelse af denne. Hvis et gruppemedlem ændrer adfærd og dermed får en anden rolle i gruppen, vil det påvirke hele gruppen, der vil forsøge at genoprette den forstyrrede balance ved fx at presse det pågældende gruppemedlem tilbage i sin gamle rolle.

Ændringer af systemet gennem terapeutiske interventioner kan ændre medlemmernes indbyrdes roller og adfærd og dermed skabe forandringer hos det enkelte medlem. Ved at påvirke familiesystemet kan man fjerne symptomer hos et enkelt familiemedlem (fx alkoholmisbrug, voldelig adfærd, spiseforstyrrelse).

Skønt systemisk terapi ikke er en entydig retning, har den systemiske tankegang spillet en meget stor rolle fra slutningen af 1970'erne. Den dominerende retning er Milanoskolen, grundlagt af den italienske læge Mara Selvini-Palazzoli (1916-99).

Se familieterapi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig