Hanna Segal, 1918-2011, polskfødt britisk psykoanalytiker, elev af Melanie Klein og mangeårig leder af den kleinianske gruppe i det britiske psykoanalytiske selskab. Hanna Segal kendes især for sin teori om kreativitet, ifølge hvilken kunstværket er en erstatning for et oprindeligt objekttab (se objektrelationsteori). Kunstnerens mål er ikke at imitere virkeligheden, men med kunstværket at skabe en ny virkelighed med sin egen værdi.