Forsvarsmekanismer, psykoanalytisk betegnelse for ubevidste psykiske processer iværksat af jeget med henblik på at undgå eller mindske angst. Freud talte første gang om et psykisk forsvar i 1894 og udbyggede og nuancerede gennem hele sit forfatterskab beskrivelsen af de angstformer, forsvaret retter sig imod, og de mekanismer, der tages i anvendelse for at afbøde angsten. Datteren Anna Freud systematiserede i 1936 de indtil da kendte forsvarsmekanismer, og Melanie Klein har siden afdækket en række nye typer. Forsvarsmekanismer optræder i milde former i den normale psyke, mens en overdreven og ensidig anvendelse er karakteristisk for psykiske lidelser.

Forsvarsmekanismerne må forstås ud fra jegets status som formidler mellem drifterne og det omgivende samfund. Den permanente konflikt mellem individets driftsimpulser og omgivelsernes normer udløser uophørligt angst, som vejleder jeget i dets valg mellem forskellige handlingsmuligheder. Når jeget ikke er i stand til at finde et bæredygtigt kompromis, griber det uvilkårligt til en forsvarsmekanisme i sit forsøg på at løse konflikten, dvs. en mere begrænset strategi, der kun sigter mod at fjerne angsten og ikke mod at bekæmpe dens reelle årsager, ligesom strudsen siges at stikke hovedet i busken, når den føler sig truet. Forsvarsmekanismerne kan således ses som uhensigtsmæssige psykiske konfliktløsningsmetoder, hvorved en overreaktion på frygt, skam, depression, skyldfølelse m.m. resulterer i, at de truende impulser underkastes en blokerende og forvrængende omdannelse, uanset om de kommer indefra i form af forbudte aggressive eller seksuelle ønsker eller udefra i form af ubelejlige sanseindtryk.

I deres simpleste form har forsvarsmekanismerne karakter af besætning, dvs. at en angstbetonet forestilling gøres psykisk inaktiv ved at blive tømt for libido, psykisk energi. Tilbagetrækning af libido fra objektforestillingen til jeget er karakteristisk for narcissismen som en reaktion på frustration. Regression til et tidligere udviklingstrin er en anden form for defensiv tilbagetrækning. Ved fornægtelse beskyttes jeget imod en angstprovokerende ydre hændelse, ved at den afvises som noget, der ikke er sket, eller som noget, der ikke er sandt, fx et traumatisk dødsfald.

En anden gruppe forsvarsmekanismer er baseret på spaltning af psyken. Hvis en angstprovokerende forestilling ikke kan afbesættes, fordi den oprindelig er stærkt lystbetonet, spærres vejen til bevidstheden. Prototypen på dette forsvar er fortrængning, der fjerner angsten ved at inddæmme de problematiske forestillinger i det'et. Ved isolation har to konfliktuelle forestillinger begge adgang til bevidstheden, men kun hver for sig, så de ikke støder sammen, fx adskilles ens forestillinger fra de dertil hørende følelser. Endelig udtrykker benægtelse og fordømmelse en afstandtagen fra de truende forestillinger, som imidlertid derved samtidig kan gøres til genstand for en bevidst bearbejdning.

En tredje gruppe forsvarsmekanismer neutraliserer konflikten ved at kanalisere og omdirigere libidoen til en erstatningsforestilling, der er mindre konfliktfyldt, fx fra et seksuelt til et ikke-seksuelt indhold. Ved reaktionsdannelse holdes en problematisk følelse i skak af sin modsætning, fx kan sadistisk had skjule sig bag medlidenhed og omsorg. Ved de projektive forsvarsmekanismer ophæves en forestillings truende karakter, idet den fjernes fra jeget og tillægges en anden person efter princippet tyv tror, hver mand stjæler. Identifikation med det tabte eller uopnåelige kærlighedsobjekt tjener et defensivt formål, idet jeget til en vis grad fritages for at føle savnet. Endelig kan en ydre konflikt resultere i identifikation med angriberen, fx når et barn ubevidst skærer ansigter som sin vrede far.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig