Otto Rank, 1884-1939, østrigsk psykoanalytiker, forfatter til en række psykoanalytiske litteratur- og mytestudier. Rank blev i en årrække anset for Freuds nærmeste medarbejder og sandsynlige efterfølger, men han faldt i unåde, efter at han i 1923 havde fremsat en teori om fødselstraumet som udspring for individets senere konflikter — en teori, der brød med Freud på afgørende punkter. Han forlod Wien i 1926 og levede siden i Frankrig og USA, hvor han etablerede sig med en mindre kreds af elever.