Thalia og Melpomene
Illustreret version af maskerne "Thalia og Melpomene"

Persona, psykologisk begreb indført af C.G. Jung ca. 1916 som betegnelse for "den sociale maske".

Faktaboks

Etymologi
Ordet persona er latin og betyder 'maske, rolle, karakter'.

Begrebet har sin sproglige oprindelse i det latinske ord for den maske, som i antikken blev båret af skuespillerne for at forstærke rollens udtryk. Jung så personaens plads i psykens struktur som en arketype, der fungerer som formidler mellem jeget og den ydre verden. Hvor Jung imidlertid talte om personaen som én bestemt, tænker man i den moderne analytiske psykologi på en flerhed af personaer, som et individ normalt betjener sig af i forskellige situationer.

Personaen kan være udtryk for en social status, et bestemt erhverv, en kønsrolle eller et udviklingsstadium. Kun hvis man identificerer sig for meget med en bestemt persona, skaber det en ensidig og derfor usund psykologisk fiksering. Risikoen for ensidig eller overdreven identifikation er størst ved de personaer, som et samfund sætter højest på et givet tidspunkt. Masken af evig ungdom er fx i de nutidige vestlige samfund en persona med voldsom fascinationskraft for både kvinder og mænd.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig