Erich Neumann, 1905-1960, tysk-jødisk jungiansk analytiker. Efter en doktorgrad i filosofi 1927, medicinsk embedseksamen 1933 og studier med Jung 1934 og 1936 slog han sig ned i Tel Aviv som psykiater. Han er især kendt for sine undersøgelser af arketypen den store moder i The Great Mother (1955) og for sine tanker om en bevidsthedsudvikling afspejlet i mytologi og religion, The Origins and History of Consciousness (1954). I The Child (posthumt 1972) udvidede Neumann individuationsprincippet til også at omfatte første del af livet, hvor jeget og bevidstheden opbygges.