• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tømmermænd

Oprindelig forfatter LSes Seneste forfatter Redaktionen

tømmermænd, ubehagelige symptomer, der kan følge efter en alkoholrus. Tømmermænd opstår med individuel variation efter nedbrydningen af alkohol og er præget af hovedpine, kvalme, evt. forbundet med opkastninger, svedtendens og tørst i døgnet efter alkoholindtagelsen. Symptomerne har været sat i forbindelse med giftvirkninger af fusel, hvilket næppe er sandsynligt, da de kan opstå efter indtagelse af kemisk ren alkohol.

Årsagen til symptomerne er ikke kendt, men deres lighed med symptomerne ved for lavt blodsukker (hypoglykæmi) kan pege på et ændret glukosestofskifte i hjernen. Tørsten kan skyldes den mildt vanddrivende virkning af alkohol. Tømmermænd behandles med hvile, indtagelse af rigelig væske og svagere smertestillende lægemidler.

Ved moralske tømmermænd forstås skamfuldhed over fortrudte handlinger.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Sestoft: tømmermænd i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175980