Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hospice

Oprindelig forfatter HaHen Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/12502/=ud_a_231174.mp3?revision=1

hospice, institution til pleje og behandling af alvorligt syge og døende, hvor det væsentlige er den specielle sygepleje og lindrende lægebehandling (se palliativ medicin), som patienter med uhelbredelig sygdom har behov for i den sidste del af livet. Målet er, at denne periode kan gennemleves med intensitet og kvalitet i erkendelse af dødens nærhed. Forudsætningen er effektiv behandling af plagsomme fysiske symptomer, særlig smerter, kvalme og vejrtrækningsbesvær; lige så vigtig er støtte og erfarent medmenneskeligt følgeskab gennem psykiske og eksistentielle kriser, både hos patienten og dennes nærmeste.

Et hospice er fysisk og personalemæssigt indrettet med henblik på at skabe ro og tryghed i et miljø, der er hjemligt uden sygehusets rutiner og travlhed, men alligevel med tilstedeværelse af professionel assistance døgnet rundt. De fleste patienter, der vælger et hospiceophold, lider af kræftsygdomme.

Ordet hospice kommer af engelsk hospice 'herberg', af latin hospitium 'herberg, gæstevenskab', af hospes 'fremmed, gæst, vært'.

Betegnelsen hospice kan tillige anvendes om idégrundlaget og de bærende principper for behandling og pleje, når disse praktiseres i patientens eget hjem eller i en sygehusafdeling.

Annonce

I middelalderens Europa var begrebet knyttet til klosterherberger (se klostermedicin) for syge og udmattede pilgrimsrejsende. Den moderne hospicebevægelse begyndte i 1960'erne i England, hvorfra idéen har bredt sig til de fleste lande.

Det første danske hospice åbnede i 1992 på Sankt Lukas Stiftelsen i København med ti sengepladser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Henriksen: hospice i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93225