Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Australien - sundhedsforhold

Oprindelig forfatter NRosd Seneste forfatter Redaktionen

Australien har en middellevetid på ca. 84,2 år for kvinder og 79,7 år for mænd, lidt over et år højere end i Danmark (2011). På 30 år er den steget 6-7 år for begge køn. Dødeligheden er 7‰. Spædbarnsdødeligheden er som i Danmark, ca. 3 pr. 1000 levendefødte (2013).

Den forlængede middellevetid skyldes overvejende et fald i dødeligheden af hjerte-kar-sygdomme samt af trafikulykker hos yngre. Dødeligheden pga. lungekræft er faldende hos mænd, men stigende hos kvinder. Antallet af rygere aftager, nu ryger under 30% af begge køn. Den gennemsnitlige alkoholindtagelse er faldende og ligger nu under den danske. Der er i Australien en høj forekomst af hudkræft (melanom), som de blonde efterkommere af nordeuropæiske indvandrere har stor risiko for at udvikle pga. den stærke solstråling. Sygelighed og dødelighed udvikler sig i øvrigt nogenlunde parallelt med forholdene i andre ilande.

Aboriginerne adskiller sig fra den øvrige befolkning ved at have en dårligere sundhedstilstand; dette viser sig bl.a. ved en højere børnedødelighed og en lavere middellevetid.

Annonce

Australien bruger 9,8% af sit BNP på sundhedsvæsenet (2010), hvilket er på niveau med Danmark. Sygehusvæsenet beslaglægger knap 50% af resurserne. Ca. 2/3 af udgifterne dækkes af det offentlige; hele befolkningen er omfattet af en offentlig sygesikring, som kan suppleres med privat forsikring. Sygehusvæsenet har 89.000 senge, og der er ca. 70.000 erhvervsaktive læger.

Et særligt element i sundhedsvæsenet er "The Royal Flying Doctor Service", som assisterer isolerede dele af landet.

Læs mere om Australien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Rosdahl: Australien - sundhedsforhold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42157