Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skeletmuskulatur

Oprindelig forfatter JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

Skeletmuskulatur. Skematisk tegning af et fem uger gammelt menneskefoster, der viser, hvorledes skeletmuskulaturen anlægges i segmenter fra somitternes myotomer langs anlægget til hvirvelsøjlen, hvorfra muskelanlæggene vandrer ud i fosteret og grundlægger de forskellige muskelgrupper i legemet. Muskulaturen tilknyttet gællebuen (branchiebuen) er angivet med orange. Øjenmusklerne udvikles fra tre specielle myotomer på hovedet. Halsen har otte myotomer (C1-8), brystet 12 (T1-12), lænden fem (L1-5), og bækkenregionen fem (S1-5), hvortil slutter sig et par rudimentære halemuskelanlæg. Dele af halsens øvre somitter anlægger muskulaturen på halsens forside og i tungen, mens dele af de nedre halssomitter vandrer ud i anlægget til armen, og andre dele af de samme somitter grundlægger den overfladiske bryst- og rygmuskulatur, der tøjrer armen til kroppen. Muskelanlægget i den første branchiebue (A) danner tyggemusklerne; fra den anden branchiebue (B) spredes muskelanlægget over hele hovedregionen og grundlægger den mimiske ansigtsmuskulatur.

Skeletmuskulatur. Skematisk tegning af et fem uger gammelt menneskefoster, der viser, hvorledes skeletmuskulaturen anlægges i segmenter fra somitternes myotomer langs anlægget til hvirvelsøjlen, hvorfra muskelanlæggene vandrer ud i fosteret og grundlægger de forskellige muskelgrupper i legemet. Muskulaturen tilknyttet gællebuen (branchiebuen) er angivet med orange. Øjenmusklerne udvikles fra tre specielle myotomer på hovedet. Halsen har otte myotomer (C1-8), brystet 12 (T1-12), lænden fem (L1-5), og bækkenregionen fem (S1-5), hvortil slutter sig et par rudimentære halemuskelanlæg. Dele af halsens øvre somitter anlægger muskulaturen på halsens forside og i tungen, mens dele af de nedre halssomitter vandrer ud i anlægget til armen, og andre dele af de samme somitter grundlægger den overfladiske bryst- og rygmuskulatur, der tøjrer armen til kroppen. Muskelanlægget i den første branchiebue (A) danner tyggemusklerne; fra den anden branchiebue (B) spredes muskelanlægget over hele hovedregionen og grundlægger den mimiske ansigtsmuskulatur.

skeletmuskulatur, de muskler, som tilhører bevægeapparatet, hvormed hvirveldyr udfører målrettede bevægelser. Langt de fleste skeletmuskler er tilhæftede skelettet, hvis ledforbundne knogler tjener som vægtstænger, der omsætter musklernes lineære træk til vinkelbevægelser. Enkelte skeletmuskler hæfter i huden, fx de mimiske ansigtsmuskler og de hudmuskler (panniculus carnosus), hvormed visse dyr som fx hund og hest kan ryste skindet.

Anlæggelse i fosterlivet

Skeletmuskler er alle af den tværstribede type (se muskel). De er ordnet i grupper, hvis beliggenhed, struktur og nerveforsyning anlægges i fosteret. Kropsvæggens og lemmernes muskler udvikles i fosterlivet fra somitternes myotomer (se fosterudvikling). Hvert myotom (også kaldet myomér) og de muskler, der udvikles herfra, modtager deres nerveforsyning fra det rygmarvssegment, der i det tidlige foster ligger lige ud for myotomet (se også nervesystem). Musklerne er således anlagt og innerveret i segmenter (metamert). Dette grundlæggende arrangement er tydeligt bevaret hos fisk, hvis lange kropsmuskler er opbygget som stakke af pladeformede enkeltmuskler, der kan være bølgende og er sammenholdt af tynde mellemlag af bindevæv, myosepta, hvori der i varierende omfang er udviklet tynde lister af knoglevæv. Muskelcellerne i den enkelte muskelplade stammer alle fra det samme myotom, de er orienterede i fiskens længderetning og innerveres af den samme spinalnerve.

Dette arrangement er også tydeligt bevaret i kropsmuskulaturen hos halepadder, men udviskes hos de øvrige hvirveldyr, idet de enkelte muskelanlæg blandes og reorganiseres i nye muskelenheder, hvori den enkelte muskelcelle bevarer sin oprindelige nerveforsyning. Det kan således direkte udledes, hvilke myotomer muskelcellerne i en muskel stammer fra. Hos pattedyrene er den metamere opbygning kun bevaret tydeligt i ribbensmusklerne, de dybest beliggende rygmuskler samt dele af de længdeforløbende forreste bugmuskler.

Annonce

Tidligt i fosterlivet, mens hvirvelsøjlen anlægges, sker der en underopdeling af myotomerne, hvoraf en del (epimeret) vandrer til hvirvelsøjlens rygside og grundlægger den epiaksiale muskulatur, der omfatter ryggens kraftige strækkemuskler og nakkemusklerne. En anden del (hypomeret) vandrer fremad i bug- og brystvæggen og grundlægger den hypoaksiale muskulatur, der omfatter ribbens- og bugmusklerne. De øverste af halsens hypoaksiale myomerer vandrer opad langs halsens forside mod underkæben og grundlægger den hypobranchiale muskulatur, der omfatter tunge- og tungebensmusklerne. En anden, mindre del skyder sig ind på hvirvelsøjlens forside.

Fra nogle specielle myotomer på hovedet anlægges de ydre øjenmuskler, hvormed øjeæblet bevæges. Fra de myotomer, der ligger ud for anlæggene til lemmerne (ekstremitetsknopperne), vandrer dele af de hypoaksiale muskelanlæg ud i lemmeanlægget, hvor de grundlægger den præ- og postaksiale muskulatur, der omfatter lemmets hhv. bøje- og strækkemuskulatur. Andre dele af de samme myotomer grundlægger de muskler, der forbinder kroppen med skulderbælte og forlemmer, de såkaldt overfladiske bryst- og rygmuskler, og tilsvarende forbinder kroppen med bækken og baglemmer.

En mindre del af skeletmuskulaturen udvikles fra branchiebuerne, der omgiver det tidlige anlæg til svælget og hos fisk videreføres som gællebuer. Hos højere hvirveldyr omdannes branchiebuerne til kæber, tungeben og strubebruske, alle med tilknyttet såkaldt branchiomotorisk muskulatur, som omfatter tyggemusklerne, de mimiske ansigtsmuskler, svælgets og strubens muskler samt nogle af de muskler, der forbinder hovedet med skulderbælte og krop. Alle disse muskler modtager deres nerveforsyning fra den nerve, der hører til den gællebue, hvorfra de er udviklet, se hjernenerver.

Antallet af muskelindivider tiltager generelt med kompleksiteten i bevægemønsteret op gennem dyreriget. Menneskets mimiske ansigtsmuskler omfatter ca. 48 enkeltmuskler, der kan aktiveres uafhængigt af hinanden. De er alle udviklet fra det samme muskelanlæg, der hos padder og krybdyr blot danner en enkelt, flad muskel på halsen.

Muskler med samme virkning kaldes synergister; med modsat virkning antagonister. Naturlige bevægelser udføres altid i et samspil mellem disse, mens andre muskler medvirker som stabilisatorer, fx holder albuen stiv, mens fingrene arbejder, og atter andre som neutralisatorer, der ophæver nogle af en muskels virkninger, som ikke passer med den ønskede bevægelse.

Skeletmuskulatur. Menneskets skeletmuskulatur. Vedr. detaljer, se ill. til artiklerne om de enkelte legemsdele.

Skeletmuskulatur. Menneskets skeletmuskulatur. Vedr. detaljer, se ill. til artiklerne om de enkelte legemsdele.

Pattedyr har i hovedtræk de samme muskler, men detaljeudformningen og den relative dimensionering af de enkelte muskler varierer stærkt mellem arterne. Nogle muskelanlæg tilbagedannes eller omdannes hos visse arter til rene senestrukturer eller ledbånd, mens de bevares som muskler hos andre.

Menneskets skeletmuskler

Her omtales kun de store muskelgrupper knyttede til kroppen, om legemets øvrige muskler, se arm, ben, bækkenbund, fod, hals, hofte, hoved, hånd, mellemgulv, skulder og sæde. De dybe rygmuskler danner to symmetriske søjler, der strækker sig fra korsbenets bagside til nakkebenet. Søjlen er sammensat af et meget stort antal enkeltmuskler af forskellig længde, alle primært med virkning på hvirvelsøjlen, som de kan sidebøje, rotere og strække.

Når kroppen rettes op fra en foroverbøjet stilling, arbejder musklerne koncentrisk, dvs. under forkortning. Lige så ofte arbejder de excentrisk, dvs. under forlængelse, når de holder igen på kroppen under foroverbøjning. De øverste dele af søjlen danner de kraftige nakkemuskler, der kan holde hovedet i en let foroverbøjet arbejdsstilling igennem lang tid.

Bugvægsmusklerne ligger i tre lag med forskellig fiberretning, hvilket bl.a. sikrer mod sprækkedannelser. De forreste bugmuskler danner en søjle, der strækker sig fra bækkenforkanten til brystbenet og bl.a. tjener som en kraftig bøjemuskel for hvirvelsøjlen. Andre af bugmusklerne virker roterende på hvirvelsøjlen, ligesom de kan aflaste trykket på hvirvelsøjlen under løft (se bugpresse). Nedadtil over bækkenranden danner bugvægsmusklerne lyskekanalen. Ribbensmusklerne udfylder ribbensmellemrummene; de er ligesom bugmusklerne ordnede i tre lag. Deres funktion er primært at hindre, at bløddelene suges ind imellem ribbenene under indånding, mens deres betydning for brystkassens bevægelser under vejrtrækning er ubetydelig.

Skeletmuskulatur. En af underarmens muskler, musculus palmaris longus, er meget variabel hos mennesket. Hos mange dyr, bl.a. kattedyr, er det en veludviklet bøjemuskel for fingrenes grundled. Denne funktion er hos mennesket overtaget af andre og mindre muskler beliggende ude på hånden som led i udviklingen af menneskets fine fingermotorik. Den yderste del af muskelanlægget danner en seneplade, aponeurosis palmaris, beliggende tæt under huden i håndfladen, hvor den bl.a. tjener til beskyttelse af de dybereliggende nerver, kar og sener. Denne seneplade findes hos alle mennesker, mens den del af muskelanlægget, der ligger på underarmen, hos ca. 15% af befolkningen er helt bortreduceret, enkelt- eller dobbeltsidigt, som vidnesbyrd om den fortsatte evolutionsproces, som også mennesket er genstand for. Her ses en person, hos hvem musklen er til stede på venstre arm (senen markeret med pile), mens den er helt tilbagedannet på højre side.

Skeletmuskulatur. En af underarmens muskler, musculus palmaris longus, er meget variabel hos mennesket. Hos mange dyr, bl.a. kattedyr, er det en veludviklet bøjemuskel for fingrenes grundled. Denne funktion er hos mennesket overtaget af andre og mindre muskler beliggende ude på hånden som led i udviklingen af menneskets fine fingermotorik. Den yderste del af muskelanlægget danner en seneplade, aponeurosis palmaris, beliggende tæt under huden i håndfladen, hvor den bl.a. tjener til beskyttelse af de dybereliggende nerver, kar og sener. Denne seneplade findes hos alle mennesker, mens den del af muskelanlægget, der ligger på underarmen, hos ca. 15% af befolkningen er helt bortreduceret, enkelt- eller dobbeltsidigt, som vidnesbyrd om den fortsatte evolutionsproces, som også mennesket er genstand for. Her ses en person, hos hvem musklen er til stede på venstre arm (senen markeret med pile), mens den er helt tilbagedannet på højre side.

De overfladiske ryg- og brystmuskler forbinder kroppen med skulderbæltet og med overarmsbenet. Musculus trapezius og musculus rhomboideus spænder sig fra hvirvelsøjlens torntappe til skulderbladet og lukker således skulderbæltet bagtil. Disse muskler bruges bl.a. til at spænde skulderbæltet sammen om den øvre, smallere del af brystkassen og hindrer derved skulderbæltet i at glide ned, når en byrde bæres i armene. Musculus latissimus dorsi spænder sig mellem hvirvelsøjlen og overarmsbenet og er en meget kraftig bagudfører af armen, fx under svømning. Under armgang bærer den kroppen sammen med musculus pectoralis major, der spænder sig mellem brystkassens forside og overarmsbenet.

Skeletmuskulaturen er et stort organsystem, der hos en voksen gennemsnitsmand udgør omkring 45% af den fedtfri legemsvægt. Under maksimal arbejdsydelse kan organismens energiomsætning øges op til 20 gange hos en trænet person, ved kortvarige ydelser endda højere, helt overvejende pga. øgning i skeletmusklernes energiomsætning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen: skeletmuskulatur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159921