• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

perversion

Oprindelig forfatter PHer Seneste forfatter Redaktionen

perversion, fordrejning, seksuel afvigelse. Betegnelsen perversion er mindre heldig til daglig brug pga. dens nedvurderende klang. Ofte bruges seksuel afvigelse synonymt med perversion, men hvor seksuel afvigelse refererer til seksuelle praktikker, der er usædvanlige i en given kultur, anvendes perversion som betegnelse for en intrapsykisk symptomdannelse, et ubevidst forsøg på at reparere en indre konflikt. Det karakteristiske for en perversion er dens "eksklusive" karakter, dvs. at der gennem perversionen opnås en specifik lysttilfredsstillelse, der udelukker (ekskluderer) eller overgår andre former for seksuel udløsning.

Ordet perversion kommer af latin perversio 'venden omkring, kasten omkuld', af per- og afledn. af vertere 'vende'.

Eksempler på perversioner er fetichisme (seksuel stimulation via bestemte genstande eller materialer, fx pels, læder), ekshibitionisme (seksuel stimulation ved at blotte og vise sig frem), voyeurisme (seksuel stimulation ved at iagttage/belure andres afklædning eller seksualitet), pædofili (seksuel tiltrækning af børn), sadisme (seksuel stimulation ved at pine og ydmyge andre), masochisme (seksuel stimulation ved selv at blive pint eller ydmyget). Visse perversioner er ulovlige, fx pædofili og ekshibitionisme (se seksualkriminalitet).

Til midten af 1800-t. opfattedes perversion som synd, utugt, en moralsk forseelse. I slutningen af 1800-t. ændredes synet på perversioner fra synd til psykisk lidelse og afgrænsedes til "kønslige ytringer, som ikke stemmer overens med naturens hensigter, dvs. forplantningen". Richard von Krafft-Ebing skelnede mellem perversion (sygdom) og perversitet (last).

Annonce

Freud betegnede den infantile seksualitet som "polymorf pervers", dvs. at der hos alle mennesker kan spores "ansatser til afvigelser", hvis videre udvikling kan føre til perversion, såfremt den normale kønsudvikling slår fejl. Det normale seksualmål defineres som kønsorganernes forening under samlejet, udløsning af seksuel spænding og midlertidig dæmpning af seksualdriften. Perversion består således i et ændret seksualmål eller -objekt i forhold til det normale. Freud taler om en ubarmhjertig modsætning mellem kulturens krav og de seksuelle instinkters, men anså langt fra perversioner for harmløse, idet de banaliserede og degraderede kærligheden.

Ifølge nutidig opfattelse kan perversioner opfattes som seksualiserede konfliktløsningsforsøg — ofte på baggrund af komplekse ritualer — der tjener til at modvirke psykiske sammenbrud og muliggør seksuel ophidselse og udløsning. De perverse fantasier og handlinger betragtes som individets redningsforsøg, hvorigennem det, på en fordrejet måde, bevarer en rest af sin evne til kærlighed og kontakt. Men da der er tale om en symbolsk konfliktløsning, ikke om en egentlig forarbejdning af konflikten, må ritualet atter og atter gentages. Perversionens primære mål er angstreduktion, at være et værn mod en følelse af fortvivlelse og nedvurdering, triumf over ikke længere at opleve sig ydmyget.

Mange yngre analytikere understreger elementet af vrede og fjendtlighed i perverse handlinger. Som årsag angives ikke en primær libidinøs afvigelse, men en defekt narcissistisk udvikling. Kernetraumet antages at være en svær forstyrrelse i det tidlige mor-barn forhold, hvor moderen af barnet opleves som almægtig, skræmmende, farlig og umyndiggørende. Perversionen opfattes som et mislykket forsøg på at reparere denne skade, basalt gennem dehumanisering af egen og andres kroppe.

Erfaringsmæssigt er det vanskeligt, ofte umuligt at få mennesker til at opgive en perversion til fordel for "normal" adfærd, idet perversionen, uanset de psykiske og sociale problemer, den i sig selv kan medføre, trods alt opleves som et mindre onde end svækkelse af den psykiske integritet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Preben Hertoft: perversion i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141139