Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ekskretionsorganer

Oprindelig forfatter JøLü Seneste forfatter Redaktionen

Nyre. Hver nyre indeholder millioner af nefroner, nyrens funktionelle enheder. Urindannelsen indledes i nyrebarken, hvor en tilførende arteriole danner et kapillærnet, hvorfra væske fra blodet siver ind i Bowmans kapsel og videre i et rørsystem, tubulus. Selve blodet forlader kapillærnettet via den fraførende arteriole. Først løber den proximale tubulus stærkt snoet i barken: Her genoptages nyttige stoffer og væske til blodet. I nyremarven er tubulus rettet ud, og dens væg tyndere. Et stykke nede i marven bøjer tubulus og løber tilbage mod barken, den såkaldte Henles slynge. Her udveksles vand og salt med marvens væv. I barken er den distale tubulus atter snoet, og den passerer tæt forbi blodkarrene og videre mod et samlerør, som løber ned i marven og udtømmer urinen i nyrebækkenet. I den distale tubulus og samlerøret bliver urinen sur og opkoncentreres. Flere nefroner benytter samme samlerør.

Nyre. Hver nyre indeholder millioner af nefroner, nyrens funktionelle enheder. Urindannelsen indledes i nyrebarken, hvor en tilførende arteriole danner et kapillærnet, hvorfra væske fra blodet siver ind i Bowmans kapsel og videre i et rørsystem, tubulus. Selve blodet forlader kapillærnettet via den fraførende arteriole. Først løber den proximale tubulus stærkt snoet i barken: Her genoptages nyttige stoffer og væske til blodet. I nyremarven er tubulus rettet ud, og dens væg tyndere. Et stykke nede i marven bøjer tubulus og løber tilbage mod barken, den såkaldte Henles slynge. Her udveksles vand og salt med marvens væv. I barken er den distale tubulus atter snoet, og den passerer tæt forbi blodkarrene og videre mod et samlerør, som løber ned i marven og udtømmer urinen i nyrebækkenet. I den distale tubulus og samlerøret bliver urinen sur og opkoncentreres. Flere nefroner benytter samme samlerør.

ekskretionsorganer, organer, der under dannelse af urin befrier organismen for uønskede affaldsprodukter fra proteinstofskiftet, og som ved at udskille overskud af vand og ioner opretholder et konstant indre miljø. Under forbrænding af proteiner dannes ammoniak (NH3), der er giftigt og derfor må elimineres; da det er letopløseligt, afgives det hos vandlevende dyr til omgivelserne. Hos landdyr omdannes ammoniak til det mindre giftige urinstof (fx hos pattedyr) eller urinsyre (fx hos insekter og fugle), hvis udskillelse kræver mindre vandmængder.

1. led i ordet ekskretionsorganer kommer af latin excretus, af excernere 'udsondre, udskille'.

Vævsvæskernes indhold af ioner og proteiner skaber en osmotisk koncentration, der hos saltvandsdyr nogenlunde modsvarer havvands, men er højere end ferskvands. Vand vil derfor stadigt diffundere ind gennem tarm og hudoverflader hos ferskvandsorganismer. Protozoer og ferskvandssvampe har pulserende vakuoler, der opsamler det indsivende vand og periodisk udtømmer det ved celleoverfladen.

Marine svampe og polypdyr mangler særlige ekskretionsorganer og udskiller ammoniak gennem alle celleoverflader til det vand, de lever i. De øvrige flercellede dyrs ekskretionsorganer er opbygget til at producere urinen i to eller tre trin. Blod eller vævsvæsker ultrafiltreres til et protein- og cellefrit filtrat, primærurinen, der indeholder ammoniak eller urinstof, men også vand, ioner, glukose og andre lavmolekylære stoffer. I næste afsnit genoptages, reabsorberes, de for organismen nyttige stoffer fra primærurinen, mens resten udskilles som kvælstofholdig urin. Hos mange dyr tilføres urinen til sidst urinsyre eller andre affaldsprodukter ved en aktiv sekretion.

Annonce

Hos insekter og edderkopper, der som andre landdyr må spare på vandet, udskilles affaldsstofferne (bl.a. urinsyre) alene ved sekretion. Det sker i talrige blindt endende malpighiske rør, der ligger i den blodfyldte kropshule, og som munder ud i bagtarmen. Væsketransporten gennem rørene er beskeden, og urinen koncentreres yderligere ved vandoptagelse i tarmen, før den afgives fra gattet som en tyktflydende pasta.

Ekskretionsorganer hos mindre, vandlevende hvirvelløse dyr uden kropshule eller blodkarsystem er protonefridier. Hos fladorme og hjuldyr danner de et kanalsystem, der åbner sig få steder på overfladen, og hvis mange forgreninger inde i kroppen ender med en eller to store, kopformede flammeceller; disse cellers membranagtige vægge er gennembrudt af spalter og omslutter et ciliebundt. Omgivende vævsvæske filtreres, når den af cilieslagene suges gennem spalterne og ud i protonefridiekanalerne. I disse foregår en reabsorption, før urinen afgives ved overfladen, evt. efter midlertidig opbevaring i en urinblære.

Hos dyr med både blodkarsystem og kropshule dannes disse organsystemers fælles vægge i særlige filtrationsområder af podocytter: lave celler, hvis indbyrdes grænseflader forøges af fingerformede udløbere, som er flettet ind mellem hinanden. Drevet af blodtrykket filtreres blodplasmaet med sit indhold af ammoniak ud i kropshulen og føres som primærurin ud af kroppen gennem kanaler, metanefridier, der åbner sig med en cilieforsynet tragt i kropshulen. I metanefridierne sker en lignende modificering som i protonefridierne til den færdige urin.

Metanefridierne optræder hos ledorme med ét par segmentalorganer pr. kropsled, mens de hos mange spindlere og krebsdyr danner små sække, coxalkirtler henholdsvis antennekirtler, ved roden af lemmer eller følehorn. Hos bløddyr dannes urinen ved filtrering gennem hjertevæggen ud i hjertesækken, hvorfra den elimineres gennem en eller to metanefridier.

Skønt det ikke er umiddelbart indlysende, er hvirveldyrs ekskretionsorganer, nyrer, opbygget af talrige metanefridier, såkaldte nefroner. Hvert nefron består af en glomerulus, et bundt af blodkapillærer, gennem hvis vægge primærurinen presses ud i en omgivende blære, Bowmans kapsel, der repræsenterer et lille afsnøret kropshuleafsnit, og som fortsætter i lange bugtede nyrerør. Disse forener sig til sidst i nyrebækkenet, der udtømmer den færdige urin via en urinleder, og evt. en urinblære og et urinrør. Særlig hos krybdyr, fugle og mange pattedyr er nyrerørenes evne til at opsuge vand fra urinen veludviklet.

Organer med en anden hovedfunktion optræder ofte som supplerende ekskretionsorganer. Fisks gæller kan således udskille ioner og ammoniak, pattedyrs svedkirtler små mængder urinstof. I særlige tilfælde eller fx under inaktivitetsperioder kan urinsyren neutraliseres ved oplagring i kroppen, i tarmen hos insektpupper eller som de krystallinske korn, der er årsag til vingernes hvide farve, hos kålsommerfuglen. Hos fostre af krybdyr, fugle og pattedyr ophobes affaldsstofferne i en sækformet udposning, allantois, fra tarmanlægget, som senere bliver det voksne dyrs kloak.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Lützen: ekskretionsorganer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69066