Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ligsyn

Oprindelig forfatter JoeSim Seneste forfatter Redaktionen

ligsyn, lægelig undersøgelse af en afdød person, hvorunder dødstegnene iagttages, og dødsmåde og dødsårsag så vidt muligt konstateres. Hvis ligets identitet er fastslået, dødstegnene foreligger, og dødsfaldet ikke skal indberettes til politiet, kan dødsattesten udstedes. Se også død.

Ligsyn foretages af den læge, som må formodes at kende den afdødes helbredstilstand bedst. Hvis lægen har et nært personligt tilknytningsforhold til den afdøde, må lægen betragtes som inhabil, og en anden læge må foretage ligsynet. Reglerne for ligsyn er afgrænset i Sundhedsloven, som bl.a. bestemmer, hvilke dødsfald der skal indberettes til politiet med henblik på udførelsen af et retslægeligt ligsyn. Dette foretages ved 10-12 % af danske dødsfald, fx ved ulykker, selvmord, lægefejl, erhvervssygdom eller mistanke om forbrydelser. Ved disse medvirker en embedslæge eller retsmediciner samt en repræsentant for politiet (se også coroner og inquest). En læges umiddelbare konstatering af dødens indtræden betegnes ikke som ligsyn.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Simonsen: ligsyn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=116844