Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tortur

Oprindelig forfatter JMod Seneste forfatter Redaktionen

tortur, forsætlig påførelse af stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse for at opnå information eller tilståelse, for at straffe eller skræmme eller af anden grund, udført af en repræsentant for eller med accept af en offentlig myndighed (jf. FN's konvention mod tortur 1984).

Torturbegrebet benyttes dog også bredere end den såkaldte regeringssanktionerede tortur, fx i Verdenslægeforeningens Tokyo-deklaration af 1975, der tillige regner de ovennævnte handlinger for tortur, når de er udført af en eller flere personer, der handler på egen hånd.

Formål

Formålet med tortur er at nedbryde torturofrets krop og sjæl og fx få ofret til at afgive fortrolig information eller en evt. falsk tilståelse eller afgive vidnesbyrd, der inkriminerer ofrets kammerater, eller formålet er at straffe eller hævne. Torturofret ydmyges til at forråde sin overbevisning og sit tilhørsforhold og berøves dermed sin identitet.

Annonce

De samfundsmæssige konsekvenser af brugen af tortur er, at der skabes et klima af terror og frygt i befolkningen. Herved kan politisk opposition og frihedsbevægelser undertrykkes og kontrolleres.

Ordet tortur kommer af lat. tortura 'vridning, pinsel', afledn. af torquere 'sno, vride'.

Udbredelse

Det skønnes af bl.a. menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, at tortur anvendes i over 100 lande, først og fremmest i Afrika, Latinamerika, Asien og Mellemøsten. Tortur anvendes ofte af militærdiktaturer, fx i Grækenland 1967-74 og under Pinochets diktatur i Chile, og forekommer på politistationer, i detentioner og fængsler samt i militære interneringslejre, især i forbindelse med afhøring. Tortur forekommer dog også hyppigt som led i krigs- og konfliktsituationer og som led i undertrykkelse af etniske minoriteter.

Torturmetoder

Torturbødler benytter et stort antal fysiske og psykiske torturmetoder, hvoraf mange går igen i flere verdensdele. Mest udbredt er ophængning i forvredne og belastende stillinger, gentagne slag, elektriske stød på følsomme dele af kroppen, kvælning, brænding med ild eller cigaretgløder og seksuel tortur. Nogle af de mest udbredte, specifikke torturmetoder er gentagne stokkeslag under fodsålerne (falanga, bastonade), ophængning i håndled med armene bag ryggen (palæstinensisk hængning) og gentagen nedsænkning af hovedet i urent vand indtil lige før drukning (undervandsbåden). Mange torturmetoder og torturinstrumenter har internationalt velkendte navne, herunder også samtidige slag på begge ører (telefonen) og indespærring i et lille bur liggende på alle fire (skildpadden).

Den psykiske tortur er ofte mindst lige så effektiv som den fysiske. Ofret ydmyges og latterliggøres, trues og henholdes i uvished om, hvorvidt torturen ender med døden. Ofret trues med, at hans eller hendes familie også tortureres, eller ofret overværer tortur, herunder fx voldtægt, af sine nærmeste. Falske henrettelser, fx tindingeskud med løst krudt, hvor ofret tror, at pistolen er skarpladt, er en særlig grusom form for psykisk tortur.

Torturinstrumenter

Blandt de mest kendte er tommelskruerne, en træstang, hvorpå ofret hænger overskrævs med bagbundne hænder (træhesten), og en metalboks med knive og syle på indersiden (jernjomfruen); når ofret anbringes i boksen, og dørene langsomt lukkes, borer knivene sig ind i ofrets krop.

Torturbødler

Anvendelsen af tortur skyldes sjældent, at den enkelte torturbøddel er en særlig sadistisk person. Der er snarere tale om enten direkte ordrer eller om, at den enkelte lovhåndhæver er underlagt psykisk pres fra kolleger og overordnede. Psykologiske forsøg har således vist, at de fleste almindelige mennesker under tilstrækkelig autoritært pres kan bringes til frivilligt at volde deres medmennesker fysisk smerte. Som led i psykologien mellem torturbødlen og ofret sker der ofte en fremmedgørelse, således at bødlen ikke opfatter ofret som et andet ligeværdigt menneske og ikke opfatter torturen og smerten, som den er.

Torturfølger

Konsekvenserne af tortur for det enkelte torturoffer (eller torturoverlever) er ofte dramatiske. Den fysiske tortur medfører ofte døden under selve torturen, men såfremt den pågældende undslipper, er der ofte blivende fysiske men. Disse kan være direkte følger af den specifikke tortur, fx skader på hud, led, muskler, tænder, kønsdele og indre organer, eller mere generelle symptomer, fx udbredt smerte, hovedpine, fordøjelsesgener og hjertesymptomer.

De psykiske følgevirkninger af tortur er ofte alvorlige og langvarige og består af hyppige, uundgåelige genoplevelser af torturscenerne (flashback), angst, depression, mareridt, søvnbesvær, træthed, opfarenhed og koncentrationsbesvær. Ofte fremkaldes genoplevelserne af genstande, der blev anvendt ved torturen, fx cigaretter, en flaske eller et EKG-apparats ledninger ved en lægeundersøgelse. Mange af de psykiske symptomer efter tortur ligner andre følgevirkninger af svære traumer, fx koncentrationslejr-syndromet, og er på en række punkter forenelige med posttraumatisk belastningsreaktion (se også offerpsykologi). Disse symptomer har endvidere en række afledede skadevirkninger på torturofrets mulighed for at fungere i sin familie, i arbejdssituationer og i samfundet generelt.

Behandling

Behandling og rehabilitering af torturofre udgør et specialiseret felt, der er opdyrket i Danmark i Rehabiliterings- og forskningscentret for Torturofre (RCT) af den danske læge Inge Genefke og siden udbredt til hele verden. Behandlingen tager udgangspunkt i en særlig hensyntagen til torturofrets situation og retter sig mod de fysiske skader, de psykiske skader og genoprettelse af funktionsevnen.

Det internationale arbejde mod tortur består dels i forebyggelse af tortur, dels i behandling af torturofre. Forebyggelse af tortur kan bl.a. ske ved at øge kendskabet til tortur og dens følger samt til menneskerettigheder generelt i den almindelige befolkning og i befolkningsgrupper under særlig risiko for at udøve tortur, fx politi, fængselspersonale og militær. Amnesty International og Det Danske Center for Menneskerettigheder yder blandt mange andre organisationer en betydelig indsats for at forebygge tortur. Også Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), der udsprang af RCT, udfører som paraplyorganisation for over 200 rehabiliteringscentre i hele verden en indsats i kampen mod tortur, bl.a. hvert år 26. juni, som er FNs officielle kampdag mod tortur og for torturofre.

Retshistorie

I den kirkelige og verdslige strafferetspleje har tortur været anvendt til at fremtvinge en tilståelse fra en formodet gerningsmand eller oplysninger fra et modvilligt vidne. Blandt torturmidlerne kan nævnes tommelskruer, spansk støvle, polsk buk (rulning hen over skarpe sten med sammenbundne hænder og fødder), strækning på en pinebænk og knibning med glødende tænger. For at modvirke overdreven brug af tortur blev der i Tyskland i 1532 fastsat nærmere regler for tortur. I oplysningstiden blev anvendelse af tortur kritiseret som uretfærdig og umenneskelig; blandt kritikerne var Montesquieu, Christian Thomasius og Cesare Beccaria. I løbet af 1700- og 1800-t. blev tortur afskaffet i de fleste europæiske lande dels af humane grunde, dels fordi straffeprocessen ændredes, således at vidne- og indiciebeviser tillagdes afgørende vægt, og dermed blev sigtedes tilståelse mindre afgørende. I 1900-t.s totalitære regimer i bl.a. Tyskland og Sovjetunionen fandt tortur fornyet anvendelse.

I dansk retspleje er tortur formentlig først indført i slutningen af middelalderen under påvirkning fra fremmed ret. Regler om tortur blev givet i Christian 2.s regeringstid. I Christian 3.s lovgivning, recesserne af 1547 og 1558, blev det bestemt, at tortur (pinligt forhør) ikke måtte anvendes, førend den tiltalte var dømt til døden, og denne begrænsning blev videreført i Christian 5.s Danske Lov. Princippet blev modificeret ved inkvisitionskommissionens oprettelse i 1686, idet det blev tilladt at anvende tortur i tyveri- og hælerisager. Som et resultat af oplysningstidens reformbestræbelser blev anvendelse af tortur ophævet i 1771 med den begrundelse, at "kongen heller vil, at i slige tilfælde en skyldig går fri, end at en uskyldig således skulle lide". Efter J.F. Struensees fald 1772 blev torturen genindført og først afskaffet i 1837.

Den danske straffelov blev 2008 forsynet med en egentlig bestemmelse om tortur (§ 157 a), hvilket menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International i årevis havde kæmpet for. Uanset Danmarks tiltræden af diverse internationale konventioner, som forbyder tortur, nøjes denne paragraf med at betegne det som skærpende omstændighed, hvis fysisk og psykisk legemskrænkelse foretaget af en person i offentlig tjeneste eller erhverv, er sket 1) for at skaffe oplysninger eller tilståelse fra nogen, 2) afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget eller 3) på grund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Se også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Modvig: tortur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=173246