• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

melankoli

Oprindelige forfattere BKatz og CHKo Seneste forfatter Redaktionen

melankoli, sænket stemningsleje. I psykiatrisk terminologi betegner melankoli en særlig dyb form for depression (se maniodepressiv psykose). I psykologien er melankoli betegnelsen for det ene af de fire temperamenter eller vedvarende fremherskende stemningslejer, der på helt normal vis kan gøre sig gældende hos et menneske. Melankolikeren er tilbøjelig til at være følsom, omsorgsfuld, samvittighedsfuld, tungsindig, sørgmodig, indadvendt, sky, påvirkelig, irritabel og lidet aktiv. Sædvanligvis optræder dog kun nogle af disse egenskaber og altid blandet med træk fra de tre andre temperamentstyper: flegmatikeren, sangvinikeren og kolerikeren. Den antagelse, at alle menneskers personlighed kan beskrives i form af temperamenter, går tilbage til det antikke Grækenland. Temperamentslæren har fortsat aktualitet i dele af den moderne psykologi, se konstitutionslære.

Ordet melankoli kommer af græsk melancholia, af melas 'sort' og chole 'galde'.

Melankoliens kulturhistorie

Betegnelsen melankoli optræder første gang i medicinske skrifter fra slutningen af 400-t. f.Kr., hvor den bruges om en psykisk sygdomstilstand betinget af en overflod af sortfarvet galde. I den græske væskelære (se humoralpatologi og Klaudios Galenos) er menneskets psykiske sundhed baseret på en balance mellem de fire legemsvæsker blod, sort galde (som lokaliseres i milten), gul galde og slim. Intens intellektuel virksomhed regnedes for en af årsagerne til for stor forekomst af sort galde og dermed til en melankolsk tilstand; følgelig er melankolien ofte opfattet som en trussel mod den vise eller, som i middelalderen, mod eneboernes og munkenes mentale sundhed. I det pseudo-aristoteliske skrift Problemata, nedskrevet i 400- eller 500-t. e.Kr., resumeres temperamentslæren, og det siges her, at alle, som har ydet noget særligt inden for filosofi, statskunst og digtning, har været melankolikere.

I den kristne middelalder var den galenske humoralpatologi med sin naturvidenskabelige forklaring på mental ubalance stort set enerådende inden for medicinen. Men melankoli blev også anset for en prøvelse sendt fra Gud eller, fx af Hildegard af Bingen, som et resultat af syndefaldet, der har efterladt mennesket i en nedtrykt og nedtrykket tilstand. I middelalderen og i den tidlige renæssance identificeredes melankoli undertiden med acedia (lat. 'åndelig ladhed'), en af de syv dødssynder, og tristitia (lat. 'tristhed, fortvivlelse'). Derved blev melankoli snarere et moralteologisk anliggende end et medicinsk.

Annonce

I senantikken og senere i arabisk astrologi blev melankoli forbundet med planeten Saturn, som blev anset for en særlig kold og mørk stjerne. "Saturns børn" blev i renæssancen og århundrederne efter en betegnelse for melankolikerne, i hvis horoskop Saturn var placeret i ascendenten. Forestillingerne om Saturn var imidlertid tvetydige. Dens lange omløbstid er tegn på besindighed og visdom, og Saturns børn er derfor mennesker kvalificeret til åndeligt arbejde, og omvendt indvirker åndeligt arbejde på et menneske og får det til at underkaste sig Saturns herredømme. En sådan opfattelse findes hos Firenze-platonikeren Marsilio Ficino, der i 1400-t. identificerede den "aristoteliske" melankoli fra Problemata med den poetiske rasen i Platons dialog Faidros. I og med Ficinos idé om kunstneren som født under Saturn er den opfattelse af geni formuleret, som senere kom til fuld udfoldelse i romantikkens genidyrkelse (se genialitet). Som melankoliker veksler kunstneren mellem en tilstand af inspiration og henrevethed og en tilstand af mismod og sort fortvivlelse.

Melankolien blev senere forbundet med den fin de siècle-stemning, der karakteriserede engelsk åndsliv i 1500-t.s slutning, og den engelske spleen er blot et andet ord for melankoli. I sin indholdsrige medicinske afhandling om melankoli, The Anatomy of Melancholy (1621), skelner Robert Burton mellem melankoliens forskellige former: kærlighedens melankoli, jalousi og religiøs melankoli, og der anbefales diverse kure imod dem. Men ellers er melankoli digternes og elskernes anliggende. I 1500-t. har Michelangelo i et digt skrevet, at "Melankolien er min glæde" som udtryk for den selvnydelse, som siden renæssancen ofte karakteriserer udtalelser om melankoli.

I 1900-t. blev melankolien kulturhistorisk belyst inden for den kunstvidenskabelige disciplin ikonologi, udførligst i Raymond Klibansky, Erwin Panofsky og Fritz Saxl: Saturn and Melancholy. Studies in the History of Natural Philosophy, Religion, and Art (1964).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Boje Katzenelson, Carl Henrik Koch: melankoli i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123806