Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

depression

Oprindelig forfatter RRos Seneste forfatter Redaktionen

depression, sænket grundstemning af længere varighed. En normal persons humør, stemningen, kan variere fra time til time, men set over længere tid (dage til måneder) er det relativt konstant. En kortvarig sænkning kaldes en forstemning (se dysfori), en længerevarende (typisk mere end to uger) en depression.

Hvis depressionen er udtalt med nedsættelse af evnen til at passe arbejde og andre forpligtelser, foreligger der en egentlig psykisk lidelse.

Ordet depression kommer af lat. depressio 'nedtrykthed', afledt af deprimere 'trykke ned'.

Depressive personer har mange symptomer. De føler sig trætte og energiløse, og daglige gøremål forekommer uoverkommelige. De er ulystprægede, har svært ved at koncentrere sig, og selvfølelsen er lav. De oplever sig som uduelige og mindreværdige. Søvnen er urolig og overfladisk, og appetitten er dårlig. Mange er samtidig anspændte, urolige og angste. Alt virker tomt og meningsløst, og der kan optræde selvmordstanker.

Annonce

Mht. sværhedsgrad udgør depressioner et spektrum fra lette, der kun vanskeligt kan skelnes fra normal tristhed, til sindssygelige former med vrangforestillinger; fx kan den deprimerede påtage sig skylden for krige og naturkatastrofer. Ved så alvorlige tilstande er der en meget stor selvmordsrisiko, men selv ved lettere former kan der være risiko for selvmordshandlinger. Ved sæsonbetinget depression optræder forstemtheden særligt i de mørke vintermåneder. Ved maniodepressiv psykose kan perioder med depression (tidl. betegnet endogen depression) veksle med faser præget af sygelig opstemthed (mani).

Depressionen har ofte et karakteristisk billede med hæmning (langsom tankegang og bevægelse), udtalt skyldfølelse, overfladisk søvn med opvågning en til to timer tidligere end vanligt samt bedring hen under aften. Varigheden af en depression kan være meget varierende fra få uger til flere år. Det kliniske billede ved depression er således broget, og behandlingskrævende depressioner overses derfor ikke sjældent. Hos ældre forveksles depression tit med demens.

Ca. 10 % af befolkningen vil i løbet af livet få en depression. Risikoen er noget større for kvinder end for mænd. Risikoen for at få maniodepressiv psykose med både maniske og depressive faser er kun ca. 1 %.

Blandt årsager til depression kan nævnes: psykologiske, fx pludselige personlige tab (skilsmisse, pårørendes sygdom eller død) og sociale som fx langvarig arbejdsløshed og ensomhed. Nogle personer er personlighedsmæssigt sårbare, hvilket disponerer til depression. Arvelige (genetiske) faktorer er væsentlige ved depression som led i maniodepressiv psykose. Sygdommen optræder da almindeligvis hos ca. 10 % af nære familiemedlemmer. Man har endnu ikke kunnet identificere specifikke gener. Depression kan også ses som følge til organiske hjerneskader, fx efter trafikuheld, forgiftninger og infektioner.

Symptomerne ved depression tyder på, at der er vidtgående forstyrrelser af hjernens funktioner. Appetitløshed, seksuelle forstyrrelser, søvnforstyrrelser, angst og nedsat grundstemning peger således på ændringer i de dybtliggende hjerneområder, dvs. mellemhjerne (diencephalon) og det limbiske system, mens forstyrrelse af tænkningen (kognitive forstyrrelser) peger på en ændret funktion af storhjernen, især den forreste del. Ved brug af moderne billeddannende metoder har man siden slutningen af 1990'erne påvist forskellige strukturelle og funktionelle ændringer flere steder i hjernen.

Ved MR-scanning (se MR-undersøgelse) er der fundet afgrænsede forandringer, såkaldte signalhyperintensiteter, rundt om i hjernen. De skyldes formentligt små karlæsioner, måske fremkaldt af let åreforkalkning. De optræder hyppigere med alderen og viser sig ved et nedsat kognitivt funktionsniveau, fx nedsat hukommelse og indlæring. Ved PET-scanning er der tilsvarende fundet nedsat blodgennemstrømning og stofskifte i den forreste del af hjernen, men øget blodgennemstrømning i hippocampus, der er et dybtliggende hjerneområde. Den nedsatte blodgennemstrømning er formentlig ansvarlig for den langsomme tankegang (hæmning) ved sygdommen og de udtalte kognitive vanskeligheder. Forandringerne i hippocampus kan have mange konsekvenser. Hippocampus udøver en central rolle under organismens reaktion på stress, og hos mange depressive finder man forstyrrelser i regulationen af stresshormoner. Hos personer med tilbagevendende depression har man påvist skrumpning af hippocampus. En række nye forskningsresultater peger således på, at depressionssygdommen afspejler uhensigtsmæssige stressreaktioner, især hos særligt disponerede, og at visse behandlingsformer indvirker gunstigt herpå.

Behandling

Behandlingen afhænger af depressionens sværhedsgrad. Ved lette til moderate former anvendes primært psykoterapi.

Ved kognitiv psykoterapi fokuseres på den depressives urealistiske tanker, specielt tendensen til at se fortid, nutid og fremtid i et pessimistisk lys. Ved interpersonal psykoterapi lægges større vægt på at bedre den depressives kommunikation og samvær med andre. Behandlingen varer normalt 12-16 uger, men længere ved tilbagevendende depression. Langvarig indsigtsgivende psykoterapi baseret på psykoanalytisk teori anvendes kun sjældent.

Ved moderate eller svære depressioner benyttes antidepressive lægemidler (se psykofarmaka) eller elektrochokbehandling. Ved disse behandlinger normaliseres signaloverførslen mellem cellerne. Dette sker gennem påvirkning af specifikke processer i synapsen. Ved behandling med de tidligst brugte antidepressive lægemidler (fx imipramin) påvirkes flere signalstoffers genoptagelse i cellen, mens nyere specifikt virkende lægemidler primært hæmmer genoptagelsen i cellen af serotonin. Disse stoffer benævnes derfor SSRI (eng. Serotonin Specific Reuptake Inhibitors), fx citalopram og paroxetin. Monoaminoxidasehæmmere (MAO-hæmmere, fx moclobemid) indvirker på et specifikt enzym i nervecellen, således at signalstofferne nedbrydes langsommere. Virkningen af antidepressive lægemidler indtræder først efter to til fire ugers behandling. De nyere lægemidler har færre bivirkninger end de tidligere brugte, men måske også mindre sikker virkning ved de sværeste depressioner.

Ved livstruende depression benyttes elektrochokbehandling, der virker hurtigere. Ved tilbagevendende depression benyttes forebyggende behandling, oftest en kombination af psykofarmaka og støttende psykoterapi. Carbamazepin, der også anvendes ved behandling af epilepsi, og lithium kan anvendes som forebyggende behandling af depression og mani. Hvis der ikke forekommer maniske faser, kan antidepressive lægemidler benyttes forebyggende. Nogle må livet igennem tage medicin for at forebygge tilbagefald. Såfremt depressionen er sæsonbetinget, kan to timers daglig behandling med ultraviolet lys (2500 lux) have god effekt.

Fremskridtene i behandling af depression er et af de væsentligste fremskridt i moderne psykiatri. Til trods herfor kan depression antage et forløb med betydelig nedsættelse af erhvervsevnen og dermed føre til førtidspension. Tidlig diagnostik og behandling vil forhåbentlig kunne ændre dette.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Raben Rosenberg: depression i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=63364