Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

autisme

Oprindelig forfatter SylvJ Seneste forfatter Redaktionen

autisme, betegnelse, der historisk set har været anvendt om dels et symptom ved skizofreni, dels som en selvstændig diagnose.

Autisme som symptom

Betegnelsen autisme blev oprindeligt brugt af den schweiziske psykiater Eugen Bleuler om et af de symptomer, der karakteriserede den psykiske forstyrrelse, han i 1908 beskrev under navnet skizofreni. I 1910 beskrev Bleuler mere omfattende symptomet autisme som en måde, hvorpå personer med skizofreni trækker deres opmærksomhed mod omverdenen tilbage og i stedet optages af egne indre forestillinger; de føler ubehag og angst ved at skulle forholde sig til omverdenen. Bleulers opfattelse beroede i høj grad på egne observationer i samværet med patienter, som han fik et indgående kendskab til under deres ophold på det psykiatriske hospital Burghölzli i Zürich.

Ordet autisme er en nyere dannelse af græsk auto- og -isme.

Senere tiders opfattelse af, hvilke symptomer der skal samles under diagnosebegrebet skizofreni, gik i retning af mere markante psykotiske symptomer, især den tyske psykiater Kurt Schneiders (1887-1967) såkaldte førsterangssymptomer, med karakteristiske hørelseshallucinationer og vrangforestillinger, herunder personens oplevelse af, at andre tager tanker ud af hans bevidsthed eller placerer tanker i ham. Schneiders kriterier blev udgangspunktet for de internationale og amerikanske diagnosekriterier, og symptomet autisme gled ud af kriterierne for skizofreni, som det fx ses i det amerikanske psykiatriske diagnosesystem DSM-5 fra 2013.

Annonce

Autisme som diagnose

I 1943 blev betegnelsen autisme brugt i en anden sammenhæng end skizofreni, da den amerikanske børnepsykiater Leo Kanner (1894-1981) anvendte det i den psykiske udviklingsforstyrrelse, han beskrev med navnet ”autistic disturbances in affective contact”, nu kaldt autismespektrumforstyrrelse (ASF). I 1944 blev en anden beskrivelse af ASF publiceret af den østrigske børnepsykiater Hans Asperger (1906-80), og han brugte også betegnelsen autisme i benævnelsen, "die Autistichen Psychopathen im Kindesalter". Både Kanner og Asperger, som næppe kendte hinanden, var inspirerede af Bleulers autismebegreb. De brugte dog ikke betegnelsen autisme som et symptom, men i et navn for en ny diagnose, som de ikke opfattede var beslægtet med diagnosen skizofreni.

Betegnelsen autisme er således gået fra at have været brugt om et symptom ved skizofreni til at betegne en psykisk udviklingsforstyrrelse. I daglig tale har autisme været anvendt synonymt med autismespektrumforstyrrelse.

Se også udviklingsforstyrrelser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Sylvester Jørgensen: autisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42234