Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

patoanatomi

Oprindelig forfatter SteO Seneste forfatter Redaktionen

patoanatomi, patologi, læren om organernes og vævenes strukturforandringer under sygdom. Patoanatomi omfatter dels undersøgelse af væv fra patienter (klinisk patologi), dels studium af sygdomsprocesser hos forsøgsdyr og i cellekulturer (eksperimentel patologi). Geografisk patologi beskriver forskelle i sygdommenes fremtræden i forskellige lande og områder, og ved at sætte disse i sammenhæng med ydre livsbetingelser ydes bidrag til forståelse af sygdomsårsager. Palæopatologi er studiet af sygdomstegn i arkæologiske fund. Patoanatomiske undersøgelser indgår også i retsmedicin.

Historie

Sporadiske obduktioner har været foretaget i mere end 2000 år, om end der pga. religiøse eller begravelseskulturelle forestillinger var betydelig modstand mod dissektion af lig. I renæssancen blev åbning af lig af og til foretaget, især på henrettede forbrydere, og spredte patoanatomiske fund blev beskrevet, men det primære formål var at få kendskab til legemets normale anatomi, ikke at undersøge sygelige organforandringer. Først i slutningen af 1600-t. begyndte en rationel obduktionsvirksomhed at tage fart. Et af de største navne i denne udvikling var Giovanni Battista Morgagni, hvis virke indvarslede overgangen til videnskabelige metoder i lægevidenskab. Med udviklingen af mikroskopet i midten af 1800-t. og især efter Rudolf Virchows påvisning af, at sygdom skyldes abnorme ændringer i cellernes opbygning eller funktion (cellularpatologi), blev vævsundersøgelser (histologiske undersøgelser) inddraget, et helt afgørende skridt i udviklingen af den moderne patoanatomi (se nosografi).

Ordet patoanatomi er en sammentrækning af patologisk anatomi.

Den videnskabelige udvikling af faget har siden 1700-t. givet vigtige bidrag til forståelse af sygdomsårsager (ætiologi) og de mekanismer, der virker under sygdomsforløbet (patogenese). Hermed har patoanatomi været en grundstamme i udviklingen af andre lægevidenskabelige fag ved fx at påvise infektions- eller kræftfremkaldende faktorer og baggrunden for arbejdsbetingede og genetiske sygdomme.

Annonce

Patoanatomi i sundhedsvæsenet

Patoanatomi i sundhedsvæsenet udøves af speciallæger i faget på patologiske afdelinger på sygehusene og i mindre grad i speciallægepraksis. På alle større sygehuse er der patologiske afdelinger eller institutter, hvor der udføres klinisk patologi. I sidste halvdel af 1900-t. skete en faglig underopdeling af patoanatomi. Nogle opgaver varetages således af patologer med en ekspertfunktion som eneste opgave, fx nervesystemets patoanatomi (neuropatologi) og øjenpatologi. Hvor en sådan total udskillelse ikke er sket, er der en tendens til, at patoanatomer på en afdeling arbejder med særlige interesseområder opdelt efter organer eller efter andre kriterier, fx fosterpatologi og børnepatologi. Faget samarbejder med andre specialer og ekspertfunktioner, fx klinisk mikrobiologi ved påvisning af mikroorganismer i væv og legemsvæsker, klinisk biokemi ved påvisning af kemiske forandringer i væv samt cytogenetik ved påvisning af kromosomabnormiteter.

Metoder

Sygelige strukturforandringer undersøges dels ved obduktion (makroskopisk) på sektionsstuer eller ved brug af forskellig mikroskopisk teknik. Patologers væsentligste opgave var tidligere at foretage obduktioner. Disse er stadig af betydning, men udgør en mindre del af arbejdet på patologiske afdelinger, hvor udviklingen og betydningen af vævsundersøgelse og celleundersøgelse (celleprøve) har gjort disse undersøgelser til det patoanatomiske kerneområde. Ved vævsundersøgelse foretages mikroskopi af organer udtaget ved obduktion eller operation og af små vævsdele fjernet med henblik på diagnose (biopsi). Mikroskopien forudgås af en makroskopisk undersøgelse af de fjernede dele; af og til kan det være en fordel at supplere med røntgenundersøgelse, evt. efter indsprøjtning af kontrastmiddel i blodkar.

De fleste mikroskopiske undersøgelser foregår alene ved hjælp af lysmikroskop. Vævet indstøbes i paraffin for at gøre det fast og skæres i ganske tynde snit med en tykkelse på 2-5 μm, hvorefter det farves med metoder, der tillader at skelne de forskellige vævsbestanddele fra hinanden (se vævsfarvemetoder). Der kan også til særlige formål, fx påvisning af fedtstoffer og ved hasteopgaver i løbet af en operation, anvendes skæring af væv, som er gjort stift ved frysning (se frysesnit). På en typisk dansk patologisk afdeling udføres ca. 15.000-20.000 vævsundersøgelser årlig. En stor del af disse vedrører påvisningen af kræft med typeinddeling og gradsbestemmelse, som har betydning for valg af behandling.

Tekniske fremskridt har øget mulighederne for en præcis patologisk diagnostik. Mens lysmikroskopi udføres ved forstørrelser på 10-1000 gange, kan elektronmikroskopi præstere langt større forstørrelser (100.000 gange eller mere), hvilket tillader undersøgelse af cellernes mindste bestanddele. Kombineres de mikroskopiske undersøgelser med histokemi, kan vævenes kemiske opbygning belyses, og med immunhistokemi kan specifikke protein- og kulhydratmolekyler påvises. Det er således muligt at identificere aflejringer af antigener og antistoffer, hvilket tillader påvisning af infektiøse sygdomsårsager og virkning af immunologiske mekanismer. Fundet af proteiner, som er karakteristiske for bestemte celletyper (tumormarkører), giver mulighed for nøjagtig bestemmelse af kræftsvulsters cellulære oprindelse.

Kvantitative vævsafvigelser ved sygdom, fx ændring af celletal eller af bestemte strukturers størrelse, har hidtil overvejende været subjektivt bedømt. Studiet af det matematiske grundlag for sådanne målinger i mikroskopet muliggjorde dog i 1990'erne objektive størrelses- og mængdeundersøgelser (morfometri). Den molekylære patologi har givet patologer mulighed for at erkende ændringer i generne som årsag til sygdom.

Foruden vævsundersøgelser, der benytter sammenhængende vævssnit til undersøgelse, kan udstrøgne præparater af enkeltceller anvendes til diagnose (celleundersøgelse, celleprøve). Herunder mikroskoperes celler, der er afstødt fra slimhinder eller forekommer i væskeansamlinger i kroppen. Foruden celler kan disse materialer indeholde andre komponenter, fx mikroorganismer, hvis tilstedeværelse kan lede frem til en diagnose. Celleundersøgelser anvendes ikke alene til at stille diagnoser hos patienter, men har fået stor betydning for folkeundersøgelser af tilsyneladende sunde mennesker, især til tidlig afsløring af livmoderhalskræft (screening). Sådanne prøver undersøges primært af særligt uddannede cytolaboranter under lægelig vejledning. På en typisk dansk patologisk afdeling foretages 50.000-100.000 celleundersøgelser årlig. Materiale til cytologisk undersøgelse kan også udtages ved finnålsbiopsi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steen Olsen: patoanatomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139510