Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gangræn

Oprindelig forfatter KjSA Seneste forfatter Redaktionen

gangræn, lokal vævsdød (nekrose) pga. langvarig afbrydelse af blodtilførslen med nedsat iltforsyning (anoksi) som regel fremkaldt af blodkarsygdom eller en blodprop i en pulsåre, oftest i benene. Blodprop i tarmens blodkar eller afklemning af disse ved tarmslyng kan medføre gangræn af tarmen.

Ordet gangræn kommer af græsk gangraina 'koldbrand'.

Ved tørt gangræn bliver vævet mørkt misfarvet og læderagtigt indtørret (mumificeret); hvis det døde væv bliver sæde for betændelse, kommer der ildelugtende materiedannelse (fugtigt gangræn).

Gangrænet begynder oftest ved tæerne og kan strække sig op ad benet. Behandlingen foregår ved amputation, som er særlig vigtig ved fugtigt gangræn, der kan være livstruende pga. udviklingen af giftstoffer (toksiner).

Annonce

Gangræn forekommer især ved åreforkalkning, diabetes mellitus og Buergers sygdom. Se også gasgangræn og nekrose.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kjeld Skou Andersen: gangræn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82125