• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tænder

Seneste forfatter Redaktionen

Tænder. Tv. mælketandsættet hos et ca. femårigt barn (øverst) og det blivende tandsæt hos en voksen (nederst). De omtrentlige frembrudstidspunkter er angivet på den enkelte tand – i levemåneder på mælketænderne, i leveår på de blivende tænder. Undermundstænderne bryder i reglen frem før de tilsvarende overmunds-tænder, og tandfrembruddet er generelt lidt tidligere hos piger end hos drenge. I barnets kæbeknogler ses et antal blivende tænder under udvikling. Kroner-ne dannes først og skydes frem af røddernes længdevækst. Mælketændernes rødder opløses i takt med de blivende tænders fremvækst, således at der ved tandfældningen kun er kronen tilbage. Den forreste bagkindtand, der normalt er den første af de blivende tænder, der bryder frem, kaldes ofte seksårstanden; den bageste kaldes visdomstanden (dens serotinus). I øvrigt har tænderne flg. latinske betegnelser: fortænder dens incisivus I og II; hjørnetand dens caninus; forkindtænder dens premolaris I og II; og bagkindtænder dens molaris I, II og III.

Tænder. Tv. mælketandsættet hos et ca. femårigt barn (øverst) og det blivende tandsæt hos en voksen (nederst). De omtrentlige frembrudstidspunkter er angivet på den enkelte tand – i levemåneder på mælketænderne, i leveår på de blivende tænder. Undermundstænderne bryder i reglen frem før de tilsvarende overmunds-tænder, og tandfrembruddet er generelt lidt tidligere hos piger end hos drenge. I barnets kæbeknogler ses et antal blivende tænder under udvikling. Kroner-ne dannes først og skydes frem af røddernes længdevækst. Mælketændernes rødder opløses i takt med de blivende tænders fremvækst, således at der ved tandfældningen kun er kronen tilbage. Den forreste bagkindtand, der normalt er den første af de blivende tænder, der bryder frem, kaldes ofte seksårstanden; den bageste kaldes visdomstanden (dens serotinus). I øvrigt har tænderne flg. latinske betegnelser: fortænder dens incisivus I og II; hjørnetand dens caninus; forkindtænder dens premolaris I og II; og bagkindtænder dens molaris I, II og III.

tænder, strukturer i mundhulen hos de fleste hvirveldyr (undtagen bardehvaler, fugle, skildpadder, nogle padder og visse fisk), dannet af det knoglevævslignende materiale tandben (dentin); de er af afgørende betydning for fødeindtagelse, fx byttefangst, og manipulation af fødeemner. Den store variation i udformningen af de enkelte tænder og hele tandsæt afspejler den yderst forskelligartede levevis blandt hvirveldyr. Visse dyr har store tandpar beregnet på fødesøgning eller kamp (fx stødtænder hos hvalros og elefanter, kilden til elfenben, og hugtænder hos hjorte og vildsvin); narhvalhannen har en særlig, uparret stødtand, hvis funktion er ukendt.

Ordet tand kommer ligesom lat. dentes og gr. odontes af indoeur. *hdóntes, af verb. *hed- 'æde, bide', egl. 'de bidende'.

Menneskets tænder

Mennesket udvikler ligesom næsten alle andre pattedyr to tandsæt; det første, mælketænderne (dentes decidui), omfatter 20 tænder; det andet, det blivende tandsæt (dentes permanentes), omfatter 32 tænder. Begge tandsæt har i hver kæbehalvdel (to øvre og to nedre) to mejselformede fortænder, incisiver, og en mere kegleformet hjørnetand, canine, alle med én rod, hvoraf hjørnetandens er længst. Mælketandsættet har kun to kindtænder med tre til fem tyggeknuder og to eller tre rødder, som afløses af to forkindtænder, præmolarer, med to tyggeknuder og en eller to rødder. De tre bagkindtænder, molarer, i det blivende tandsæt har tre til fem tyggeknuder og to eller tre rødder og er ikke repræsenteret i mælketandsættet. Den bageste kindtand, visdomstanden, er den tand, der bryder senest frem, hos nogle først sent i 20-års-alderen. Menneskets kæbe er under evolutionen blevet forkortet (bl.a. for at øge bidstyrken, se menneske); ofte er der kun ringe plads til visdomstanden, som i så fald fjernes, og hos ca. 2% findes der slet ingen anlæg til visdomstænder.

Tandens opbygning

Bortset fra forskelle i tyggefladernes form og i antallet af rødder har alle menneskets tænder principielt samme opbygning. Den emaljebeklædte del af tanden, kronen (corona dentis), bæres af roden (radix dentis). I tandens indre findes et hulrum, pulpahulen (cavum dentis), med blodkar, nerver og bindevæv, pulpa, som træder ind i tanden gennem en eller flere rodkanaler.

Annonce

Tænder. To øvre og en nedre bagkindtand fra hhv. 1 et primitivt pattedyr (en insektæder) og 2 en primitiv therie (også insektæder). Farverne angiver sammenhørende slidflader mellem øvre og nedre tænder under sammenbidningen. Hos primitive pattedyr var tandoverfladen ikke tilpasset et præcist bid, som i stedet dannedes efter længere tids slid. Derimod er theriernes tænder udformet til præcis sammenbidning, og de ekstra slidflader tilføjer evnen til også at knuse og male føden.

Tænder. To øvre og en nedre bagkindtand fra hhv. 1 et primitivt pattedyr (en insektæder) og 2 en primitiv therie (også insektæder). Farverne angiver sammenhørende slidflader mellem øvre og nedre tænder under sammenbidningen. Hos primitive pattedyr var tandoverfladen ikke tilpasset et præcist bid, som i stedet dannedes efter længere tids slid. Derimod er theriernes tænder udformet til præcis sammenbidning, og de ekstra slidflader tilføjer evnen til også at knuse og male føden.

Roden og det indre af kronen er opbygget af tandben, dentin, hvis kemiske sammensætning ligner knoglevæv, men er noget hårdere. Tandbenet gennemtrænges af talrige snævre kanaler, som hver indeholder en tynd udløber af de celler, odontoblaster, der har dannet dentinet. Odontoblasterne forbliver levende i hele tandens levetid og kan genoptage dentindannelsen, sekundær dentin, hvis tykkelsen af dentinlaget mindskes pga. slid eller caries. Tandben er meget smertefølsomt, og det antages, at smertesignalerne begynder ved påvirkning af odontoblastudløberne i dentinkanalerne og derfra overføres til nervetråde i pulpahulen.

Tandrødderne er beklædt med et tyndt lag af en speciel type knoglevæv, tandcement, som er fast sammenvokset med tandbenet, men blødere. Når tandkødet med alderen trækker sig tilbage fra tandhalsene, slides cementen væk og blotter den underliggende, smertefølsomme dentin, hvilket medfører ømme, temperaturfølsomme tandhalse.

Tandemalje, legemets hårdeste materiale, er dannet af tandanlæggets ameloblaster, som går til grunde, når tanden er færdigdannet. Mineralindholdet, hydroxyapatit, er meget højt (ca. 98%), og hårdheden såvel som syrebestandigheden øges væsentligt, hvis hydroxylgrupper i hydroxyapatitten erstattes med fluorid. Dette er begrundelsen for tilsætning af fluor til tandpasta og drikkevand (se fluorbehandling).

Tændernes fæste i kæbeknoglerne

Tandrødderne er fæstnet i fordybninger, alveoler, i kæbeknoglen. Spalten mellem tandrod og knogler er ganske smal, 0,1-0,2 mm, udfyldt af rodhinden, det periodontale ligament, som består af korte, kollagene tråde (bindevævstråde), der i den ene ende er forankrede i alveoleknoglen, i den anden i tandrøddernes cementlag. Mellem fibrene findes blodkar og nerver, der er grundlag for tændernes veludviklede proprioceptive sans; partikler blot μm-store føles tydeligt mellem tænderne.

Tandkødet, gingiva, omgiver tandkronen som en manchet, adskilt fra tanden af tandkødslommen, gingivalpochen. Mundhuleepithelet strækker sig ned i lommen og er på den unge tand tilhæftet emaljeranden. Med årene, og navnlig ved dårlig mundhygiejne og tandkødsbetændelse, uddybes tandkødslommerne, og rodhinden nedbrydes langsomt, se parodontose. Kollagenet i rodhinden har en usædvanlig høj omsætningshastighed i forhold til kollagen andre steder i legemet. Dette er årsagen til tidlig tandudfald ved alvorlig C-vitaminmangel (skørbug), som medfører en defekt i nydannelsen af kollagen.

Tandvævenes dannelse og udvikling

Menneskets tænder anlægges i syvende uge af fosterlivet, da der fra mundhuleepithelet vokser tappe af epithelceller, tandknopper, ned i det udifferentierede bindevæv, mesenchym (se fosterudvikling), i kæbeanlæggene: 20 i alt, én for hver mælketand. Knopperne udvikler sig i løbet af de følgende uger til klokkeformede strukturer, emaljeorganer, omkring en kerne af mesenchym, en tandpapil. Mesenchymcellerne nærmest emaljeorganet differentierer til odontoblaster, der danner dentin, mens de inderste celler i emaljeorganet differentierer til emaljedannende celler, ameloblaster.

Odontoblasterne danner et lag af tætstående, cylindriske celler på emaljeorganets inderside, hvor de syntetiserer og udskiller et organisk materiale, prædentin, hvori der derefter udfældes hydroxyapatit. Odontoblasterne udskiller kun prædentin ind mod emaljeorganet. I takt med dentindannelsen trækker odontoblasterne sig tilbage, efterladende en tynd udløber indlejret i en snæver kanal i den søjle af dentin, som den enkelte odontoblast opbygger.

Emaljedannelsen har ligheder med dentindannelsen, men adskiller sig fra denne, ved at næsten alt det organiske materiale, som ameloblasterne først udskiller, genoptages af disse i takt med mineraliseringen. Den færdigdannede emalje indeholder kun ca. 2% organisk materiale og er helt kompakt, idet ameloblasterne ikke efterlader udløbere i de emaljeprismer, de opbygger.

Tandpapillen, der fører kar og nerver frem til odontoblastlaget, indsnævres til pulpahulen i den færdigudviklede tand. Så længe tanden er under vækst, er indgangen til pulpahulen bred, rodåben. Hos dyr med tænder, der vokser livet igennem, fx gnavere, forbliver rodkanalerne åbne livet igennem.

Hos dyr med foldede tænder sker der en foldning af emaljeorganet enten på tværs (fx elefantens kindtænder) eller på langs af tanden (fx hestens kindtænder). Hos disse dyr strækker tandcementdannelsen sig op over kronen, således at mellemrummene mellem emaljefolderne udfyldes skiftevis af dentin og cement, som imidlertid hurtigt slides, således at emaljen står frem som hårde kamme på tyggefladerne.

De blivende tænder anlægges fra sidegrene på de epithelnedvækster, hvorfra mælketænderne anlægges. Bagkindtænderne dannes fra sidegrene på en bagudrettet, selvstændig nedvækst. Alle de blivende tænder anlægges i fosterlivet.

Læs også om tændernes evolution.

/pre, function 'uri.build' failed with response:
Object reference not set to an instance of an object