Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lunge

Oprindelig forfatter Röpke Seneste forfatter Redaktionen

Lunge. Hver lunge er omsluttet af en lungehinde bestående af to adskilte bindevævsblade. Mellem bladene findes en væske, der nedsætter friktionen under fyldning og tømning af lungen, dvs. under ånding. Fortil dækker lungehinden delvis hjertesækken. Det ca. 15 cm lange luftrør deler sig i to hovedbronkier, én til hver lunge, som igen deler sig i mindre grene. Udvekslingen af kuldioxid og ilt sker i alveolerne, der dækkes af et rigt forgrenet hårkarnet. Hos et udvokset menneske rummer lungerne i alt ca. 300 mio. alveoler.

Lunge. Hver lunge er omsluttet af en lungehinde bestående af to adskilte bindevævsblade. Mellem bladene findes en væske, der nedsætter friktionen under fyldning og tømning af lungen, dvs. under ånding. Fortil dækker lungehinden delvis hjertesækken. Det ca. 15 cm lange luftrør deler sig i to hovedbronkier, én til hver lunge, som igen deler sig i mindre grene. Udvekslingen af kuldioxid og ilt sker i alveolerne, der dækkes af et rigt forgrenet hårkarnet. Hos et udvokset menneske rummer lungerne i alt ca. 300 mio. alveoler.

lunge, lat. pulmo, åndedrætsorgan hos luftåndende hvirveldyr, bl.a. alle krybdyr, pattedyr samt fugle, der til lungerne har knyttet særlige luftsække. Lungefisk har primitive sæklignende lunger (i modsætning til ben- og bruskfisk, der ånder ved gæller), og de fleste padder har funktionsduelige lunger, men ånder også vha. hudånding. Hovedparten af de lungeåndende dyr har to lunger, en i hver side af kropshulen, men hos slanger er den venstre reduceret eller mangler helt; hos havslanger og andre vandlevende arter tjener den tilbageværende lunge tillige som opdriftsregulator. Åndingsorganerne hos visse hvirvelløse dyr benævnes undertiden også lunger, men er af en ganske anden karakter, se fx lungesnegle og omtalen af edderkoppers boglunger; insekter ånder vha. et forgrenet rørsystem, trakéerne.

Lungernes funktion er at muliggøre optagelse af ilt fra luften til blodet, som bringer ilten ud til kropscellerne. Desuden transporterer blodet den fra cellerne modtagne kuldioxid til lungerne, hvor den afgives til luften. Dette muliggøres af, at blod og luft i lungernes respiratoriske afsnit, alveolerne, kun er adskilt af en ganske tynd hinde, og ved at luften i alveolerne til stadighed fornyes ved åndedrætsbevægelserne. Se også blod, ilt og respiration. Gennem lungerne kan optages og udskilles vand, alkohol, visse medikamenter og fx bedøvelsesmidler som æter og lattergas; et menneske udskiller via lungerne ca. 0,25 l vand daglig. De tjener desuden som oplagringssted for glykogen og fedt.

Menneskelungen

Luften ledes til lungerne via rørformede strukturer, hos mennesket næsehule og/eller mundhule, svælg, strubehoved, luftrør og hovedbronkier, se luftveje.

Annonce

Respirationsorganernes placering hos mennesket.

Respirationsorganernes placering hos mennesket.

Lungerne, der udvikles som divertikler fra fosterets fortarm, er kegleformede organer beliggende i brysthulen med en affladet side ind mod brystskillevæggen, som adskiller højre og venstre lunge. Fra luftrøret i skillevæggen afgår en hovedbronkie til hver lunge. Hovedbronkien træder sammen med blodkar og nerver ind i lungerne gennem lungeroden, hilum. De to lunger er næsten lige store og rummer hos flertallet maksimalt omkring 3 l luft hver. De er opbygget af elastisk bindevæv, som omgiver de luftholdige dele: bronkier, bronkioler og alveoler. Højre lunge er delt i tre adskilte lapper, venstre i to. Hver lap er yderligere opdelt i 2-5 segmenter, som nok sidder tæt sammen, men som dog kan adskilles, fx i forbindelse med kirurgiske indgreb. Svarende til opdelingen i lapper og segmenter fordeler bronkierne sig i stadig finere grene og kviste (som et løvtræ), idet alveolerne sidder som blade på de tyndeste kviste, bronkiolerne.

De blæreformede alveoler har en diameter på omkring 0,2 mm, og et sæt lunger har ca. 300 mio. Alveolerne er beklædt med et enkelt lag overfladeceller, epithelceller, hvoraf de fleste er meget flade og ligger tæt op ad de hårtynde blodkar (kapillærer), således at iltens vej til blodet er ganske kort, under 1/1000 mm. Visse af alveolernes epithelceller udskiller et fosfolipidholdigt sekret, surfaktant, som nedsætter overfladespændingen mellem luften og alveolevæggen, hvilket hindrer, at alveolerne falder sammen. For tidligt fødte børn kan mangle surfaktant, hvilket fører til åndedrætsproblemer.

Blodforsyning

Det afiltede (venøse) blod bringes til lungerne af lungepulsåren, arteria pulmonalis, fra højre hjertekammer. Pulsåren forgrener sig sammen med bronkiegrenene i lungen og ender som et tæt kapillærnet omkring alveolerne. Kapillærerne samles til vener, venae pulmonales, som løber mellem lungesegmenterne og samles i brystskillevæggen til to vener, som leder det iltede blod til hjertets venstre forkammer. Lungernes bindevæv og muskulatur forsynes af et selvstændigt karsystem, se også blodkredsløb.

Nerveforsyning

Luftskiftet i lungerne reguleres af det autonome nervesystem, overvejende ved påvirkning af muskulaturen i bronkiolerne: Aktivitet i det parasympatiske system får bronkiolerne til at trække sig sammen, hvorved lufttilgangen mindskes, mens det sympatiske system afslapper muskulaturen og letter luftadgangen. Ved sygdommen astma er det muskelsammentrækning i bronkierne og muskelspasmer, der giver vejrtrækningsbesvær samt pibende og hylende vejrtrækningslyde. Dette kan bl.a. behandles med beta2-receptor-stimulerende stoffer, der afslapper muskulaturen og udvider bronkierne

Ånding

Lungevævets elasticitet muliggør udvidelse af lungerne ved indånding og tilbagevenden til hviletilstand ved udånding. Ved udvidelsen af brystkassen ved indånding (ved sænkning af mellemgulvet og løft af ribbenene) tvinges lungerne til at følge med, idet de via lungehinden klæber til brystkassen. Lungehinden, pleura, består af to tynde bindevævsblade, hvoraf et beklæder lungerne og et indersiden af brystkassen og mellemgulvet. Mellem de to blade findes et spalterum, lungehulen, cavum pleurae, indeholdende lidt væske. Væsken tillader, at lungerne forskydes lidt i forhold til brystkassen, men virker samtidig som en lim, der får lungerne til at følge brystkassens bevægelse. Hvis væskemængden øges, eller hvis der slipper luft ind i lungehulen (som det kan ske ved visse sygdomme eller i forbindelse med ulykker og drabsforsøg), falder den elastiske lunge sammen, og åndingsfunktionen ophører helt eller delvis, hvilket i sagens natur kan være livstruende.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Röpke: lunge i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118982