Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rygsøjlebrud

Oprindelig forfatter FGje Seneste forfatter Redaktionen

rygsøjlebrud, fractura columnae vertebralis, knoglebrud af rygsøjlen. Disse brud opstår årlig hos ca. 500 pr. 1 mio. danskere og er hos nogle få kompliceret med rygmarvslæsion. De forårsages dels af færdsels-, arbejds- og sportsskader eller af hovedspring på for lavt vand; dels kan de opstå uden særlig belastning ved knogleskørhed i rygsøjlen.

Brud af de øverste halshvirvler medfører nakkesmerter; de er ofte ustabile og opereres akut. Brud i den øvrige del af halsrygsøjlen kan medføre lammelser i både arme og ben, mens brud i bryst- og lænderygsøjlen ofte medfører rygsmerter og i nogle tilfælde lammelser og føleforstyrrelser i begge ben (tværsnitssyndrom).

Diagnosen bekræftes ved røntgenundersøgelse af rygsøjlen, ofte suppleret med CT-scanning eller MR-undersøgelse.

Annonce

Under transport til sygehus bør alle patienter med mistanke om brud i hals- eller øverste del af brystrygsøjlen lejres fladt med hovedet i kroppens længdeakse og støttet med sandposer på begge sider af hovedet.

Den endelige behandling består af påpladssætning af bruddet, oftest ved akut operativ stabiliserende behandling. Et ukompliceret brud heler i løbet af 8-12 uger. Ved komplicerede brud afhænger symptomer og prognose af læsionens niveau og udbredelse. Se også piskesmældslæsion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Gjerris: rygsøjlebrud i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153704