Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rygsøjlebetændelse

Oprindelig forfatter FGje Seneste forfatter Redaktionen

rygsøjlebetændelse, spondylitis, knoglemarvsbetændelse i rygsøjlen, oftest i bryst- eller lænderygsøjlen. Sygdommen er sjælden og opstår som regel via blodbanen fra en infektion et andet sted i kroppen, fx i urin- eller galdeveje, med stafylokokker eller tuberkulose (se tuberkulose (knogletuberkulose)).

Symptomerne er feber og udtalte rygsmerter, der forværres ved bevægelser. Ca. 10% af patienterne får i løbet af sygdommens udvikling påvirkning af rygmarvens funktion med lammelse og føleforstyrrelser af benene (tværsnitssyndrom). Diagnosen stilles ved scintigrafi eller MR-undersøgelse, hvorved også påvirkning af rygmarven og bylder omkring rygsøjlen kan påvises. Sygdommen behandles med relevante antibiotika. Undertiden kan operative indgreb være nødvendige; ved dannelse af bylder, sammenfald af rygsøjlen (se pukkelryg) og tværsnitssyndrom, fx i form af stabilisering af rygsøjlen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Gjerris: rygsøjlebetændelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153703