Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hjernebetændelse

Oprindelig forfatter OTha Seneste forfatter Redaktionen

hjernebetændelse, encefalitis, betændelse af hjernevævet. Akut hjernebetændelse er en sjælden og alvorlig sygdom med hovedpine og feber; efter få dage udvikles evt. bevidsthedssvækkelse, epileptiske anfald, sprogbesvær og personlighedsændring.

Akut hjernebetændelse skyldes ofte virus, der enten trænger ind i nervecellerne (herpes simplex-, echo-, coxsackie- eller arbovirus) eller forårsager en immunreaktion i nervecellerne, fx ved mæslinger. Nogle tilfælde har et dødeligt forløb eller fører til invaliditet pga. varig psykisk ændring eller lammelser. Se også TBE, skovflåt-båren hjernebetændelse.

Parkinsonisme, dvs. symptomer, der ligner Parkinsons syge, optrådte i mange tilfælde efter hjernebetændelse ved spansk syge, der hærgede over hele verden 1917-26; siden har kun få patienter fået parkinsonisme efter hjernebetændelse.

Annonce

Hjernebetændelse forårsaget af herpes simplex-virus kan behandles effektivt med lægemidlet aciclovir; vaccination er effektiv mod japansk encefalitis, der er almindelig i Østasien.

En sjælden kronisk hjernebetændelse, Creutzfeldt-Jakobs sygdom, skyldes abnorme proteiner (prioner), der ødelægger nervecellerne. Se også hundegalskab og kogalskab.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Thage: hjernebetændelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91908