Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bevægelsesforstyrrelser

Oprindelig forfatter OPaul Seneste forfatter Redaktionen

bevægelsesforstyrrelser, en række tilstande med abnorme bevægelsesmønstre, oftest som følge af en påvirkning af hjernen. Ved sygdomme i storhjernens basale ganglier, der findes midt i denne, kan der optræde sygdomsbilleder med langsomme og manglende spontane bevægelser, som det bl.a. ses ved Parkinsons sygdom og i nogle tilfælde ved behandling med psykofarmaka af neuroleptikatypen; disse lægemiddelbivirkninger er oftest forbigående. Ved Huntingtons chorea og i nogle tilfælde efter langvarig behandling med store doser neuroleptika kan der ses ufrivillige, rykvise hurtige eller langsomme bevægelser (dyskinesi, fx chorea, atetose og dystoni). Bevægelsesforstyrrelser med manglende evne til at sammensætte bevægelse (koordinationsforstyrrelser, ataksi) kan ses ved sygdomme, som rammer lillehjernen eller nervebanerne for følesansens ubevidste registrering af kroppens position. Rysten (tremor) kan også henregnes til bevægelsesforstyrrelser.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Olaf B. Paulson: bevægelsesforstyrrelser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46606