• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mavesår

Oprindelig forfatter SRune Seneste forfatter Redaktionen

mavesår, fællesbetegnelse for sår på slimhinden i mavesækken (ulcus ventriculi) eller i tolvfingertarmen (ulcus duodeni).

Såret er som regel overfladisk og kun få millimeter i diameter, men kan være både større og dybere og i sjældne tilfælde gå gennem hele mavesækkens eller tolvfingertarmens væg (perforeret mavesår). Sår i mavesækken sidder hyppigst i den nederste del, men kan findes i hele mavesækken, mens tolvfingertarmssåret opstår i de første 2-3 cm af tolvfingertarmen, som er det tarmafsnit, mavesækkens indhold af føde og mavesyre tømmes ud i.

Sygdommen har været kendt i flere hundrede år, men både hyppigheden og sygdomsbilledet har ændret sig gennem de sidste 100 år. I begyndelsen af 1900-t. var sår i mavesækken den hyppigste form; det ramte især de lavere sociale klasser og var ofte kompliceret med alvorlig blødning. Siden er tolvfingertarmssåret blevet to til tre gange hyppigere end sår i mavesækken, men samlet er hyppigheden faldet siden 1900. Omkring 1970 fik ca. 7 % af danskerne mavesår; omkring 2012 er tallet faldet til ca. 5 %. Der er store geografiske forskelle i forekomsten af mavesår med stor hyppighed i de industrialiserede lande og mindst i Afrika.

Annonce

Årsag

Årsagen til mavesårs opståen er en forskydning i den normale balance mellem på den ene side den slimhindenedbrydende effekt af den stærke mavesyre og på den anden side de faktorer, som gør slimhinden modstandsdygtig over for syren.

I mange år var det den almindelige opfattelse, at de fleste mavesår var forårsaget af en øget produktion af mavesyre, og at psykiske faktorer (stress) spillede en væsentlig rolle i denne mekanisme. Imidlertid er det kun de færreste mennesker med mavesår, som producerer mere syre end normalt, og påvisningen i 1983 af bakterien Helicobacter pylori og dens rolle som årsag til kronisk betændelse i mavesækkens slimhinde (mavekatar) har betydet en revolution for forståelsen af mavesårssygdommen.

Helicobacter-infektion medfører dels dannelse af giftige bakterieprodukter, som er direkte slimhindebeskadigende, dels ændring af slimhindens modstandsdygtighed over for mavesyren, bl.a. ved nedsættelse af slimhindens bicarbonatdannelse, som er en del af beskyttelsesmekanismen. Derved forrykkes den normale balance mellem mavesyrens slimhindenedbrydende effekt og de slimhindebeskyttende faktorer, og et mavesår kan opstå. Mens mavekatar forårsaget af Helicobacter pylori anses for at være verdens mest almindelige infektionssygdom, er det kun 10-15% af de inficerede mennesker, som udvikler mavesår. Forklaringen herpå er ikke kendt, men kan bestå i forskelle i de mange Helicobacter-stammer eller i den inficerede persons immunologiske reaktion på infektionen. Den lave forekomst af mavesårssygdommen i Afrika til trods for en høj forekomst af infektion med Helicobacter skyldes muligvis, at dårlig ernæringstilstand og kroniske parasitinfektioner nedsætter mavesyreproduktionen så meget, at den ikke belaster slimhinden.

Infektion med Helicobacter pylori er i den vestlige verden årsag til ca. 95% af tolvfingertarmssårene og ca. 70% af sår i mavesækken. De øvrige sår skyldes for de flestes vedkommende indtagelse af lægemidler, især acetylsalicylsyre og lignende stoffer (NSAID, se gigt (lægemidler)), som svækker slimhindens normale modstandskraft mod mavesyren, bl.a. ved at hæmme den lokale dannelse af prostaglandiner, som er vigtige for produktionen af slim og bicarbonat. En normal tilførsel af blod og ilt er nødvendig for slimhindens modstandsdygtighed mod mavesyren, og derfor kan der opstå akutte mavesår ved forskellige former for organsvigt hos kritisk syge mennesker.

En sjælden årsag til mavesår med ca. fem nye tilfælde årlig i Danmark er en abnorm produktion af det syrestimulerende hormon gastrin, hvilket medfører en meget høj mavesyredannelse døgnet igennem (Zollinger-Ellisons syndrom).

Symptomer

Det almindeligste mavesårssymptom er smerter i midten af den øverste del af maven, dvs. i det trekantede område neden for brystbenet og mellem ribbenskrumningerne. Smerterne optræder ofte, når mavesækken er tom (sultsmerter), fx om natten, og kan som regel lindres ved indtagelse af føde (spiselindring). Det er karakteristisk, at symptomerne optræder i perioder flere gange om året. Selv hos patienter med typiske mavesårssymptomer viser det sig ved mavekikkertundersøgelse (gastroskopi), at mindre end halvdelen faktisk har et sår, og omvendt kan man også ved undersøgelsen finde mavesår, som har givet meget ukarakteristiske eller slet ingen symptomer. Ubehandlet giver sygdommen anledning til en betydelig reduktion af livskvaliteten, og det kroniske forløb kan føre til personlighedsændringer, der er blevet opfattet som en disponerende årsag til sygdommen, men som snarere er en konsekvens af den.

I ca. 10 % af tilfældene kompliceres såret med blødning, hvilket viser sig som sort afføring (melæna) og ved kraftigere blødning som blodig opkastning (hæmatemese). Såret kan også blive så dybt, at det perforerer, hvorved maveindholdet kan løbe ud i bughulen og fremkalde en alvorlig og smertefuld bughindebetændelse. Langvarig mavesårssygdom kan føre til forsnævring af den nedre maveport (pylorusstenose) og derved vanskeliggøre udtømning af maveindholdet.

Diagnosen mavesår blev tidligere stillet ved røntgenundersøgelse, men den diagnostiske præcision er større ved anvendelse af gastroskopi, som også gør det muligt at udtage vævsprøve (biopsi) til mikroskopisk undersøgelse af vævsforandringerne. Dette er vigtigt ved sår i mavesækken, der kan være opstået i en slimhinde, og som er omdannet til mavesækkræft.

Behandling

Tidligere blev mavesår behandlet med diæt og rekreation ud fra en forestilling om, at mavesækkens behandling af føden kunne beskadige slimhinden, og at psykisk belastning var en medvirkende årsag. Det har imidlertid vist sig ikke at være rigtigt, og den første virksomme medicinske behandling bestod af syreneutraliserende lægemidler (antacida), først natriumbicarbonat og natron, senere aluminium- og magnesiumhydroxid. Virkningen af antacida er kortvarig, og behandlingen blev betydelig mere effektiv ved indførelsen af histamin-H2-receptorblokkerne, fx cimetidin, som blev udviklet i 1970'erne. Disse lægemidler hæmmer histamins stimulering af syredannelsen, hvorved den nedsættes med ca. 50 %, og mavesåret heler i løbet af få uger. En kraftigere reduktion af syresekretionen opnås med de senere udviklede benzimidazoler, fx omeprazol, som direkte hæmmer den kemiske syrepumpe i mavesækkens syreproducerende celler. Derved heler mavesåret meget hurtigt, men problemet med disse kure er, at såret opstår på ny, når behandlingen ophører, og syredannelsen vender tilbage til sit oprindelige niveau.

Det var derfor en meget stor gevinst, da det blev påvist, at kortvarig antibiotisk behandling af den kroniske Helicobacter-infektion i mavesækken fører til varig helbredelse af mavesårssygdommen hos næsten alle mavesårspatienter.

Operation for mavesår, som tidligere blev udført i stort omfang enten som en fjernelse af en del af mavesækken eller ved overskæring af den syrestimulerende vagusnerve, foretages nu kun i sjældne tilfælde, fx ved akutte livstruende komplikationer til sygdommen, især blødning. Også den kirurgiske behandling af blødende mavesår er ændret væsentligt i de senere år, idet ny teknik gør det muligt at standse blødningen ved lukning af den blødende blodåre gennem et gastroskop, hvorved en større operation kan undgås.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Simon Junker Rune: mavesår i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123142