Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lungebetændelse

Oprindelig forfatter JTP Seneste forfatter Redaktionen

lungebetændelse, pneumoni, betændelsestilstand i lungevævet forårsaget af mikroorganismer. Lungebetændelseslignende forandringer som følge af fysiske, kemiske eller allergiske påvirkninger betegnes normalt ikke lungebetændelse. Lungebetændelse kan opstå ved indånding af mikroorganismer, nedløb af mikroorganismer fra de øvre luftveje eller af maveindhold (aspiration) samt ved spredning fra naboorganer eller via blodbanen fra infektion andetsteds i kroppen.

Lungebetændelser kan inddeles efter den sygdomsfremkaldende mikroorganisme (Legionella, mycoplasma, pneumokokker, streptokokker, stafylokokker, virus mfl.) eller efter udbredelsen i lungen, således at der skelnes mellem lungebetændelse lokaliseret til en lungelap (lobær pneumoni, primær pneumoni) eller pletvis udbredt omkring de små bronkier (bronkopneumoni).

Lungebetændelse viser sig typisk ved akut indsættende feber, kulderystelser, hoste, opspyt, åndenød samt evt. brystsmerter under vejrtrækningen. Diagnosen stilles ved stetoskopi af lungerne, undersøgelse af opspyt for bakterier, røntgenundersøgelse af lunger og evt. blodprøve med påvisning af antistoffer mod mikroorganismer. Ved alvorligere tilfælde foretages dyrkningsprøve for bakterier i blodet for at påvise evt. blodforgiftning (sepsis) samt bronkoskopi med opsugning af slim fra luftvejene til bakteriologisk undersøgelse. Lungebetændelse kan kompliceres med væskeansamling eller pus i lungehulen (empyem), lungebyld og lungesvigt.

Annonce

Behandlingen består i antibiotika, som rettes mod den ansvarlige mikroorganisme. Der kan desuden være behov for væskeindgift (drop), iltbehandling ved lungesvigt, smertestillende medicin ved brystsmerter, tømning af væske i lungehinden og lungefysioterapi.

Lungebetændelse kan optræde hos tidligere raske personer, men ses ofte hos personer, som er svækket af kronisk sygdom, fx kronisk bronkitis, alkoholisme og kræft. Lungebetændelse er ofte den direkte dødsårsag hos ældre personer med kronisk sygdom. Pneumokok- og influenzavaccination bør derfor overvejes hos sådanne patienter.

Se også kold lungebetændelse og lunge.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jim Thuesen Pedersen: lungebetændelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118987