• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

calcium-stofskiftet

Oprindelig forfatter LMos Seneste forfatter Redaktionen

calcium-stofskiftet, omsætningen af calcium i organismen. Et voksent menneske indeholder ca. 1250 g calcium, hvoraf 99 % findes i skelettet, der både fungerer som et støtteorgan og et indre calciumdepot. Blodplasma indeholder ca. 100 mg (2,5 mmol) calcium pr. liter. Calcium forekommer her dels som calciumioner (ioniseret calcium) (45 %), dels bundet til blodets proteiner (45 %) eller til andre mindre molekyler (10 %). Koncentrationen af calciumioner (Ca2+) i blodet er af afgørende betydning for en række vigtige biologiske funktioner (fx nerveledning, muskelsammentrækning, blodets koagulation samt hormon- og enzymdannelse) og er underkastet en meget nøje kontrol vha. D-vitamin, biskjoldbruskkirtelhormon og kalcitonin. Se også calcium.

D-vitamin tilføres fra kosten (specielt fed fisk) og dannes desuden i huden ved solbestråling. D-vitamin omsættes først i leveren og derefter i nyrerne, hvor der dannes aktivt D-vitamin (1,25-dihydroxyvitamin-D). Det aktive D-vitamin øger optagelsen af calcium fra tarmen, fremmer forkalkningsprocesserne i knoglevævet og stimulerer aktiviteten af såvel knoglenedbrydende som -opbyggende celler.

Biskjoldbruskkirtelhormon (parathyreoideahormon, PTH) er et protein, der dannes i de fire biskjoldbruskkirtler på halsen. Dannelsen stimuleres, når calciumindholdet i blodet falder. PTH øger blodets indhold af calcium ved at stimulere frisætningen fra skelettet, øge nyrernes evne til at tilbageholde calcium og fremme deres omdannelse af D-vitamin til aktivt D-vitamin.

Annonce

Kalcitonin er et hormon, der dannes i specielle C-celler i skjoldbruskkirtlen. Dannelsen øges, når blodets indhold af calcium stiger. Hormonets hovedvirkning er at holde blodets calciumindhold konstant ved at hæmme frisætningen fra skelettet og øge udskillelsen gennem nyrerne. Kalcitonin virker betydeligt svagere end PTH.

Kroppens calcium udskiftes hele tiden, idet calcium optages fra tarmen og mistes gennem urin, afføring og sved. Normalt optages kun 30-50 % af den mængde calcium, der indtages med føden; dette sker dels passivt, dels ved en energikrævende proces, der stimuleres af aktivt D-vitamin. En mindre mængde calcium tabes samtidig med fordøjelsessekreterne. I nyrerne udskilles 200-360 mg calcium pr. dag. Igennem huden tabes ca. 50 mg calcium pr. dag.

Den danske kost indeholder 600-1400 mg calcium pr. dag. Hovedparten stammer fra mejeriprodukter. Det anbefales, at voksne mænd dagligt indtager 600 mg og kvinder 800 mg calcium for at undgå aldersbetinget knogleskørhed. 1/2 l mælk og 25 g ost dagligt vil således dække calciumbehovet hos de fleste. Mange forskere mener dog, at disse anbefalinger er for lave, og anbefaler op til 1500 mg dagligt for kvinder efter overgangsalderen. Det er desuden vigtigt, at børn i vækstperioden får kalk nok. Den anbefalede indtagelse af D-vitamin er i Norden 5 μg (200 IE) pr. dag. Ældre, som kun udsættes for lidt dagslys, bør dog have 10 μg (400 IE) D-vitamin pr. dag.

Livet igennem foregår der en fortsat nedbrydning og opbygning af skelettet; ældre knoglevæv udskiftes med nyt, således at styrken bevares, og træthedsbrud undgås. Knoglenedbrydningen, der normalt svarer til 200-300 mg calcium pr. dag, stimuleres af PTH og hæmmes af kalcitonin. Store mængder calcium (1-6 g pr. dag) kan desuden forskydes fra skelettet til blodbanen gennem en særlig mekanisme, der ikke samtidig medfører nedbrydning af knoglevæv. Denne proces øges ligeledes af PTH. Knogleopbygningen er sædvanligvis koblet til nedbrydningen. Efter 30-års-alderen er knoglenedbrydningen større end knogleopbygningen, således at der fortsat mistes knoglevæv. I starten af knogledannelsen dannes uforkalket knoglevæv, der efter 30-50 dage forkalker (mineraliserer). Mineralisationsprocessen kræver, at der er D-vitamin til stede foruden tilstrækkelige mængder af calcium og fosfat.

Sygdomme

I Danmark er de hyppigst forekommende sygdomme, der rammer calcium-stofskiftet, knogleskørhed og forstyrrelser i blodets indhold af calcium. Sjældnere ses engelsk syge, knoglesygdomme pga. nedsat nyrefunktion og Pagets sygdom. Undtagelsesvis kan desuden forekomme en række arvelige eller erhvervede skeletsygdomme, hvor sygdomsmekanismerne ofte er uafklarede. De vigtigste sygdomme omtales nedenfor.

Aldersbetinget knogleskørhed (osteoporose) er en fremadskridende alders- og hormonbetinget nedsættelse af knoglemængden og -styrken med udvikling af knoglebrud efter små dagligdags belastninger. Sygdommen skyldes, at alle mennesker efter 30-års-alderen årligt mister 0,5-1 % af kalkindholdet i deres skelet. Hos kvinder ses desuden et øget knogletab efter overgangsalderen. Hver tredje kvinde og hver tyvende mand vil opleve sådanne knoglebrud i løbet af deres levetid. Bruddene opstår specielt i ryghvirvlerne, lårbenshalsene, underarmene, overarmene og bækkenet. Bruddene i ryghvirvlerne medfører aftagende legemshøjde, rundryggethed og ofte kroniske smerter. Risikoen for at udvikle knogleskørhed kan nedsættes ved en calcium- og D-vitaminrig kost, vedvarende fysisk aktivitet og nedsat forbrug af tobak og alkohol. Overvægt synes at beskytte specielt mod hoftebrud. Hos kvinder kan hormonbehandling efter overgangsalderen medvirke til at bevare skelettet. Det er desuden vigtigt at forebygge faldulykker.

Engelsk syge, der betegnes rakitis hos børn og osteomalaci hos voksne, udgør en gruppe af erhvervede eller arvelige sygdomme med udvikling af knogledeformiteter på grund af D-vitamin-mangel, forstyrrelser i D-vitamin-omsætningen eller fosfatmangel. I det første leveår kan ses kramper, slaphed og nedsat vækst. Desuden ses forsinket tandfrembrud, bløde kranieknogler og senere tiltagende krumning af de vægtbærende knogler. Hos voksne kan ses knoglesmerter og -ømhed, nedsat muskelkraft og gangbesvær. Mange ældre med knogleskørhed har også D-vitamin-mangel og udvikler en blandingstilstand mellem osteoporose og osteomalaci. Sygdommen behandles med D-vitamin og calciumtilskud. Ved de sjældne former, der skyldes fosfatmangel, gives fosfattilskud.

Forøget calciumindhold i blodet (hypercalcæmi) ses bl.a. ved forøget dannelse af biskjoldbruskkirtelhormon, forskellige kræftsygdomme i eller uden for skelettet, D- og A-vitaminforgiftning, visse bindevævssygdomme med øget dannelse af aktivt D-vitamin i det syge væv, forhøjet stofskifte, nedsat binyrebarkfunktion og behandling med lithium og visse vanddrivende lægemidler. Symptomerne er træthed, madlede, kvalme, forstoppelse, øget vandladning og væskeunderskud. Nyresten kan forekomme. Behandlingen omfatter væskebehandling og behandling med calciumsænkende lægemidler. Ved øget dannelse af biskjoldbruskkirtelhormon er behandlingen kirurgisk.

Nedsat calciumindhold i blodet (hypocalcæmi) ses bl.a. ved nedsat dannelse eller virkning af biskjoldbruskkirtelhormon, D-vitaminmangel og nedsat nyrefunktion. Symptomerne, der specielt forekommer ved hurtigt indsættende fald i indholdet af ioniseret calcium, omfatter snurren omkring mund, i fingre og tæer, stivhed i fingre og hænder, der indtager en karakteristisk pyramidestilling, samt epilepsilignende kramper. Grå stær (katarakt) og forkalkninger i hjernen kan ses ved langvarig sygdom. Hos børn ses abnorm tandudvikling. Behandlingen består af store mængder D-vitamin samt et calciumtilskud.

Ved nedsat nyrefunktion ses en række knoglesygdomme, der sammenfattes under betegnelsen renal osteodystrofi. Der kan ses knoglesmerter, -brud og -deformiteter samt nedsat calciumindhold i blodet. Behandlingen er vanskelig og ikke afklaret.

Pagets sygdom er en betændelse, formentlig pga. hundesygevirus, i afgrænsede områder af skelettet. Der kan ses smerter, deformiteter og brud samt tryk på nerver og andre strukturer. Sygdommen behandles medicinsk med bl.a. kalcitonin.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Mosekilde: calcium-stofskiftet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53553