Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

elektrokardiografi

Oprindelig forfatter ESan Seneste forfatter Redaktionen

Elektrokardiografi. De elektriske signaler i hjertet kan registreres i et elektrokardiogram. Når hjertet er helt afslappet mellem to hjerteslag, tegnes der en vandret isoelektrisk linje (1). Ved sammentrækning af hjertets forkamre opstår der en lille tak, P-takken (2). Dernæst ledes impulsen videre via hjertets skillevæg; herunder fremkommer der atter en isoelektrisk linje (3). Indledningen af hjertekamrenes sammentrækning medfører registrering af takkerne Q, R og S, tilsammen betegnet QRS-komplekset (4). Under hjertekamrenes sammentrækning registreres påny en isoelektrisk linje, ST-intervallet (5). I tilslutning til at hjertekamrenes afslapningsfase indledes, registreres T-takken, hvorefter EKG-kurven igen er isoelektrisk i hjertets hvilefase indtil næste hjerteslag (6).

Elektrokardiografi. De elektriske signaler i hjertet kan registreres i et elektrokardiogram. Når hjertet er helt afslappet mellem to hjerteslag, tegnes der en vandret isoelektrisk linje (1). Ved sammentrækning af hjertets forkamre opstår der en lille tak, P-takken (2). Dernæst ledes impulsen videre via hjertets skillevæg; herunder fremkommer der atter en isoelektrisk linje (3). Indledningen af hjertekamrenes sammentrækning medfører registrering af takkerne Q, R og S, tilsammen betegnet QRS-komplekset (4). Under hjertekamrenes sammentrækning registreres påny en isoelektrisk linje, ST-intervallet (5). I tilslutning til at hjertekamrenes afslapningsfase indledes, registreres T-takken, hvorefter EKG-kurven igen er isoelektrisk i hjertets hvilefase indtil næste hjerteslag (6).

elektrokardiografi, EKG, eng. og internationalt ECG, registrering fra huden af de elektriske spændingsforskelle, som dannes af hjertet under dets vekslen mellem sammentrækning og afspænding. Elektrokardiografi blev indført af hollænderen Willem Einthoven allerede i 1903 og er fortsat en af de vigtigste metoder ved undersøgelsen af patienter med hjertesygdom.

I sin mest simple form består EKG af en registrering af spændingsforskellen mellem to elektroder klæbet på brystkassen med en vis afstand mellem hinanden. De to elektroder danner tilsammen en EKG-afledning, der forbindes til registreringsapparaturet, en elektrokardiograf. Denne forstærker det svage elektriske signal fra millivolt op til volt-niveau og udskriver det som en kurve på papir, et elektrokardiogram, forkortet EKG. I de perioder, hvor hjertemusklen enten er helt afslappet eller har trukket sig helt sammen, er spændingsforskellen mellem elektroderne ophævet, og der tegnes derfor en horisontal linje, en isoelektrisk linje. Udslag fra den isoelektriske linje, takker, registreres, når først forkamrene og dernæst hjertekamrene trækker sig sammen samt i mindre grad under hjertekamrenes afslapning. På denne måde registreres i enhver EKG-afledning, uanset hvor dens elektroder er placeret på legemsoverfladen, et tretaksmønster med mellemliggende isoelektriske linjer. Først en lille tak, P-takken, der repræsenterer sammentrækningen af den mindre muskelmasse i forkamrene, dernæst et isoelektrisk stykke, der svarer til impulsoverledningen mellem forkamre og hjertekamre via den tynde muskelbro, som dannes af AV-knuden og His' bundt (se hjerte). Herefter følger et stort udslag, QRS-komplekset, udløst af sammentrækningen af den store muskelmasse i hjertekamrene, samt et isoelektrisk stykke, ST-stykket, svarende til den tid, hvor hjertekamrene er fuldt sammentrukne. Endelig registreres under hjertekamrenes afslapningsfase en lille afrundet tak, T-takken, og når hjertet til sidst er helt afslappet, tegnes igen en isoelektrisk linje.

Elektrokardiografi. Et elektrokardiogram består sædvanligvis af 12 kurver, som fremkommer ved registrering fra elektroder anbragt på arme, ben og brystkasse. Kurverne I, II, III, aVR, aVL samt aVF betegnes ekstremitetsafledninger, eftersom de fra forskellige synsvinkler (akser) registrerer hjerteaktiviteten afledt fra elektroder, der er anbragt på arme og ben. Kurverne II og III registrerer navnlig forholdene i hjertets bagvæg. Kurverne V1-6 afledes fra elektroder anbragt udvendig på brystet og registrerer navnlig forholdene i hjertets forvæg og skillevæg.

Elektrokardiografi. Et elektrokardiogram består sædvanligvis af 12 kurver, som fremkommer ved registrering fra elektroder anbragt på arme, ben og brystkasse. Kurverne I, II, III, aVR, aVL samt aVF betegnes ekstremitetsafledninger, eftersom de fra forskellige synsvinkler (akser) registrerer hjerteaktiviteten afledt fra elektroder, der er anbragt på arme og ben. Kurverne II og III registrerer navnlig forholdene i hjertets bagvæg. Kurverne V1-6 afledes fra elektroder anbragt udvendig på brystet og registrerer navnlig forholdene i hjertets forvæg og skillevæg.

Ud fra 12 EKG-afledninger afledt fra elektroder anbragt i veldefinerede positioner på brystkasse, arme og ben kan hjertets elektriske aktivitet retningsbestemmes i det tredimensionale rum, eller udtrykt mere populært, hjertet kan "fotograferes" under forskellige, men veldefinerede "elektriske synsvinkler". Til formålet anbringes elektroder på begge arme og ben samt seks elektroder på brystkassen. Ved tilslutning til elektrokardiografen kobles elektroderne via en omfordeler automatisk sammen til at danne i alt 12 afledninger med hver sin elektriske synsvinkel (akse) til hjertet med tilsvarende udskrift af EKG, der afspejler forholdene i hver sin del af hjertet.

Annonce

Ordet elektrokardiografi kommer af græsk kardia 'hjerte' og -grafi.

Anvendelse

EKG ved hjerterytmeforstyrrelser (arytmi). Ved anfald af arytmi er EKG den første og vigtigste undersøgelse og en nødvendig forudsætning for valg af den rette behandling. Uanset valg af afledning viser EKG, 1) hvor hurtigt hjertet slår (bedømmes ud fra varigheden af intervallet mellem to QRS-komplekser), 2) om impulsen starter på normal vis i sinusknuden (forudgås hvert QRS-kompleks af en P-tak?), 3) om impulsoverledningen fra forkamre til hjertekamre er normal (bedømmes ud fra PQ-intervallets længde) og 4) om impulsudbredningen i hjertekamrene sker med normal hastighed (bedømmes ud fra varigheden af QRS-komplekset).

Hos patienter, der er indlagt på sygehus, kan omgående behandling af anfald af livstruende arytmier sikres ved EKG-overvågning (EKG-monitorering), som regel via en EKG-afledning fra to elektroder fastklæbet på brystkassen. Den sengeliggende patient kobles med kabler til overvågningsapparaturet, mens forbindelsen hos den oppegående etableres ved telemetri (trådløst) med transmission til overvågningsapparaturet via en miniature-radiosender i patientens lomme eller bælte.

Anfald af arytmi, som det ikke har været muligt at opdage ved EKG-optagelsen hos egen læge eller under indlæggelse på sygehus, kan registreres ved brug af en lille, bærbar båndoptager på størrelse med en walkman (Holter-monitorering). Båndet registrerer patientens EKG over en periode på 1-3 døgn og analyseres herefter med computerteknik. Herved opnås et fuldstændigt indtryk af alle arytmier under patientens daglige arbejde og færden i hjemmet.

EKG ved hjerteinfarkt (blodprop i hjertekransåre). Ved denne hyppige og livstruende sygdom kan der med et EKG med 12 afledninger opnås en hurtig og sikker diagnose, som er forudsætningen for en hurtig start af effektiv behandling med blodpropopløsende lægemidler. Iltmanglen i hjertet medfører ændringer i ST-stykket.

Elektrokardiografi. I løbet af få minutter medfører en blodprop i en af hjertets kranspulårer pga. iltmangel vævsdød (myokardieinfarkt) i et større eller mindre område af hjertekamrenes muskelvægge. Forandringerne i muskelvæggen afspejles af karakteristiske ændringer i elektrokardiogrammets mønster. I den tidligste fase ses en meget tydelig ændring af ST-stykket, som forskydes opad. Efterhånden bliver ST-stykket atter isoelektrisk, samtidig med at den normalt positive T-tak bliver negativ. Ved et infarkt i hjertets forvæg ses dette typiske forløb bedst i brystafledningerne, mens forløbet af et infarkt i hjertets bagvæg bedst ses i ekstremitetsafledningerne.

Elektrokardiografi. I løbet af få minutter medfører en blodprop i en af hjertets kranspulårer pga. iltmangel vævsdød (myokardieinfarkt) i et større eller mindre område af hjertekamrenes muskelvægge. Forandringerne i muskelvæggen afspejles af karakteristiske ændringer i elektrokardiogrammets mønster. I den tidligste fase ses en meget tydelig ændring af ST-stykket, som forskydes opad. Efterhånden bliver ST-stykket atter isoelektrisk, samtidig med at den normalt positive T-tak bliver negativ. Ved et infarkt i hjertets forvæg ses dette typiske forløb bedst i brystafledningerne, mens forløbet af et infarkt i hjertets bagvæg bedst ses i ekstremitetsafledningerne.

Arbejds-EKG ved angina pectoris og hjertekransåreforkalkning. I hvile, hvor angina pectoris-patienten er smertefri, viser EKG ofte intet unormalt. Kørsel på kondicykel med stigende belastning udløser imidlertid EKG-ændringer i form af en forsænkning af ST-stykket. Ændringerne indtræder lidt før eller samtidig med, at arbejdsbelastningen udløser brystsmerter. Ud over diagnostisk sikkerhed for, at brystsmerterne skyldes hjertekransåreforkalkning, får man ved undersøgelsen indtryk af sygdommens sværhedsgrad ved størrelsen af den arbejdsbelastning, der skal til for at udløse EKG-ændringer (og smerter).

Computeranalyse af EKG

Computerteknik er med held anvendt til analyse af de store datamængder, der indsamles under Holter-monitorering med bærbar båndoptager.

Til behandling af hjertestop er udviklet en automatisk defibrillator (apparatur til behandling med elstød), der også kan anvendes af fx ambulancemandskab i denne højakutte situation. Det er en defibrillator, som er sammenbygget med en elektrokardiograf med computer. Straks efter, at apparatets elektroder er sat på patientens brystkasse, vil det kunne meddele, om anfaldet af hjertestop er forårsaget af meget hurtig, uregelmæssig hjertekammerrytme (ventrikelflimren), og hvis det er tilfældet, kan man afgive det livsreddende elstød via de samme elektroder, som primært blev anvendt til EKG-registreringen.

Herudover forskes intenst i computerdiagnostik, men de praktiske resultater har inden for dette område hidtil været begrænsede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Sandøe: elektrokardiografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69699