Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

neuroradiologi

Oprindelig forfatter TMyg Seneste forfatter Redaktionen

neuroradiologi, læren om udredning af sygdomme i centralnervesystemet med radiologiske metoder, dvs. røntgenundersøgelse, især CT-scanning, og MR-undersøgelse. De supplerer hinanden i afbildning af hjernens og rygmarvens væv og kan vise forekomst af fx svulster, betændelse eller væskeansamling. CT-scanning er særlig egnet til hurtigt at afgøre, om en apopleksi skyldes hjerneblødning eller hjerneblodprop, og til i skadetilfælde at påvise kraniebrud, blødning eller vævsbeskadigelse, mens MR-undersøgelse kan afsløre degenerative eller destruktive forandringer i hjerne eller rygmarv, fx hjernebetændelse eller dissemineret sklerose. Disse undersøgelser har helt afløst røntgenundersøgelse af hjernens hulrum efter indsprøjtning af luft (pneumoencefalografi, 'hjernepustning'). Røntgenundersøgelse med indsprøjtning af kontraststof i rygmarvskanalen (myelografi) anvendes fortsat i en del tilfælde. Arteriografi af hjernen spiller stadig en stor rolle ved udredning af sygdomme i hjernens blodkar.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thorkild Mygind: neuroradiologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131328