Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sankt Jørgens-gårde

Oprindelige forfattere BF-W og JBrix Seneste forfatter Redaktionen

Sankt Jørgens-gårde, (efter Sankt Jørgen, se Georg, en af den katolske kirkes nødhjælpere), leproserier, nordisk navn for middelalderens hospitaler for spedalske, opkaldt efter deres skytshelgen. Siden 1100-t. havde man haft såkaldte hospitaler for spedalske, som fra midten af 1300-t. oftest blev kaldt Sankt Jørgens-gårde; i Danmark var der ca. 35 af disse gårde. De lå i byernes udkant, havde egne kirkegårde og blev drevet for midler, som de modtog i form af gaver og almisser. Den livsvarige tvangsisolering af spedalske i Sankt Jørgens-gårde blev først påbudt af Christoffer 3. med Københavns stadsret fra 1443. Da spedalskhed (lepra) næsten var forsvundet, blev Sankt Jørgens-gårdene nedlagt i 1542, og de få spedalske indlemmet i Helligåndshusene. Mange af bygningerne fungerede derefter som fattiggårde.

Den danske medicinalhistoriker V. Møller-Christensen har ved udgravninger af Sankt Jørgens-gården i Åderup ved Næstved 1949-51 grundlagt en internationalt anerkendt samling af lepraskeletter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benedicte Fonnesbech-Wulff, Johannes Brix: Sankt Jørgens-gårde i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=155421