Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels R. Finsen

Oprindelig forfatter JBrix Seneste forfatter Redaktionen

Niels R. Finsen. Maleriet, som var bestilt af Frederiksborgmuseet, er udført af den danske maler C. Wentorf (1863-1914) kort efter Finsens tidlige død. Den hvide lægekittel blev omkring dette tidspunkt symbolet på videnskabelige fremskridt. Finsen var den første dansker til at modtage en nobelpris (1903).

Niels R. Finsen. Maleriet, som var bestilt af Frederiksborgmuseet, er udført af den danske maler C. Wentorf (1863-1914) kort efter Finsens tidlige død. Den hvide lægekittel blev omkring dette tidspunkt symbolet på videnskabelige fremskridt. Finsen var den første dansker til at modtage en nobelpris (1903).

Niels R. Finsen, Niels Ryberg Finsen, 15.12.1860-24.9.1904, dansk læge af islandsk afstamning, født på Færøerne. Niels R. Finsen var allerede som ung handicappet af en alvorlig hjertelidelse; efter lægeeksamen i 1890 måtte han afstå fra praktisk lægearbejde grundet sin sygdom. Han blev ansat som undervisningsassistent i anatomi ved Københavns Universitet, hvor han påbegyndte en resultatrig forskning vedrørende lysets virkning på nogle hudsygdomme.

Allerede i 1893 blev Finsen kendt i Danmark på en afhandling om rødt lys og dets gunstige virkning på koppesygdommen. To år senere fik Finsen sit store gennembrud også internationalt, idet han indførte den revolutionerende kulbuelysbehandling (Finsenterapi) af tuberkulose i huden (lupus vulgaris). Året efter oprettede man et lysinstitut, det senere Finseninstitut, i København. I 1898 blev han titulær professor.

Niels R. Finsen modtog som den første danske læge i 1903 nobelprisen i medicin for sin enestående forskning omfattende behandling med ultraviolet lys.

Annonce

Litteratur anbefalet af Den Store Danskes brugere
Niels Finsens liv og forskning er beskrevet i Jørgen Lyngbyes Lyssagen (Gyldendal 2003).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Brix: Niels R. Finsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76216