• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels A. Lassen

Oprindelig forfatter OHar Seneste forfatter Redaktionen

Niels A. Lassen, Niels Alexander Lassen, 7.12.1926-30.4.1997, dansk læge, søn af H.C.A. Lassen. Niels A. Lassen var forskningsrådsprofessor i neurovidenskab 1986-96 og overlæge ved klinisk-fysiologisk afdeling, Bispebjerg Hospital 1962-96.

Han udførte banebrydende forskning inden for fysiologi, især blodkredsløb, proteinomsætning, biologisk kinetik og hjernefunktion. Han indførte i 1955 metoder til bestemmelse af hjerneblodgennemstrømning og hjernestofskifte og lagde derved grunden til kortlægning af hjernens funktioner, udredning af patofysiologiske mekanismer og sygdomsbehandling. Han beskrev i 1968 øget blodgennemstrømning i hjerneområder, der havde været ramt af blodprop, og gav fænomenet betegnelsen luksusperfusion.

Han introducerede og videreudviklede flere forskellige teknikker til kredsløbsundersøgelser og beskrev den matematiske behandling af data i forbindelse med biologisk kinetik. Niels A. Lassen var med til at grundlægge det lægelige speciale klinisk fysiologi.

Annonce

Han blev dr.med. i 1958 på en afhandling om hjernens blodgennemstrømning og var desuden æresdoktor ved Københavns Universitet og tre udenlandske universiteter. Niels A. Lassen modtog Novo Prisen i 1968 og Anders Jahre-prisen i 1977 og var medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab fra 1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Hartling: Niels A. Lassen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114901



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Niels A. Lassen Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik