• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eric Kandel

Oprindelig forfatter NEng Seneste forfatter Redaktionen

Eric Kandel, f. 1929, østrigsk-amerikansk læge og neurobiolog, der efter virke som psykiater i 1950'erne og 1960'erne siden 1974 har været professor i fysiologi og psykiatri ved Columbia University, New York. Han har med havsneglen Aplysia californica som modelorganisme kunnet udforske visse nervecellefunktioner, idet sneglens få nerveceller er usædvanlig store. Han har herved været i stand til at påvise, at fosforylering af synapseproteinerne spiller en vigtig rolle for indlæring og korttidshukommelse, og at udvikling af langtidshukommelse kan fremkomme ved øget dannelse af synapseproteiner, hvorved signaloverføringen effektiviseres. Lignende fænomener er siden påvist hos pattedyr. Sammen med Arvid Carlsson og Paul Greengard modtog han i 2000 nobelprisen i fysiologi/medicin.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Engelbrecht: Eric Kandel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103675